Ikke bare en barnepige
Freja sidder ved et af bordene på Det Kongelige Bibliotek, omgivet af tykke lærebøger og notater. Hendes fingre flytter sig hurtigt over papirerne, øjnene koncentreret om de tætskrevne linjer hun forsøger at få det sidste med, før hun skal op til den store prøve i pædagogik. Lektoren er berygtet for sin strenghed: er du dumpet, venter den håbløse reeksamen. Det har Freja bare ikke tid til semesteret har allerede været hårdt.
Netop som hun fordyber sig allermest, sætter hendes studiekammerat Sofie sig hen til bordet og læner sig ind mod hende med lav stemme:
Du leder stadig efter et studiejob, gør du ikke?
Freja ser kort op, nikker uden at miste fokus og dykker straks ned i bøgerne igen. Men Sofies tone er insisterende:
Ja, men det handler om tiden, du ved jo, vi har forelæsninger til kl. 14 hver dag, og jeg kan ikke bare blive væk.
Sofie smiler, genkendende overfor Frejas seriøse tilgang til sine studier. Hun venter tålmodigt, før hun forsigtigt siger:
Jeg har det perfekte. Min underbo, Mikkel, har pludselig brug for hjælp. Han er alenefar konen døde vist for et års tid siden, men jeg kender ikke detaljerne. Men nu har han så travlt på arbejdet, og han mangler akut en eftermiddagsbarnepige. Det ville være fra omkring kl. 16 til 20.
Freja stopper op og ser på Sofie.
Men børn har du jo erfaring med og så læser du ovenikøbet til pædagog. Dine fire småbrødre burde tælle med som erhvervserfaring!
Freja tygger eftertænksomt på pennen. Tanken om børn gør hende varm om hjertet. Hun husker, hvordan hun altid selv har hjulpet sin mor med de små, uden nogensinde at beklage sig det var hårdt, men vigtigt.
Hvor gamle er børnene? spørger hun, ærligt interesseret.
Sofie lyser op:
Tvillingepiger, Freja. De er lige blevet seks år. Og så er der storebror, Andreas på tretten han går til håndbold nærmest hver dag, så han er sjældent hjemme og kan derfor ikke hjælpe.
Freja overvejer. Det lyder både spændende og lidt skræmmende for det er noget helt andet at tage ansvaret for andres børn, især nogen der har haft det svært.
Tror du, han vil tage mig? Jeg er jo kun på fjerde år og ikke helt uddannet endnu…
Sofie fnyser:
Selvfølgelig vil han! I går spurgte han mig faktisk, om jeg kendte nogen. Må jeg give ham dit nummer?
Der går kun et øjeblik, så mærker Freja, at det faktisk føles rigtigt. Universitetsjob, børn hun kan lide og ikke langt fra studiet. Hun nikker, smilet breder sig:
Gør det!
********************
I dag er Frejas første officielle arbejdsdag. Hun er næsten lige så nervøs, som da hun begyndte på sit studie. Og selvom hun har passet sine mange småbrødre, føles det anderledes nu: det er et rigtigt job, et ansvar over for nogen, hun knap kender. Hun har pakket tasken flere gange: telefon, nøgler, notesbog, lidt snacks til pigerne det hele er på plads.
Første møde med Mikkel og børnene gik lettere end ventet. Mikkel er rolig, afslappet og meget tydelig i sine instrukser. Tvillingepigerne Mathilde og Freja var generte til at begynde med, men allerede efter ti minutter dansede de rundt og viste Freja deres lego og tegninger. Freja kunne ikke lade være med at smile over deres umiddelbare glæde.
Men det, der mest overraskede hende, var Mikkel selv. Sofie havde ikke nævnt, hvor charmerende han faktisk var høj, venlig og altid med et roligt smil, så naturlig at Freja straks følte sig tryg. Hun måtte tage sig selv i ikke at rødme, hver gang han kiggede på hende.
Bare rolig, mindede hun sig selv om. Det er et job, bare et job.
Hun går nu hen mod børnehaven: en lille hyggelig københavnsk institution med en farverig legeplads. Mikkel havde ringet til personalet og fortalt, at barnepigen henter børnene i dag, og skrevet fuldmagt. Freja trækker vejret dybt og går ind.
Børnene leger vildt. Mathilde og Freja står ovre ved gyngerne. Da de ser hende, smiler de genert.
Freja sætter sig på hug og smiler varmt:
Skal vi tage hjem og bage pandekager? Eller måske småkager med chokolade?
Mathilde stråler:
Småkager! Jeg elsker dem med chokolade!
Så er det besluttet, siger Freja og tager dem i hånden.
I det øjeblik mærker hun, hvordan nerverne forsvinder. Måske bliver det alligevel godt?
Tvillingepigerne ligner hinanden i både blik og bevægelse; de tager forsigtigt Frejas hænder med hver sin. Hun drages af deres alvor, mindet om storebror Andreas’ ord fra dagen før:
De var glade før, forklarede han sagte. Men efter mor døde de tror, det måske er deres skyld, at hun ikke er her mere. De lukker sig inde, vil ikke have fremmede tæt på vi prøver at forklare dem, at mor elskede dem
Freja mærker sorgen og det store ansvar men også håbet om, at hun kan bringe smilene tilbage.
Men de gik alligevel med til at lege med mig, fortalte hun bagefter til Andreas. Jeg lavede tryllekunst med et tørklæde, de grinede for første gang i lang tid.
Andreas smiler stolt:
Netop derfor valgte far dig. Bare svigt dem ikke, okay?
Freja lover ham det, fast besluttet.
****************
To måneder er gået hos familien Nielsen. Langsomt er pigernes mistænksomhed og generthed smeltet væk. Nu løber de Freja i møde, når hun kommer, og vil slet ikke lade hende gå om aftenen.
Denne aften samler Freja legetøjet op, mens hun nynner den danske børnesang, de har lært. Pigerne sidder på sofaen med et bedrøvet udtryk.
Bliv hos os i nat, siger Mathilde pludselig og løber hen til hende, slår armene om hende. Skal du ikke blive?
Freja griner og krammer hende.
Jeg skal hjem og læse lektier. Jeg kommer igen i morgen I når ikke at savne mig!
Men Freja (tvillingen) blander sig:
Vi savner allerede. Bliv nu!
Freja sætter sig på hug foran dem:
Hvor skal jeg sove, hvis jeg skal overnatte? Skal jeg ligge i jeres seng?
Mathilde tænker, så foreslår hun ivrigt:
Du kan ligge i fars store seng! Der er god plads!
Freja kan ikke lade være med at smile, rørt over børnenes oprigtighed.
Tak for tilbuddet, men jeg må hjem i dag. Til gengæld kommer jeg ekstra tidligt i morgen, så skal vi både lege og bage småkager!
Pigerne sukker, men accepterer, og de sammen rydder op. Freja mærker, hvor meget hun allerede holder af dem.
Inderst inde har Freja svært ved ikke at grine ad pigernes forslag. Hun forstår godt, at børn bare vil have hende tæt på, men hendes egne tanker flyver i retning af et varmt, hyggeligt aftenbesøg hos familien Nielsen, en kop te i Mikkels selskab Men hun minder sig selv om, at det bare er et arbejde. Ikke mere.
Ude på gangen står Andreas og iagttager hende. Han har set, hvordan faren lyser op, når Freja er der. Hvorfor tager ingen af dem det første skridt?
Om aftenen, da Mikkel kommer hjem, beslutter Andreas sig for at gøre noget.
Far, hvorfor inviterer du egentlig ikke Freja med ud? Du kan da godt lide hende!
Mikkel standser overrasket. Hun arbejder jo her, svarer han undvigende.
Men du kan jo lide hende, og hun kan lide dig. Det er tydeligt for enhver! Spørg hende om hun vil med i Tivoli eller på café. Bare gør det.
Mikkel sukker. Men hvad hvis det ødelægger stemningen? Hvis pigerne mister hende, fordi jeg dummer mig?
Andreas argumenterer vedholdende:
Tag os alle sammen med i starten, så er det ikke akavet for nogen.
Mikkel nikker langsomt. Måske er det forsøget værd?
***********************
Over de næste uger skifter Mikkel taktik. Han inviterer Freja og børnene til udflugter i Zoo, på café, i Botanisk Have. Det bliver naturligt, hyggeligt, og stemningen mildner endnu mere.
Freja nyder tiden og mærker, at noget ændrer sig. Om aftenen sidder de ofte og drikker te, taler om børnene og griner sammen.
En aften, da børnene sover, tager Mikkel hendes hånd:
Freja, jeg kan ikke forestille mig vores liv uden dig mere. Jeg elsker dig vil du være min?
Freja smiler, rørt:
Jeg elsker også dig. Ja, selvfølgelig.
*************************
Brylluppet er en lille fest i et hyggeligt forsamlingshus lidt udenfor byen. Kun nærmeste familie og venner og de vigtigste gæster af alle: Mathilde, Freja og Andreas.
Pigerne er i ens lyserøde kjoler, stråler og drysser blomsterblade på gulvet. Andreas står rank ved sin fars side, stolt.
Efter vielsen slår Mathilde armene om sin far:
Du er så flot, far!
Og Freja ligner en prinsesse, sukker Freja (tvillingen).
Andreas nikker til sin far:
Hvad sagde jeg? Alt skulle nok gå.
Eftermiddagen går med lagkage, sang, latter og børneleg, mens de voksne fejrer.
Senere, alene under stjernerne, siger Freja stille:
Jeg troede aldrig, jeg skulle blive så lykkelig.
Mikkel kysser hende i håret.
Nu begynder resten af vores liv, sammen.
For første gang føler Freja sig hjemme med en familie, en mand hun elsker, og et fælles, dansk fremtidshåb.
