I to måneder havde jeg inviteret en 56-årig kvinde ud på Københavns bedste restauranter. Men da jeg endelig bad hende hjem til mig, faldt masken øjeblikkeligt.
For fem år siden blev jeg stilfærdigt skilt, og vænnede mig hurtigt til bachelorlivet. Men for nyligt begyndte tomheden at trykke, når jeg trådte ind i den tomme lejlighed.
Jeg er 56 år, helbredet er stabilt, og kræfterne slår til. Jeg oprettede en profil på et dansk datingsite, i håb om at finde en kvinde at dele hverdagen med. Det viste sig hurtigt, at jeg havde været heldig allerede efter de første beskeder virkede hun interessant.
Hendes profil var nøgtern:
Lærke, 56 år, enke, søger en ordentlig mand til et seriøst forhold.
Hendes billede viste en rar kvinde uden nogen form for blær, varme øjne. Vores skriftlige samtaler begyndte hurtigt og uformelt. Jeg gjorde det klart fra start: Jeg ønsker ikke et uendeligt chatforhold, jeg vil have den virkelige kvinde dele hverdagen, rejse sammen, spise morgenmad ved samme bord. Det var hun enig i, og vi aftalte at mødes i Indre By den kommende weekend.
Første date gik forrygende. Solskin over Strøget, vi spadserede længe, mens hun levende fortalte om arbejdet som sosu. og sine børnebørn. At hun ikke talte uafbrudt, roste jeg hende for. Senere fandt vi ind på en hyggelig café, hvor jeg naturligvis tog regningen sådan gør en mand med pli efter min opfattelse.
Vi indledte den klassiske blomster- og chokoladeperiode, hvor jeg forsynede konfekt og fine buketter. Weekendarne blev brugt på alt fra Det Kongelige Teater, Kunsthallen Charlottenborg, til lange ture på Bakken og store frokoster om søndagen. Hun var ikke krævende, men hvis jeg regner beløbet for to måneders opmærksomhed, bliver jeg lidt svimmel.
Jeg besøgte hende aldrig
Hun var sød, tog min arm på gaden, og smilede ustandseligt:
Emil, det er så skønt at være sammen med dig, du er sådan en gentleman.
Det puslede naturligvis mit ego.
Men ser jeg tilbage, var tegnene der hele tiden.
For det første ikke så meget som en kaffeaftale hjemme hos hende. Altid undskyldninger: Åh, jeg har rodet, eller Mit barnebarn overnatter, eller Lad os tage på café, jeg orker ikke have gæster. Jeg troede, det skyldtes generthed kvinder bliver let uvante med mænd privat efter at have været alene. Jeg pressede ikke på.
For det andet, når vi snakkede alder, var hun dobbelt: Når vi talte hyggelige ting, var hun frisk og ivrig; hun foreslog sågar dagsture til Skagen, eller en tur i svømmehallen. Men når samtalen nærmede sig noget privat og fysisk, forvandlede hun sig på sekundet til den lidt for ordentlige bedstemor.
En gang i biografen, på bagerste række, lagde jeg forsigtigt hånden på hendes knæ ikke noget anstødeligt, blot en berøring. Hun fjernede den straks, køligt men korrekt:
Emil, folk kan jo se os.
Lærke, det er mørkt, der sidder ingen tæt på.
Ligegyldigt, det er ikke pænt. Vi er jo ikke teenagere!
Jeg slog det hen som opdragelse og måske blufærdighed. At respektere grænser er vigtigt, men det begyndte at gnave. Vi er trods alt 56, ikke 17. Hvor meget tid har vi at spilde, før vi vover at komme tættere på?
Hun yndede overdreven snak om sine småskavanker. Det er menneskeligt at ryggen værker, eller blodtrykket driller. Men Lærke fandt nærmest nydelse i at beskrive sine skavanker, og kunne snakke sig gennem en hel middag om kolesteroltabletter og lægebesøg. Jeg lyttede, tilbød at køre hende til en god specialist. Men nævnte jeg, at jeg svømmer to gange om ugen for at holde mig i gang, så rynkede hun straks på næsen:
Hvorfor den anstrengelse, Emil? Du slider bare maskineriet ned! I vores alder ligger man på sofaen og læser bøger ikke svømmer baner.
Det var ikke min drøm at gro fast i sofaen jeg ville leve fuldt ud.
Sandhedens time kom
I går skulle det være. Vi sad på en georgisk restaurant nær Nørreport, nød vores khinkali, åbnede en god flaske vin og stemningen var afslappet. Hun fortalte vittigheder fra kollegaerne, grinede højlydt. Jeg tænkte: Nu er tiden inde.
Vi satte os ud i bilen. Regnen silede udenfor, bilen var varm, musikken lavt i baggrunden. Jeg tog forsigtigt hendes hånd og denne gang protesterede hun ikke.
Lærke, vil du ikke med hjem til mig? Vi kunne drikke lidt te, høre noget musik.
Med ét forsvandt smilet, hele hendes krop stivnede.
Emil hvad insinuerer du egentlig?
Jeg siger det blot lige ud jeg kan lide dig. Vi er begge fri, vi har set hinanden i over to måneder. Det er naturligt at længes efter nærhed.
Hun begyndte en endeløs prædiken om alder, skam og åndelighed, som slog mig fuldstændig ud:
Hører du efter, Emil? Det dér er for de unge, til familieforøgelse. Hvorfor skulle vi Vi ville se frygteligt ud nøgne. Jeg har lidt løs hud, du har lidt mave føj! I vores alder handler det om sjæleligt fællesskab, praktisk støtte, solidt venskab. Ikke om primitive behov, sagde hun.
Jeg sad fattet og kunne ikke tro mine egne ører. Var jeg pludselig et uartigt dyr, fordi jeg efter otte ugers opmærksomhed ønskede kontakt?
Hov, Lærke! Jeg træner to gange om ugen, og du ser fantastisk ud for din alder. Hvem har bildt dig ind, at livet er forbi, når man runder 56, og at man kun må sidde i haven og læse højt for børnebørn?
Det er almindelig god tone! snerrede hun. Anstændige kvinder i min alder passer børnebørn og dyrker kartofler. Det ville være pinligt at have en mand til sådan noget.
Nu kunne jeg ikke mere:
Så du søgte altså aldrig en partner bare venlig selskab? To måneder på min regning, udflugter, teater, gaver. Og så føj bare jeg ønsker en smule intimitet!
Hun blev rød i ansigtet af raseri, ikke af skam.
Tror du, jeg skylder dig noget, bare fordi du har budt på middag?
Lærke, jeg forventer intet men man indgår i en relation, og så kan det udvikle sig. Du ledte bare efter en bekvem ven med bil og kreditkort.
Hun sprang ud af bilen, smækkede døren, og gik med rank ryg mod opgangen. Jeg blev siddende. Så på hende forsvinde, og mærkede skuffelsen over mig selv vokse.
Jeg elsker samtaler om bøger, historie, ægte venskab. Men jeg er stadig et levende menneske, med helt naturlige ønsker; ikke én, der skal opgive nærhed af hensyn til andres alderstabuer.
Jeg slettede hendes nummer og min datingside-profil. Jeg har brug for ro, for at ryste den forestilling af mig.
Nu har jeg besluttet: På første date vil jeg spørge ligeud om hendes syn på nærhed. Hvis der følger en ny opsang om fremskreden alder og børnebørn er meningen med livet, så deler vi bare regningen farvel og tak.
Hvad synes I? Er det virkelig så farligt at foreslå intimitet i en alder af 56? Og hvorfor er det, at kvinder, der intet vil have med mænd at gøre, overhovedet opretter sig på datingsites?
