Kære dagbog,
“Emil, bagagerummet! Bagagerummet er åbent, stop bilen,” råbte Lærke, mens hun allerede godt vidste, at alt var tabt. Vores ting røg ud på motorvejen, og de biler bag os tilbød næppe meget hensyn jeg kunne levende forestille mig, hvordan alt det vi havde brugt de sidste par måneder på at spare op til, nu lå der og blev mast under hjulene.
Gaver og lækkerier lakserogn, røget laks, en stor dyr skinke og en masse andet, vi normalt kun unner os ved store højtider. Taskerne med dyre madvarer og gaver havde vi endda lagt øverst for ikke at mase dem. Vi havde taget alt for meget med, for nu skulle vi endelig til alle julens og nytårets fester på landet hos Emils mormor.
Motorvejen var fyldt op juletrafikken uden for København stod tæt som sild i en tønde. Folk kørte tæt, og det gik langsomt, men at standse med det samme var umuligt. Alt, der røg ud af bagagerummet, var sandsynligvis væk for altid.
Børnene, Freja og Astrid, kiggede forskrækkede på mig gennem tårer, da de så, hvor ked af det jeg var. Jeg prøvede at trøste dem, mens Emil fik bilen ind til siden, og vi standsede. Lidt håb var der stadig kunne det hele være endt i rabatten? Vi gik tilbage langs vejkanten, men selvfølgelig var der intet tilbage. At søge var meningsløst, og vi spildte bare tid.
“Så, lad det nu ligge, Lærke, der er ikke noget at gøre. Vi finder ud af det, og vi kan jo altid købe nyt eller undvære. Sådan er det bare,” sagde Emil, da han så, hvor skuffet jeg var. “Det er bare ting. Kom nu ind i bilen, det sner, det bliver mørkt, og vejene er glatte.”
Resten af turen sad jeg tavs. Det virkede meningsløst at bebrejde Emil bilen var gammel, låsen var slidt. Jeg prøvede at tænke på noget andet, men tårerne sneg sig frem igen og igen. Jeg havde jo sådan sparet sammen til det hele, og nu var det væk! Hvorfor var det altid mig, der skulle være uheldig? Nå, der findes selvfølgelig værre ting, men ærgerligt var det. Og så slog det mig, at den bløde, varme plaid, jeg havde købt til Emils mormor, også var væk og jeg blev bare endnu mere trist.
Vi ankom til landsbyen langt over midnat. Jeg var sikker på, at mormor Esther var gået i seng. Men lygten over døren lyste stærkt, og straks vi steg ud af bilen, kom mormor og naboen Ingrid løbende.
“Ih, endelig er I her, Gud ske tak og lov! Lærkepige, Emil-dreng, jeg var så bekymret! Mormor krammede os alle, som hun nu gør. “Og hvor er Freja og Astrid? Nå, mine kære små, hvor er det skønt!”
“Vi har det helt fint, mormor, hvorfor er du så oprevet?” spurgte Emil og gav hende en arm. “Lad os gå ind, det sner, og du står ude uden ordentligt overtøj.”
Mormor rystede på hovedet. “Ingrid og jeg har siddet her hele aftenen og bedt for jer grin du bare, men sådan var det! Jeg havde et syn i eftermiddag det var, som om jeg så jeres bil forsvinde ud over rabatten, noget slemt skete. Jeg vågnede badet i sved og havde været urolig hele dagen. Og så kommer Ingrid forbi og spørger, om I mon var ankommet hendes søn og hans børn har været her længe.”
“Jeg kunne næsten ikke få det forklaret, var helt ude af mig selv,” fortsatte mormor. Ingrid sagde straks: “Det er ikke godt. Vi må bede og håbe på det bedste!” Så hele aftenen har vi bedt til Gud og Sankt Nikolaj, for at I skulle komme sikkert frem. Og nu er I her, alle sunde og raske det er alt, der betyder noget!
“Ja, mormor, du har ret,” sagde jeg. “Og hvis nogen andre finder vores ting og får glæde af maden og gaverne, så må det være, fordi de havde mere brug for dem end vi.”
Nytåret fejrede vi med hele familien og en kæmpe julefrokost. Egne jordskokker, hjemmesyltede agurker og rødbeder, sild under dyne og en fantastisk ovnstegt and. Og ingen kunne lave boller som mormor Esther både Freja og Astrid kunne næsten ikke vente med at snuppe endnu en fra gryden ovre ved brændeovnen. Hele dagen kælkede de med naboens børn på bakken, og da øjnene kløede af træthed, var klokken næsten tolv, og spændingen hang i luften mon julemanden lagde gaver under træet i år?
Mormor grinede og trykkede både os og Ingrids børnebørn ind til sig. Sådan lykke alle vi elsker omkring samme bord det er det vigtigste i livet.
I den lille, næsten glemte landsby med kun tre huse sad to gamle søstre, Karen og Inge, sammen med deres nabo, gamle Poul. Der var ikke meget liv tilbage. De overlevede, som de kunne om sommeren kunne de klare en køkkenhave, men om vinteren var det koldt og ensomt.
Men de holdt sammen, det var det vigtigste. Poul havde hugget en gran ind, og på bordet stod enkel mad og dog nok. Om eftermiddagen gik han ud efter brænde i skoven, og da han trak på kælken, så han noget stikke op af snedriverne ved vejen.
Han gik nærmere. Det var en stor taske. Poul åbnede den og blev målløs. Lakserogn, røget fisk, steg. Og nede i bunden, en hvid, blød plaid som nyfalden sne. Ingen var at se, så Poul læssede tasken sammen med brændet på kælken og trak det hjem.
Han lagde plaiden ud foran Karen og Inge og fik gang i brændeovnen. Karen og Inge satte lækkerier frem på bordet.
“Jeg havde aldrig troet, jeg skulle nyde sådan en festmad igen,” mumlede Inge forundret.
“Nej, og at sådan et mirakel skulle ske,” tilføjede Karen.
“Det må være Vorherre, der har set til os,” sagde Poul. “Han har måske belønnet os for vores tålmodighed, og hvem ved, måske får vi endnu nogle gode dage.”
Det giver ikke mening at sørge over tabte ting. Måske var det meningen måske gav Gud os en mulighed for at købe os fri fra noget værre. Man skal ikke hænge sig i det, man har mistet, men glæde sig over det vigtigste: at vi stadig har det, vi ikke kan undvære.
