Der boede engang, for mange år siden, i nabobyen Askebæk, lige ved åen, en ung pige alene. Hun hed Maren. Stille og beskeden, nærmest usynlig. Kender I den slags folk? Dem, man ikke rigtig lægger mærke til; de er der, men alligevel ikke. Øjnene ned mod jorden, det lyse askeblonde hår i en tynd fletning, tørklædet slidt og falmet. Hun arbejdede på posthuset, sorterede breve og bar folkene deres pension ud.
Ingen lagde mærke til Maren. De lokale karle var jo som høns i tordenvejr: de skulle have farverige, sprudlende piger, nogen med lidt bid i. Men Maren
Det forår kom der en ny maskinmester til vores andelslandbrug. Han hed Niels. En høj, bredskuldret fyr med sort hår og skælmske øjne. Og han kunne spille harmonika. Når han satte sig uden for forsamlingshuset om aftenen og trak i bælgen, stod alle pigerne med bankende hjerter. Også Maren. Så meget, at det helt havde gjort hende ør i hovedet.
Men hvor skulle den grå mus som hende nå en som ham? Omkring Niels flokkedes landsbyens smukkeste piger som blomster om en sommerkåbe, og Maren så bare på, længselsfuldt, fra afstand.
Da begyndte det mærkelige i byen, kære ven. Maren begyndte at få breve fra København. Fine kuverter, papiret tykt, håndskriften mandig og selvsikker. Fordi hun arbejdede på posthuset, så hun brevene som den første, men sandheder holder sjældent tæt; vores altdelende postdame, tante Grethe, sladrede straks:
Vores stille pige har fået sig en kæreste! En fra byen skriver, og det ofte! Hun bliver gift, vent bare!
Maren gik omkring som i en anden verden. Hun fik røde kinder, øjnene strålede, og det var ligesom hun blev kønnere. Ryggen rankede sig, hun flettede blå silkebånd i håret. Når hun gik forbi med et brev i hånden, var det som bar hun en medalje.
Det lagde også Niels mærke til. Mest i smug, men alligevel. Mænd er nu engang sådan: ser de, at nogen er eftertragtet, vågner deres interesse også.
Stakkels Maren blev kun mere og mere forført af sin egen drøm. Hun sad tit på posthusets trappetrin og læste breve, mens hun smilede for sig selv. Landsbyens koner hviskede: “Se lige hende heldige pusling.”
Så kom afsløringen, pludselig og voldsomt, som en sommerstorm. Det var til Skt. Hans-festen; folk stimlede sammen foran forsamlingshuset. Harmonikaen spillede, de unge dansede. Maren var der også, fin i nyt kjole, skuldertaske over den ene skulder.
Så kom de to lokale banditter, tvillingebrødrene Hansen, halvfulde. De syntes det kunne være sjovt og rykkede i tasken. Remmen var gammel og brast. Tasken dumpede på jorden, og hendes små pige-ting faldt ud og i blandt dem, de berømte breve, bundet sammen med et bånd.
Den ene bror, Søren, greb bundtet og grinede højt:
Hør nu folkens! Skal vi ikke læse, hvad hendes by-kæreste skriver?
Maren kastede sig frem, bleg som kalk:
Lad være! Giv mig dem tilbage!
Men Søren var for hurtig, hev et brev ud og læste højt, for alle.
“Kære søde Maren, dine øjne er som blå søer…”
Alle stod stille, lyttede. Det lød smukt. Så tøvede han, trak et krøllet stykke papir op, studerede det nær lyset fra lygtepælen.
Se nu her! råbte han pludselig, så selv musikken stoppede. Det her er da grinagtigt! Alt er overstreget! Først står der “Kære Maren”, så er det streget over, og nedenunder “Min elskede”, og så streget over igen! Det her er jo et kladdehæfte! Hun har skrevet til sig selv. Og rettet og rettet!
En larmende latter brød ud, så det føltes som om bladene blæste af birketræerne.
Hun skriver breve til sig selv!
Hvor er det komisk! Hun har fundet på sin egen kæreste!
Maren stod midt i kredsen, ansigtet gemt i hænderne, skuldrene rystede af skam. Jeg var kun ung dengang og forstod ikke, hvordan jeg skulle hjælpe, tog bare mundfulde luft af ren nervøsitet.
Pludselig tav musikken. Niels, som havde siddet holdende på harmonikaen, lagde instrumentet fra sig og rejste sig. Han gik roligt ned, folk flyttede sig, som om noget tungt rodfæstede sig i hans alvor.
Han gik hen til Søren, tog brevene uden et ord. Søren svarede ikke, tabte bare sit smil. Niels samlede de spredte breve fra jorden, børstede dem fri for støv. Han trådte hen til Maren. Hun fjernede ikke hænderne fra ansigtet.
Han tog hende blidt, men bestemt under armen, og sagde højt, så alle kunne høre:
Hvad står I og flækker af, karlfolk? Er I aldrig stødt på et menneske før?
Så vendte han sig til Maren og sagde stille:
Kom, Maren. Jeg følger dig hjem. Det er blevet mørkt.
Og de gik. Gennem mængden, gennem den rungende, pinagtige stilhed. Han holdt hendes taske med de sønderrevne breve i én hånd og støttede hende under armen med den anden.
Og det blev begyndelsen på noget nyt for dem. Ikke alt på én gang. Længe turde Maren ikke se folk i øjnene. Men Niels veg aldrig fra hendes side. Hentede hende fra posthuset, gik ture sammen. Efter et halvt år stod der bryllup i Askebæk.
De fik det godt. Niels forgudede hende, strøg støv af hende som af de fineste møbler. Maren blomstrede, blev en dygtig husmor, fødte ham tre sønner. Og ingen i landsbyen talte nogensinde mere om den Skt. Hans-aften. Niels kunne se på folk, så de ikke turde sladre.
Årene gik. For tre år siden døde Niels hjertet. Maren var slet ikke den samme uden ham. Jeg kommer tit dér nu, måler blodtryk og drikker te.
En efterårsdag sad vi i stuen. Det regnede, brændte rislen mod taget, og brændet knitrede i ovnen. Maren gennemgik gamle sager i kommoden. Hun trak en udskåret lille trææske frem den havde Niels lavet til hende.
Hun åbnede den, og dér de samme breve, gulnede og gemte i årtier.
Ved du hvad, Kristiansdatter, sagde hun, stemmen skælvede. Jeg troede, han havde smidt dem ud dengang. Eller brændt dem. Det var så pinligt at spørge. Hele livet har jeg skammet mig over det fupnummer.
Hun tog det øverste brev op; nedenunder lå et ark, rutepapir, ikke gulnet skrevet måske en måned før Niels døde.
Maren tog brillerne på, læste, tårerne løb ned ad de gamle kinder.
Hun rækkede mig brevet:
Læs for mig, Karen. Mine øjne rækker ikke længere.
Jeg tog papiret frem, læste den skæve, velkendte hånd:
“Maren min. Jeg fandt den gamle æske, rokerede rundt på tingene. Tilgiv mig at jeg har været så tavs. Jeg så jo, hvor du har skammet dig over den aften, og ville ikke røre mere ved såret. Men måske burde jeg have sagt det dengang. Så du slap for at bære den sten på dit hjerte. Jeg vidste med det samme, at det var dig selv, der skrev brevene. Din håndskrift genkendte jeg jo fra postens kvitteringer. Ved du, hvorfor jeg aldrig lo? Fordi mit hjerte bristede, da jeg forstod, hvor ensomt det var, at du blev nødt til selv at skrive kærlige ord til dig selv. Og hvor blinde vi karle havde været for sådan en sjæl. Tak for de breve, Maren. Havde du ikke skrevet dem, var jeg måske gået forbi uden at mærke mit eget held. For mig har du altid været den smukkeste. Din Niels.”
Vi sad der, hende og jeg, og græd åbenlyst. Der lugtede af kamillete, tørrede æbler og sådan en barsk, gennemtrængende kærlighed, som næsten ikke findes mere.
Ja, sådan kan det gå, venner. Hun løj af fortvivlelse for at blive set. Han så ikke løgnen, men smerten bag. Og han gav hende kærlighed livet langt.
Når jeg nu ser på den gamle æske, tænker jeg: Døm ikke for hårdt dem, der dummer sig i længslen efter kærlighed. Hvem ved, hvor stort et savn, der gemmer sig bag et lille narrestreger.
