Igen til hende
Går du igen til hende?
Malene spurgte, selvom svaret var givet på forhånd. Emil nikkede, øjnene mod gulvet. Han trak sin mørkeblå frakke over skuldrene, mærkede efter i lommerne nøgler, mobil, pung med kroner. Alt var med. Så kunne han gå.
Malene ventede. Bare et ord. Måske “undskyld” eller “jeg er hurtigt tilbage”. Men Emil åbnede bare døren og trådte ud. Låsen klikkede stille, som en forsigtig gestus næsten som om den undskyldte på hans vegne.
Malene gik til vinduet. Gården badede i det blege skær fra gadelygterne, og hun så straks hans let genkendelige skikkelse. Emil gik med hast, målrettet, som én der præcist ved hvor han skal hen. Til hende. Til Anna. Til deres syvårige datter, Smilla.
Malene lagde panden mod den kolde rude.
…Hun havde jo vidst det alligevel. Fra starten. Da hun mødte Emil, var han stadig gift. På papir. Underskrift, fælles lejlighed, barn. Men han boede ikke længere hos Anna lejede et værelse, kom kun for at se sin datter.
“Det var hende der var mig utro,” sagde han dengang. “Jeg kunne ikke tilgive. Jeg har søgt om skilsmisse.”
Og Malene troede på det. Helt idiotsikkert og blindt fordi hun virkelig ville tro. Hun elskede ham, som kun en syttenårig kan, hovedkulds og dumdristigt. Cafébesøg, lange samtaler i telefonen; første kys i regnen foran hendes opgang. Emil så på hende, som om hun var den eneste kvinde i universet.
Skilsmisse. Bryllup. Ny lejlighed, planer for fremtiden, samtaler om alt muligt.
Og så startede det.
Først kom opkaldende. “Emil, Smilla er syg, kan du komme med medicin?” “Emil, vandhanen drypper, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.” “Emil, Smilla græder. Hun vil se dig, kom nu!”
Emil sprang hver gang. Uden tøven.
Malene forsøgte at forstå. Et barn er helligt hun har ikke skylden for forældrenes skænderier. Selvfølgelig skal han hjælpe, være nær, tage del. Nogle gange lyttede Emil, forsøgte at sætte grænser overfor Anna.
Men så skiftede Anna bare taktik.
“Mød ikke op i weekenden. Smilla vil ikke se dig.”
“Ring ikke. Du gør hende ked af det.”
“Hun spurgte hvorfor far forlod os. Jeg kunne ikke svare.”
Og Emil knækkede. Hver gang. Prøvede han at sige nej til en “alvorlig” anmodning, skubbede Anna til det ømme punkt. En uge senere gentog Smilla sin mors ord: “Du elsker os ikke. Du har valgt en anden dame. Jeg vil ikke se dig.”
En syvårig kunne ikke selv opdigte den slags.
Emil kom hjem fra de samtaler knust, bedrøvet og tom i blikket. Og så løb han atter afsted ved Annas første fløjt alt bare for at datteren ikke skulle vende sig væk, ikke se på ham med fremmede, kolde øjne. Malene forstod det. Virkelig.
Men hun var blevet træt.
Emils figur forsvandt bag hjørnet. Malene slap ruden, gned panden et rødt mærke efter glasset. Den tomme lejlighed pressede hende ned.
Klokken nærmede sig midnat, da nøglen drejede i låsen.
Malene sad i køkkenet, foran hende en kop te, helt kold. Hun havde ikke drukket; bare iagttaget hvordan den mørke hinde dannedes på overfladen. Tre timer. Tre lange timer lyttede hun efter hvert trin på trappen.
Emil kom ind, lirkede frakken af, hængte den på knagen. Han bevægede sig med forsigtighed, som én der håbede at snige sig ubemærket.
Hvad var det denne gang?
Malene blev selv overrasket over den ro i stemmen. Hun havde øvet sætningen tre timer, og nu, hvor alt var brændt ud, følte hun intet mere.
Emil tav et øjeblik.
Gasfyret gik i stykker. Det skulle fikses.
Malene løftede blikket. Han blev stående i døråbningen til køkkenet, ville ikke træde ind så mod det mørke vindue bag hende.
Du kan jo ikke reparere gasfyr.
Jeg ringede til en reparatør.
Og du skulle vente? Malene skubbede koppen væk. Kunne du ikke bare have tilkaldt hjælp herfra? Over telefonen?
Emil rynkede panden, krydsede armene. Stilheden blev varm og ubehagelig.
Er det fordi… du stadig elsker hende?
Nu så han endelig på hende. Skarpt, vredt, med sårbarhed.
Hvad snakker du dog om? Alt jeg gør er for Smilla! Det handler ikke om Anna!
Han trådte ind i køkkenet, og Malene skød stolen bagud.
Du vidste det jo, da du gik ind i det med mig. At jeg ville skulle derhen. At jeg har en datter. Hvad vil du nu? Skal du lave en scene hver gang jeg tager hen til mit barn?
Hun kunne ikke tale. Malene ville svare sagtmodigt, men hendes øjne brændte, og den første tåre gled ned ad hendes kind.
Jeg troede… hun snublede over ordene. Jeg troede, du i det mindste ville lade som om du elskede mig. Bare lade som om…
Nu må du stoppe…
Jeg er træt! stemmen flækkede, og Malene blev forskrækket over lyden. Træt af aldrig at være førstevalget! Ikke engang nummer to nummer tre! Efter din eks, hendes luner, og gasfyr der går i stykker midt om natten!
Emil slog hånden i dørkarmen.
Hvad vil du have af mig?! Skal jeg droppe min datter? Skal jeg ikke tage hen til hende?!
Jeg vil bare, at du vælger mig! Malene sprang op, koppen væltede, te skyllede ud over bordet. Bare én gang sig “nej”! Bare én gang ikke til mig, men til hende! Til Anna!
Jeg er træt af dine scener!
Emil tog sin frakke fra krogen.
Hvor skal du hen?
Intet svar, kun en dør, der smækkede.
Malene blev stående midt i køkkenet, te dryppede på linoleummet, og ekkoet i ørene ville ikke lade hende være. Hun greb mobiltelefonen, tastede hans nummer. Én ringetone, to, tre. “Abonnenten svarer ikke”.
Igen. Og igen.
Intet.
Malene sank sammen på stolen, krammede telefonen mod brystet. Hvor gik han hen? Til hende? Igen? Eller bare vandrende rundt i de natsorte gader, vred og såret?
Hun vidste det ikke, og det gjorde det kun værre.
Natten blev uendelig.
Hun sad på sengen med mobilen skærmen slukkede, lyste op, slukkede igen. Ringe op, lytte, afbryde. Skrive beskeder: “Hvor er du?” Så: “Svar mig, please.” Og: “Jeg er bange.” Sende og se hver gang en ensom grå flueben dukker op. Ikke leveret. Eller leveret, men ulæst. Hvilket gør ingen forskel egentligt.
Ved firetiden var Malenes tårer brugt op. Der var bare den metalliske tomhed tilbage. Hun tændte lyset, åbnede skabet i soveværelset.
Nu er det nok.
Det må være nok nu.
Kufferten fandt hun øverst, støvet, med et gammelt label fra en tidlig rejse til Aarhus. Malene smed den på sengen og begyndte at kaste tøj i den. Sweatre, jeans, undertøj. Intet blev sorteret hun stak bare det hele ned, som hun kom til. Hvis han er ligeglad, så er hun ligeså. Lad ham vende hjem til intet. Lad ham lede, ringe, skrive beskeder hun aldrig vil læse.
Lad ham mærke hvordan det føles.
Klokken seks stod Malene i entreen. To kufferter, en taske over skulderen, frakken dårligt knappet den ene side hang længere end den anden. Hun så på sin nøglebundt. Den skulle hun fjerne, lægge på kommoden.
Men fingrene svigtede.
Hun vred og trak i ringen, prøvede med neglen, men nøglen ville ikke slippe, og hænderne rystede, og øjnene brændte igen, selvom hun ikke forstod hvor flere tårer kom fra…
Pokkers også!
Nøglerne røg på gulvet og klirrede. Malene stirrede på dem et sekund så sank hun ned på kufferten, omfavnede sig selv og græd. Højlydt, grimt, klynkende og snublende, akkurat som dengang hun tabte sin mors yndlingsvase og troede verden gik under.
Hun hørte ikke døren gå op.
Malene…
Emil satte sig på knæ foran hende, direkte på det kolde klinkegulv i entreen. Han duftede af røg og den sovende by.
Malene, undskyld. Undskyld mig, please.
Hun løftede hovedet. Ansigtet vådt, hævet, mascara skyllet ud i sorte baner. Emil tog forsigtigt hendes hænder i sine.
Jeg var hos min mor hele natten. Hun gav mig virkelig et wake-up call fik rusket op i mig.
Malene sagde ingenting. Hun så på ham, forvirret kunne hun tro på det denne gang?
Jeg vil tage Anna i retten. Kræve officiel samvær med Smilla. Gennem de rigtige instanser. Hun skal ikke kunne manipulere igen, ikke sætte Smilla op mod mig.
Hans fingre klemte Malenes hænder hårdere.
Jeg vælger dig, Malene. Hører du? Dig. Du er min familie.
Noget spirede i hendes bryst. Et lille, stædigt håb hun havde prøvet at rive ud hele natten.
Virkelig?
Virkelig.
Malene lukkede øjnene. Hun ville tro Emil endnu én gang. Sidste gang. Så måtte fremtiden vise restenMalene lod sig falde frem, panden mod Emils skulder, og mærkede hans arme slutte sig om hende, som om de kunne holde natten væk. Hun græd igen, men nu kom tårerne sagte lettelsen gled ind mellem hulket, en ny slags sorg, men også en gryende fred.
Morgensolen begyndte at røre ved gardinet, og hun lyttede til lydene: hans vejrtrækning, fuglene udenfor, byen der vågnede. Bag lukket øjne forestillede hun sig en verden hvor Smilla kom på besøg, hvor Anna var en fjern skygge, og hvor hun selv ikke var blevet et efterladt valg.
Emil kyssede hendes hår.
Vi klarer det, sagde han.
Hun sukkede dybt og slap grebet om kufferterne. Lod dem stå, lod lyset fylde gangen. Hun ville ikke pakke mere, ikke gemme sig, ikke flygte.
Et valg var truffet. Måske var der stadig kampe forude, måske tvivl, måske nætter hvor ensomheden ville krybe nær men nu sad hun her, i et hjem, i en begyndelse. Hendes håb var ikke stort, ikke vildt, men det var levende.
Malene løftede hovedet, tørrede kinderne, og smilede. Emil så på hende, fortabt og taknemmelig.
Og et sted inde i sig selv forstod hun, at hun denne gang havde valgt sig selv og at han, for første gang, også havde gjort det.
