Du tror ikke, Vibe, hvordan dagene bare glider forbi, og jeg har stadig ikke hørt noget fra Jens. Ikke så meget som et postkort eller et ring op på niende eller på fyrretyvende dag efter, han tog afsted på ferien, sagde Birgit, mens hun rettede sit forklæde over den brede hofte.
“Nå, så han har nok været på skovtur, eller hvad mener du” Vibe trak medfølende på skulderen. “Du må vente tålmodigt. Har politiet heller ikke svaret på din efterlysning?”
“Stadig helt tavse, Vibe, som sild i brønden,” sukkede Birgit.
Birgit var hurtigt blevet træt af den samtale. Hun tog koste i den anden hånd og begyndte at feje de visne blade foran huset. Det var den der seje, tunge efterår i 1988, du ved, hvor man næsten ikke kan kende dag fra nat. Selv om hun lige havde fejet fortovet, lå der straks et nyt lag blade, og hun gik frem og tilbage og samlede dem sammen i bunker.
Hun havde jo ellers nydt at blive pensionist for tre år siden, men sidste måned måtte Birgit tage jobbet som vicevært i boligforeningen pengene rakte ikke længere, og noget andet arbejde var ikke til at få lige med det samme.
De havde jo ellers bare levet som en ganske almindelig dansk familie. Hverken bedre eller ringere end de fleste. Begge arbejdede, de fik og opfostrede deres søn, Michael. Birgits mand, Jens, havde det heller ikke med at drikke særligt meget, kun lidt i højtider, og på fabrikken var han respekteret for at arbejde til punkt og prikke. Han kiggede heller aldrig efter andre damer. Birgit selv havde været sygeplejerske på hospitalet i mange år og havde fået fine anerkendelser for sin indsats.
Men så tog Jens afsted til Skagen på en ferie og vendte aldrig hjem igen. Birgit havde først ikke fattet mistanke; hvis han ikke ringede, tænkte hun, var alt sikkert godt. Men da han ikke stod på perronen den dag, han skulle komme hjem, begyndte hun at lede hos alle myndigheder: ringede til de lokale hospitaler, til politiet og ja, endda til kapellet.
Da sønnen Michael var på session i Livgarden, sendte Birgit først et telegram om, at faren var forsvundet senere fik hun ringet igennem. Sammen fandt de ud af, at Jens var udskrevet fra hotellet, men havde aldrig taget toget hjem. Han var bare forsvundet. Så begyndte hele møllen forfra mellem hospital og kapel og så videre.
På fabrikken vidste de heller ikke noget. “Vores ansvar var at sende vores topmedarbejder på ferie, hvilket vi gjorde. Familietvister holder vi os fra. Kommer han ikke tilbage til tiden, må vi fyre for udeblivelse.”
Birgit havde overvejet at tage toget til Skagen for selv at lede, men Michael overbeviste hende om at vente: “Hvad vil du finde der? Jeg har fri næste uge, slipper de mig løs, tager jeg selv derop. Uniformen og det hele det åbner døre.”
Birgit fandt ro i det og holdt sig travlt beskæftiget for ikke at gå helt i hundene af bekymring. Politiet så hun næsten dagligt efterhånden, men det var nu mere rutine end panik. Hun gik tilbage på arbejde egentlig mest for at have noget at tage sig til. Når man står ude med kosten, blandt folk, så holder man sig oppe. Men derhjemme om aftenen græd hun skældte sig selv ud og hele verden for at få så stor en prøvelse sent i livet. Usikkerheden knugede mest.
Jens, han dukkede lige så uventet op, som han forsvandt. Han stod der bare i den samme mørkeblå habit, han havde rejst i. Uden nogen taske, intet som helst. Han trak jakken op om halsen og havde hænderne i lommerne, mens Birgit var travlt optaget af fortovet.
Hun så ham først, da Michael råbte.
“Jens! Micke!” Birgit smed straks kosten og løb.
Hun slog armene ud som en fugl, der endelig var hjemme igen, og kastede sig i favnen på Jens og krammede ham. Han stod lidt, men lagde så også armene om hende.
“Kom så, lad os komme ind,” sagde Michael, lidt irriteret det kunne Birgit høre på hans stemme og de hårde skridt.
“Michael, du skal have et kram! Jeg har ikke set dig siden foråret,” sagde hun og indhentede ham.
“Jo, jo. Men kom nu ind, det er koldt,” svarede han mut.
“Hvorfor ringede du ikke? Jeg ville have nået at gøre rent, lave mad”
“Mor, jeg er altså ikke kommet for frikadeller, jeg holdt jo hvad jeg lovede.”
Birgit så skiftevis på sin mand og søn hun havde været igennem så meget de sidste måneder, at hun nærmest sad i en tåge. Han var hjemme. I live. Sund og rask. Hun havde mest lyst til bare at lave noget mad og give dem te og lade dem hvile. Jens sad og sagde ikke et pip.
“Mor, sæt dig nu,” sagde Michael bestemt.
Men Birgit kunne ikke sidde stille og fløj rundt i køkkenet med tallerkener og kopper.
“Mor, det var hos en anden kvinde, jeg fandt far.”
Birgit vendte sig mod Michael, kiggede på Jens, som sad og stirrede ned mellem hænderne. Han lignede en skoledreng, der var i problemer mager, gammelklog, uden lyst til at tage ansvar.
“Hos hvem? Hvad foregår der, Jens?”
Birgits tanker havde kun kredset om, at der var sket ham noget forfærdeligt: røvet, ingen penge, måske slået ned, svævende rundt i havnebyerne på jagt efter lidt mad.
“Han blev ikke væk, han blev bare boende hos Hanne fra stranden, i hendes lille sommerhus. Han ville ikke hjem.”
Birgit stirrede tomt på Jens og blinkede.
“Hvorfor ville du ikke?”
“Fordi jeg fandt ud af, at jeg ikke levede ikke levede rigtigt, Birgit. Jeg opdagede, at jeg aldrig fik alt det ud af livet, jeg burde. Fabrikken, arbejdet, huset i weekenderne. Men der var ingen frihed i det.”
“Frihed! Tænker du!” Birgit blev helt rød af raseri.
“Michael, hvorfor tog du den frihed med hjem igen? Hvorfor? Ville du ydmyge mig? Havde han været død, havde det faktisk været lettere. Jeg ventede og ventede, skreg mine øjne tørre, og så lå han og nød sig i et sommerhus”
“Birgit, jeg overvejede måske at starte alt forfra,” sagde Jens modvilligt.
“Nej Jens, du gik bare amok i solen, fik hovedet fyldt med løjer smuttede fra kone og familie for en anden dame. En rigtig mand var kommet hjem, skilt sig og så først flyttet. Været ærlig overfor os alle. Det kan jeg ikke leve med gå med dig!”
Jens rejste sig og gik ud i gangen, ind i et værelse.
“Nej, så går du bare som om intet er hændt! Det kan jeg ikke! Forstår du det?” Hun skreg, næsten i hysteri.
“Far, du må gerne gå nu,” skyndte Michael sig ud og sagde bestemt.
Der gik to uger, så så Birgit Jens igen.
Hun fejede fortovet som altid, trak vand ud efter regnvejret. Han stod i starten af gården, i en gammel slidt frakke og en skør hue.
“Birgit,” råbte han langs fortovet.
Hun så op, men hendes blik var dødt. Det føltes som om, han havde brækket arme og ben på hende, og hun kunne måske godt have tilgivet ham, men ikke mere. Han måtte selv hen til hende.
“Jeg blev jeg har fået arbejde på fabrikken igen. Ikke som formand denne gang, bare almindelig arbejder. Må jeg komme indenfor?”
Birgit kiggede op, lænede sig på kosten og sagde:
“Jo, du kan få lov men så skal vi have skrevet papirer om skilsmisse straks.”
“Du har altså ikke tilgivet mig, kan jeg forstå.”
“Så hvad laver du her?”
“Dengang jeg tog væk, sagde Hanne fra stranden: vender du ryggen til, så kom ikke tilbage. Og nu kom jeg hjem, Birgit.”
“Haha! Så du blev hverken til noget dér eller her! Mænd som dig er der ingen, der har brug for. Og du kom jo kun, fordi Michael pressede dig han ville ikke tage hjem uden dig, så derfor slæbte du dig selv hjem igen. Lev dit eget liv, som du ville. Lad mig arbejde i fred!”
Hun gik rundt om ham, svingede kosten over hans sko.
Så vendte hun sig, gik videre med feje, vredt. Hun så sig ikke tilbage før efter fem minutter. Jens var væk. Hun sukkede lettet, som om en tung sten faldt fra skuldrene. Hun havde bare frygtet, hun ville tilgive ham, hvis han blev. Dem, der stikker én i ryggen, får man ellers lyst til at beskytteBirgit stod længe i efterårsdisen og lyttede til den fjerne lyd af Jens skridt, der forsvandt ned ad gaden. Hun kunne mærke hjertebanken i sine tindinger, men det var ikke længere angst eller sorg det var lettelse. Da hun satte kosten fra sig og gik op ad trappen til sin lejlighed, opdagede hun, hvor mærkeligt let hendes skridt føltes. Som om hun for første gang i årevis ikke bar på nogen andens vægt end sin egen.
I køkkenet tændte hun radioen, og der var ingen, der spurgte efter kaffe, ingen, der smækkede med døren, ingen, der krævede svar. Hun sad længe ved vinduet og så regnen glide ned ad ruden, mens hun mærkede en ny, fri ro brede sig i kroppen. Ude på gaden blev bladene ved at dale, men Birgit vidste, at hun kunne blive ved med at feje dem væk, dag efter dag, præcis som før bare nu uden den knugende venten, uden håbet, der holdt hende fra at leve.
Michael ringede fra kasernen ugen efter. Hun tog røret og hørte hans forsigtige stemme.
Hvordan går det med dig, mor?
Birgit trak vejret dybt og smilede, overrasket over, at det faktisk var sandt.
Det går godt, Michael. Jeg klarer mig. Nu skal du bare passe på dig selv jeg skal nok feje videre herhjemme.
Efter samtalen lavede hun te og fandt franskbrød frem til sig selv. Hun spiste i stuen, og pludselig begyndte hun at grine ikke en skinger, nervøs latter, men en varm, boblende latter, der steg op som noget længe indestængt.
Så gik hun hen til vinduet, åbnede det og lod den friske blæst strømme ind. Hun så ud over gården; himlen mellem husene åbnede sig en anelse, og en bleg solstråle ramte bladbunkerne på fortovet. Birgit smilede for sig selv: Hun behøvede hverken Jens, Hanne eller nogens accept for at være til. Hun greb kosten og gik ned. Der var nok at gøre. Men nu for sin egen skyld.
