Endnu en pige? Er det en joke?! I min familie har fire generationer mænd arbejdet på DSB! Hvad kommer du så med?
Jeg… er jeg virkelig så slem? Som en far?.. Hvad synes du selv?
Frederikke svigermoren trak på det. Tja, i det mindste er navnet normalt. Men hvad skal vi dog med hende? Hvem skal bruge din Frederikke?
Mikkel sad tavs med blikket i telefonen. Da hans kone spurgte hvad han tænkte, trak han bare på skuldrene:
Sådan er det. Måske bliver det en dreng næste gang.
Anna mærkede, noget knugede sig i hende. Næste gang? Og denne lille pige, er hun bare generalprøve?
Frederikke kom til verden i januar lillebitte, med store øjne og en mørk hårpragt. Mikkel dukkede kun op til hjemturen fra hospitalet, med en buket nelliker og en pose babytøj.
Hun er smuk, sagde han forsigtigt, mens han kiggede ned i barnevognen. Hun ligner dig.
Men næsen er din, smilede Anna. Og det stædige hageben.
Nå, nu må du holde op, viftede Mikkel afvisende. Alle spædbørn ser ens ud.
Elsebeth mødte dem hjemme med et surt ansigt.
Min nabo Karen spurgte, om det blev et barnebarn eller barnebarninde jeg skammede mig over at sige det, vrissede hun. I min alder skal jeg lege med dukker…
Anna lukkede sig inde på Frederikkes værelse og græd stille, mens hun pressede datteren mod brystet.
Mikkel arbejdede mere og mere. Han tog ekstra vagter, hjalp til på nabogården. Han sagde, at familien var dyr i drift, især med et lille barn. Han kom sent hjem, træt og tavs.
Hun venter på dig, sagde Anna, når han passerede børneværelset uden at kigge ind. Frederikke liver altid op, når hun hører dine skridt.
Jeg er træt, Anna. Jeg skal tidligt op i morgen.
Men du sagde jo ikke engang hej til hende…
Hun er så lille, hun forstår det ikke endnu.
Men Frederikke forstod. Anna så hver gang, hvordan datteren drejede hovedet mod døren, når hun hørte fars gang, og hvordan hun bagefter stirrede længe ind i tomrummet, når skridtene forsvandt.
Da Frederikke var otte måneder, blev hun syg. Først havde hun 38 i feber, derefter 39. Anna ringede til vagtlægen, men han sagde, at de kunne klare det hjemme med febernedsættende. Da morgenen kom, røg feberen op på 40.
Mikkel, vågn op! Anna ruskede i ham. Frederikke har det virkelig skidt!
Hvad er klokken? Mikkel blinkede trægt.
Syv. Jeg har været vågen med hende hele natten. Vi må af sted til hospitalet nu!
Så tidligt? Må vi ikke vente til i aften? Jeg har en vigtig vagt i dag…
Anna så på ham, som på en fremmed.
Dit eget barn brænder af feber, og alt du tænker på, er arbejde?
Hun dør jo ikke! Børn bliver tit syge.
Anna bestilte selv en taxa.
På hospitalet lagde lægerne straks Frederikke på infektionsafsnittet. De frygtede noget alvorligt og der skulle laves en lumbalpunktur.
Hvor er barnets far? spurgte overlægen. Begge forældre skal give samtykke til proceduren.
Han… arbejder. Han kommer snart, svarede Anna.
Hun ringede til Mikkel hele dagen, hans telefon var slukket. Først klokken syv om aftenen tog han telefonen.
Anna, jeg er i depotet, jeg har travlt…
Mikkel, Frederikke har måske meningitis! De har brug for dit samtykke til punkturen! Lægerne venter!
Hvad? Punktur? Jeg forstår ingenting…
Kom nu! Straks!
Jeg kan ikke, min vagt slutter først klokken elleve. Og bagefter skal jeg mødes med gutterne…
Anna lagde tavst på.
Hun skrev under selv som mor havde hun den ret. Punktionen blev lavet under fuld bedøvelse. Frederikke så så lille ud på den store operationsbåre.
Resultaterne kommer i morgen, sagde lægen. Hvis det er meningitis, varer behandlingen længe måske halvanden måned på hospitalet.
Anna blev natten over. Frederikke lå under drop, bleg og stille. Kun den lille brystkasse hævede og sænkede sig svagt.
Mikkel kom næste dag til frokost. Ubarberet, krøllet tøj.
Nå… hvordan går det? spurgte han forsigtigt ude på gangen.
Skidt, svarede Anna kort. Prøveresultaterne er ikke klar endnu.
Hvad gjorde de ved hende, den der… hvad var det…
Lumbalpunktur. De tog væske fra ryggen.
Mikkel blev hvid i ansigtet.
Gjorde det ondt på hende?
Hun fik fuld bedøvelse. Hun mærkede intet.
Han gik hen til hospitalssengen, stiv af frygt. Frederikke sov, hendes lille hånd med et kateter tapet fast.
Hun… er så lille, mumlede Mikkel. Jeg havde ikke tænkt…
Anna sagde ingenting.
Prøvesvaret blev godt ingen meningitis, kun en slem virusinfektion. Behandlingen kunne fortsætte hjemme.
I havde held, sagde overlægen. Et par dage mere, og det kunne være gået meget værre.
På vejen hjem sagde Mikkel ingenting. Først da de nåede opgangen, spurgte han lavmælt:
Er jeg… virkelig så slem? Som far?
Anna lagde Frederikke til rette i armene og så ham direkte i øjnene.
Hvad synes du selv?
Jeg troede, der var god tid. At hun var for lille til at forstå. Men… Han blev tavs. Da jeg så hende der, med slangerne… Gik det op for mig, at jeg kunne miste hende. Og at jeg faktisk har noget at miste.
Mikkel, hun har brug for en far. Ikke bare én der sørger for penge og mad. En, der kender hendes navn. En, der kender hendes yndlingslegetøj.
Hvilke? spurgte han blidt.
Gummibjørnen og rangle med klokker. Når du kommer hjem, kryber hun altid hen til døren og venter på at blive løftet op.
Mikkel sænkede hovedet.
Jeg vidste det ikke…
Det ved du nu.
Hjemme vågnede Frederikke og begyndte at græde tyndt og ynkeligt. Mikkel rakte usikkert ud, men tøvede.
Må jeg? spurgte han.
Hun er din datter, svarede Anna.
Forsigtigt tog han Frederikke op. Hun hikstede, men faldt til ro, da hun kiggede alvorligt på sin fars ansigt.
Hej lille én, hviskede han. Undskyld at jeg ikke var her for dig, da du var bange.
Frederikke strakte den lille hånd op til hans kind. Mikkel mærkede en ukendt klump i halsen.
Far, sagde hun pludselig klart.
Det var hendes første ord.
Mikkel stirrede overvældet på Anna.
Hun… hun sagde…
Det har hun sagt i ugevis, smilede Anna. Men kun når du ikke er hjemme. Hun ventede nok på det rigtige øjeblik.
Om aftenen faldt Frederikke i søvn på fars bryst. Mikkel bar hende forsigtigt ind og lagde hende i sengen. Hun vågnede ikke, men holdt fast i hans finger.
Hun vil ikke give slip, hviskede Mikkel forundret.
Hun er bange for, at du forsvinder igen, sagde Anna.
Han sad længe i mørket ved hendes seng, ufattende at tage fingeren til sig.
I morgen tager jeg fri fra arbejde, sagde han stille. Og også dagen efter. Jeg vil… lære min datter at kende.
Men hvad med ekstra vagter? Pengene?
Vi finder en løsning. Eller vi lever billigere. Det vigtigste er ikke at miste tiden med hende.
Anna gik hen og lagde armene om ham.
Bedre sent end aldrig.
Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis der skete hende noget og jeg ikke engang vidste, hvilket legetøj hun elsker, mumlede Mikkel og så på den sovende pige. Eller at hun kan sige far.
En uge senere, da Frederikke var rask igen, tog de alle tre sammen til Søndermarken. Frederikke sad på fars skuldre og lo, mens hun greb efter gyldent efterårsløv.
Se, hvor smukt, Frederikke! pegede Mikkel på de gule ahorntræer. Og derovre, kan du se et egern?
Anna gik ved siden af og tænkte, at man nogle gange skal miste det dyrebareste, før man forstår, hvor vigtigt det er.
Elsebeth mødte dem hjemme med utilfreds mine.
Mikkel, Karen siger, hendes barnebarn allerede spiller fodbold. Din… leger stadig kun med dukker.
Min datter er den bedste i verden, svarede Mikkel roligt, tog gummibjørnen og rakte den til Frederikke. Og dukker er da vidunderligt.
Men slægten går jo i stå…
Det gør den ikke. Den fortsætter. Bare på en anden måde.
Elsebeth ville til at sige noget, men Frederikke kravlede hen til farmor og rakte armene op.
Bedste! sagde hun og smilede stort.
Svigermoren tog hende forbløffet op.
Hun… taler jo! udbrød hun.
Vores Frederikke er klog, sagde Mikkel stolt. Ikke sandt, min pige?
Far! svarede Frederikke glad og klappede i hænderne.
Anna så på dem alle sammen, og tænkte, at lykken nogle gange kommer gennem prøvelser. Og at den allerstørste kærlighed ikke er den, der spirer straks, men den, der langsomt vokser frem, født af frygt og savn.
Om aftenen, mens han lagde Frederikke i seng, sang Mikkel sagte en vuggesang stemmen rå og stille. Frederikke lyttede med store øjne.
Du har aldrig sunget for hende før, sagde Anna mildt.
Jeg har aldrig gjort så meget før, svarede Mikkel. Men nu har jeg tid til at hente det ind.
Frederikke sov, tæt omslynget om sin fars finger. Mikkel blev siddende, lyttede til hendes åndedrag, og tænkte på, hvor meget man kan miste, hvis man ikke stopper op og ser, hvad der virkelig betyder noget.
Og Frederikke sov trygt, et lille smil om munden nu vidste hun, at hendes far ikke ville forsvinde nogen steder.
Denne historie blev indsendt af en af vores læsere. Nogle gange har skæbnen ikke bare brug for et valg, men en alvorlig prøvelse, før den vækker det bedste i os. Tror du på, at et menneske kan ændre sig, når man indser, man er ved at miste det allermest dyrebare?
