Tredive år har jeg arbejdet på tekstilfabrikken, bare for at mine børn skulle få det bedre. På min halvfjerdsårs fødselsdag havde de slået sig sammen og bestilt en blomsterkurv med levering.
Jeg stod i min tomme lejlighed med kurven fra buddet og græd. Hvis nogen for fyrre år siden havde fortalt mig, at jeg på min halvfjerdsårsdag ville stå sådan, ville jeg have syntes, det var en dårlig vittighed. Men livet har sin sorte humor og spørger dig aldrig, om du er klar til slutningen.
Denne torsdag vågnede jeg stadig klokken seks, selvom jeg ikke skulle noget. Gammel vane i tredive år stod jeg op før daggry for at nå første skifte på fabrikken.
Jeg syede kitler, forklæder og arbejdsjakker. København havde dengang flere fabrikker med kvinder bøjet over maskinerne, fingrene stukket af nåle og drømmene stukket i børnene. Hvem skulle vi ellers gøre det for end dem?
Min Erik, Gud have ham, arbejdede på DSB. Sammen hev vi alt igennem. Jeg klager ikke vi havde vores. En lille andelslejlighed på Amager, senere byttede vi til to værelser og køkken på Østerbro.
Fjernvarme, balkon med udsigt mod gården. Men børnene havde altid rent tøj, varm aftensmad og bøger til skolen. Mikkel gik til engelsk hos privatlærer, Rigmor tog EDB-kursus. Erik tog ekstra vagter, jeg tjente lidt ved siden af om eftermiddagen ved at sy gardiner og festkjoler til naboerne.
Og se nu det gav pote. Mikkel blev jurist og har nu et advokatfirma i Aarhus. Rigmor har startet egen virksomhed i Odense, noget med marketing, jeg har aldrig helt forstået det, men folk betaler hende, og det går godt. Jeg er stolt af dem. Virkelig. Men den stolthed smager efterhånden lidt som te uden sukker næsten det samme, men noget mangler.
Erik gik bort for otte år siden. Hjertet. Hurtigt og uden farvel han lagde sig til at sove, og vågnede aldrig mere. Det første år ringede børnene hver dag. Det andet år hver uge. Nu ringer Mikkel om søndagen efter frokost, hvis han husker det.
Rigmor sender smser, korte, som telegraf: Mor, hvordan har du det? Kys. Jeg svarer: Fint, min pige. Hvad skulle jeg ellers skrive? At jeg taler med fjernsynet om aftenen? At den eneste, der sagde noget til mig lørdag, var ekspedienten i Netto?
Jeg forberedte mig en hel uge på den her fødselsdag. Fjollet af mig jeg bagte ostekage, den med sprød bund, opskriften fra min egen mor. Købte nyt dug. Fandt porcelænservicet frem, det vi fik i bryllupsgave, og som aldrig blev brugt til hverdag. Fire kuverter. For Mikkel sagde, han ville prøve at nå det, og Rigmor skrev, at hun lige skulle se, hvordan det så ud med kalenderen.
Om morgenen ringede Mikkel. Træt stemme, som om han ikke havde sovet. Mor, jeg kan desværre ikke, jeg har fået en sag i retten i dag, de ændrede tidspunktet. Men jeg kigger forbi lørdag, okay?
En time senere sms fra Rigmor. Hun ringede ikke engang. Mor, konference i Aalborg, jeg når det ikke. Elsker dig, vi tager det i weekenden!!! Tre udråbstegn. Som om det kunne opveje hendes fravær. Jeg stod i køkkenet og så på de fire dækkede tallerkner. På kagen. På den nye solgule dug med margueritter, som skulle gøre det hele lidt gladere. Og så begyndte jeg at pakke det væk. Dæktallerkener tilbage i skabet. Dugen foldet sammen. Kagen dækket med viskestykke.
Ved tre-tiden ringede dørtelefonen. Et ungt bud, måske 22 år, mørkeblå jakke. Han kom med en kæmpe blomsterkurv roser, liljer, noget andet jeg ikke kunne navnet på. Og et kort: Kæreste Mor, vi ønsker dig alt godt og masser af helbred! Kærlig hilsen Mikkel og Rigmor.
Buddet smilede. Tillykke med fødselsdagen! Der er nogen, der holder meget af dig.
Jeg tog imod kurven. Den var tung. Jeg satte den ind på det lille borde i entreen og lukkede døren. Så sad jeg på taburetten ved knagerækken, fem minutter måske, måske tyve. Duften fra blomsterne var så kraftig, næsten kvælende i den lille entre.
Om aftenen ringede Edith min eneste tilbageværende veninde i opgangen. Femoghalvfjerds år, bor en etage under mig, også alene. Gerda, du har fødselsdag, kom ind til te, jeg har bagt æblekage. Jeg gik derind. Vi sad i hendes køkken til klokken ti. Edith spurgte ikke til børnene. Hun forstod.
Lørdag kom Mikkel. Alene, uden kone og børnene. Tre timer, hvoraf en af dem var han ude på altanen med mobilen. Han lagde en konvolut med penge på kommoden i entreen. Rigmor måtte melde afbud til weekenden noget kom i vejen, mor, men til jul kommer jeg helt sikkert.
Og så gik det op for mig: Det er ikke fordi, mine børn ikke elsker mig. De elsker mig på deres måde, mellem retssager og konferencer i Aalborg. De elsker mig, som jeg elskede mit syning ærligt, men med tankerne ved maskinen og blikket på uret. I tredive år arbejdede jeg for, at mine børn skulle have det bedre. Jeg var stolt af, at de slap for min slidsomme tilværelse. Ingen havde sagt, at prisen var at stå alene i mit pensionistliv.
Kagen spiste jeg sammen med Edith. Blomsterne stod en uge, så visnede de. Konvolutten fra Mikkel lagde jeg i skuffen, samme sted som Eriks gamle togpapirer.
I går købte jeg billetten til en tur til Mols Bjerge. Bus, to dage, seniorklubben. Edith tager med. Da jeg fortalte Rigmor det i telefonen, lød hun overrasket. Er du begyndt at rejse nu, mor?
Ja, fra min halvfjerdsårsdag, skat, svarede jeg.
Der var tre sekunders stilhed i røret. Så sagde hun: Det lyder dejligt, mor, og skiftede emne. Men de tre sekunder betød mere end alle udråbstegnene i hendes smser. Jeg tror, hun en dag vil forstå. Måske når hun selv sidder, tres år gammel, med et tomt stolen ved bordet. Men jeg vil ikke vente længere.
Jeg er halvfjerds. Jeg har ben, der virker, en busbillet og en nabo, der bager æblekage. Erik ville have sagt: Gerda, lad nu være at brokke dig, tag nu bare af sted. Så det gør jeg.
