I vores familie har fire generationer af mænd arbejdet på DSB! Og hvad har du bragt os? En stille stemme, næsten utydelig, lød fra Sigrid, mens hun lagde hånden på maven. En Signe, svarede hun og aede varsomt den voksende bule. Vi vil kalde hende Signe.
Igen en pige? Det er jo til grin! Elsebeth smed skanningsresultatet hårdt på bordet, så det gav et lille sæt i kopperne. Fire generationer har slidt på banen, og hvad har du leveret?
Signe, gentog Sigrid blidt.
Nåh, Signe svigermoren trak navnet ud. Ja, det er da til at udtale. Men hvad får man ud af sådan en? Hvem har brug for hende, din Signe?
Rasmus sad tavs med blikket begravet i sin telefon. Da Sigrid forsigtigt spurgte, hvad han tænkte, trak han bare på skuldrene:
Det er nu engang sådan, det er. Måske bliver det en dreng næste gang.
Noget strammede sig om Sigrids hjerte. Næste gang? Og denne lille pige bare en slags øvelse måske?
Signe blev født i januar lille, med store mørke øjne og en dyne af sort hår. Rasmus dukkede kun op til udskrivningen, kom med et bundt nelliker og en plastikpose med små sparkedragter.
Hun er smuk, sagde han, da han kort kiggede ned i barnevognen. Minder om dig.
Men næsen er din, svarede Sigrid forsigtigt. Og det stædige hageparti.
Hold nu op, lo Rasmus, men med en træt mine. Alle babyer ligner da hinanden i den alder.
Elsebeth ventede hjemme med et skævt smil og rynkede pande.
Nabokonen Birthe spurgte, om det var et barnebarn eller barnebarninde. Det var pinligt at svare, mumlede hun. Jeg er for gammel til at lege med dukker
Sigrid trak sig ind på Signes værelse og begyndte at græde lydløst, mens hun lagde sin datter til brystet.
Rasmus arbejdede mere og mere. Overtid, småjobs på andres ejendomme, ekstra vagter på jernbanen. Han sagde, det var dyrt at have familie, især med en baby. Hjemme var han sent, træt og ordknap.
Hun venter på dig, sagde Sigrid lavmælt, hver gang han gik forbi børneværelset uden at ane ind. Signe liver altid op, når hun hører dine skridt.
Jeg er træt, Sigrid. Jeg skal tidligt op igen.
Men du har ikke engang sagt hej til hende
Hun er for lille. Hun forstår det ikke.
Men Signe forstod. Sigrid så det. Så hvordan hendes datter vendte hovedet mod døren, hver gang hun hørte farens skridt. Og igen, hvordan hun kiggede ind i intetheden, længe efter at lydene var forstummet.
Otto måneder gammel blev Signe syg. Først steg feberen til otteogtredive, så niogtredive. Sigrid tilkaldte vagtlægen, men svaret var: febernedsættende og ro derhjemme. Ved daggry stod temperaturen på fyrre.
Rasmus, vågn op! Sigrids stemme var desperat. Signe har det skidt!
Hvad er klokken? Han gned søvnen ud af øjnene.
Syv. Jeg har ikke lukket et øje hele natten. Vi skal på hospitalet nu!
Det er da tidligt Måske kan vi vente til i aften? Jeg har en vigtig vagt i dag
Sigrid så på ham, som stod der en fremmed i soveværelset.
Din datter brænder! Og du tænker på et togskifte?
Hun dør da ikke af det! Børn bliver tit syge.
Sigrid ringede efter en taxa og tog af sted alene.
På hospitalet blev Signe straks kørt på isolationsstue. Der var mistanke om hjernehindebetændelse en rygmarvsprøve var nødvendig.
Hvor er barnets far? Overlægen så spørgende på hende. Begge forældre skal godkende indgrebet.
Han arbejder Han kommer snart.
Hele dagen ringede Sigrid til Rasmus. Han tog den ikke. Først klokken syv om aftenen svarede han endelig.
Sigrid, jeg er i remisen, vi har travlt…
Rasmus! Signe har muligvis meningitis! Vi SKAL bruge din samtykke til prøven! Lægerne venter!
Øh hvad? Rygmarvs hvad taler du om?
Kom NU! Med det samme!
Jeg kan ikke, min vagt slutter først elleve. Skal noget med gutterne bagefter
Sigrid satte telefonen på lydløs. Hun skrev selv under. Som mor kunne hun. Prøven blev taget under fuld bedøvelse. Signe så så lille ud på den store operationsbåre.
Svarene er klar i morgen, sagde lægen. Hvis det er meningitis, bliver behandlingen lang. Måske halvanden måned på afdelingen.
Sigrid blev på hospitalet om natten. Signe lå under drop, bleg og næsten uden bevægelse. Kun det lille bryst hævede sig svagt.
Rasmus dukkede op næste dag til middag. Ubarberet og krøllet, usikker.
Hvordan hvordan går det? Han blev stående i døråbningen.
Slemt, svarede Sigrid kort. Svaret er ikke kommet endnu.
Hvad lavede de? Det der punktur-ting?
Rygmarvspunktur. De tog væske ud fra ryggen.
Han blev bleg.
Gjorde det ondt?
Hun var i bedøvelse. Hun mærkede ingenting.
Han nærmede sig vuggen og blev stående. Signe sov. Hendes lille hånd med drop-slangen var udenfor dynen.
Hun er så lille, mumlede han. Jeg troede ikke
Sigrid sagde intet.
Prøvesvaret var heldigvis godt ingen meningitis. Bare en sej virusinfektion med komplikationer. Behandlingen kunne fortsættes hjemme under lægeopsyn.
I var heldige, sagde overlægen. En dag eller to mere, og det kunne være gået helt galt.
På vej hjem sagde Rasmus ikke et ord. Da de holdt foran lejligheden, mumlede han:
Synes du mener du virkelig, jeg er så forfærdelig som far?
Sigrid løftede sin sovende datter fra bilsædet og så ham ind i øjnene.
Hvad synes du selv?
Jeg tænkte, at der var masser af tid. At hun var lille, ikke forstod noget. Men da jeg så hende dér med alle ledningerne… Forstod jeg, at jeg kunne miste hende. Og at jeg faktisk har noget at miste.
Rasmus, hun har brug for en far. Ikke bare én, der betaler regninger. En far, der VED, hvad hun hedder. Som kan fortælle, hvad hendes yndlingslegetøj er.
Hvilke? spurgte han sagte.
En gummi pindsvin og ranglen med de små klokker. Når du kommer hjem, kryber hun altid hen mod døren. Hun håber, du tager hende op.
Rasmus sænkede hovedet.
Det vidste jeg ikke
Nu ved du det.
Hjemme begyndte Signe at græde stille, klynkende. Rasmus rakte instinktivt ud, men tøvede.
Må jeg? spurgte han sin kone.
Det er din datter.
Han løftede hende op. Signe snøftede og tav, mens hun så ham dybt i øjnene.
Hej, lille skat, hviskede Rasmus. Undskyld jeg ikke var der, da du havde brug for mig.
Signe rakte ud og rørte forsigtigt ved hans kind. En ukendt følelse gnavede sig ind i ham.
Far, sagde Signe pludselig, helt klart.
Det var hendes første ord.
Han kiggede på Sigrid med opspærrede øjne.
Hun hun sagde
Det har hun sagt hele ugen, smilede Sigrid. Men kun, når du ikke har været her. Hun ventede vel på det rigtige øjeblik.
Senere, da Signe sov i sin fars arme, bar Rasmus hende forsigtigt ind i sengen. Hun sov videre, men klemte hans finger hårdt.
Hun vil ikke slippe mig, konstaterede Rasmus forundret.
Hun er bange for, at du forsvinder igen, hviskede Sigrid.
Han blev siddende ved hendes seng en halv times tid, ude af stand til at give slip.
I morgen tager jeg fri, sagde han til Sigrid. Og dagen efter. Jeg vil jeg vil lære min datter at kende.
Hvad med arbejdet? Ekstra vagter?
Vi finder ud af det. Eller lever lidt billigere. Det vigtigste er ikke at gå glip af, at hun vokser op.
Sigrid lagde armen om ham.
Bedre sent end aldrig.
Hvis der var sket hende noget og jeg ikke engang vidste, hvad for noget legetøj hun har… eller at hun kunne sige far Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv…
En uge senere, da Signe var rask, gik de alle tre i parken. Pigen sad på fars skuldre, lo højt og greb efter gule blade.
Se, Signe! pegede Rasmus på de gyldne ahorntræer. Og dér, en egern!
Sigrid gik tæt, og tænkte på, hvordan man nogle gange næsten skal miste det dyrebareste, før man forstår dets værdi.
Hjemme tog Elsebeth imod dem med et utilfreds blik.
Rasmus, Birthe siger, hendes barnebarn spiller allerede fodbold. Og din sidder bare og leger med dukker.
Min datter er den bedste i verden, svarede Rasmus roligt, satte Signe på gulvet og rakte hende det gule pindsvin. Og dukker er skønne.
Men slægten dør vel ud…
Den gør ej. Den lever videre. Bare på en anden måde.
Elsebeth ville protestere, men Signe krøb hen til hende og strakte armene ud.
Mormor! sagde hun klart og smilede bredt.
Bedstemoren stod forbløffet med barnebarnet i armene.
Men hun taler jo! udbrød hun.
Vores Signe er smart, sagde Rasmus stolt. Ikke sandt, skat?
Far! svarede Signe og klappede i hænderne.
Sigrid så på dem og tænkte: Lykken kommer ofte kun gennem prøvelser. Den største kærlighed opstår først langsomt, født af frygten for tab.
Om aftenen sang Rasmus en sagte godnatsang for Signe. Hans stemme var hæs, ikke stærk, men hun lå med øjnene store, og lyttede.
Du har aldrig sunget for hende før, bemærkede Sigrid.
Der er mange ting jeg aldrig har gjort. Men nu har jeg tid til at gøre bod, svarede Rasmus.
Signe faldt i søvn, klyngede sig til hans finger. Og han ville ikke vride sig fri sad blot i mørket og lyttede til datterens åndedræt, bevidst om, hvor nemt det er at miste alt, hvis man ikke stopper op og ser værdien i det, man har.
Signe sov og smilede i søvne nu vidste hun, hendes far gik ingen vegne.
Fortalt af en af vores læsere. Nogle gange kræver livet mere end bare et valg det kræver en krise, før de fineste træk vækkes i et menneske. Tror du på, at folk forandrer sig, når de forstår, at de kan miste det dyrebareste de har?
