I to måneder førte jeg en 56-årig kvinde rundt på restauranter. Men så snart jeg inviterede hende hjem, faldt hendes maske øjeblikkeligt.
For fem år siden blev jeg stille og roligt skilt og vænnede mig til mit gode gamle ungkarleliv. Men på det sidste begyndte det at føles trist at vende hjem alene til en tom lejlighed.
Jeg er 56 år, helbredet holder endnu, kræfterne svigter mig ikke. Så jeg tilmeldte mig en dansk datingside for at finde en kvinde, jeg kunne dele mit liv med. Allerede efter et par dages korrespondance stod det klart, at jeg havde været heldig jeg havde mødt en kvinde med et spændende sind.
Hendes profil var ligetil:
Lisbeth, 56 år, enke, søger en ordentlig mand til et seriøst forhold.
Billedet viste en nydelig kvinde uden dikkedarer, med venlige øjne. Skriveriet mellem os tog hurtigt fart. Jeg lagde ikke skjul på, at jeg ikke søgte et uendeligt, virtuel venskab. Jeg savnede nærhed og tanken om at rejse og dele hverdagen i virkeligheden, ikke bag skærmen. Det kunne hun sagtens følge, og vi aftalte at mødes den kommende weekend i centrum af Odense.
Første date gik forrygende. Vi gik længe rundt i byen vejret var perfekt. Hun fortalte engageret om sit arbejde og sine børnebørn, mens jeg lyttede interesseret og nikkede. Jeg satte pris på, at hun var rolig og ikke snakkede konstant. Senere inviterede jeg hende på café jeg betalte selvfølgelig, sådan er jeg opdraget: Inviterer en mand en dame ud, betaler han.
Vi gik så ind i den klassiske “kage og blomster”-fase. Det var mig, der stod for kager og blomster, men vi havde det sjovt begge to. Hver fredag og lørdag arrangerede vi kulturelle aftener. Jeg er ikke nærrig, men når jeg regner sammen, hvad de to måneders bejleri har kostet mig lidt af en omgang.
Vi var i teateret, på restaurant bagefter det gentog sig uge efter uge. Den ene uge sten-udstilling, den næste koncert, eller en tur ud i naturen med god frokost og frisk luft.
Jeg holdt stilen og troede, vi kom tættere på hinanden. Hun smilede altid venligt, holdt mig under armen og sagde:
Jens, det er så hyggeligt at være sammen med dig, du er sådan en rigtig gentleman.
Selvfølgelig gjorde det mig stolt.
Advarslerne i biografen
Når jeg tænker tilbage, var der faktisk klare tegn i hendes adfærd.
For det første inviterede hun aldrig mig hjem til sig. Ikke engang på en kop kaffe. Der var altid undskyldninger: Der roder, Barnebarnet er på besøg, eller Jeg er for træt, skal vi ikke hellere tage på café? I starten troede jeg, hun bare var genert. Mange kvinder, der har været alene længe, kan have svært ved at lukke en mand ind i deres hjem. Jeg lod hende være.
For det andet blev snakken om alder underlig. Når det handlede om oplevelser, rejser eller middage, var hun ung og frisk hun kom selv med forslag om forlystelsesparker eller wellness-weekender. Men så snart jeg forsøgte at gøre noget mere privat, forvandlede hun sig til en sur, gammel dame på et splitsekund.
På et tidspunkt i mørket bagerst i biografen lagde jeg forsigtigt hånden på hendes knæ. Ikke noget anstødeligt, bare min hånd. Straks skubbede hun den væk:
Jens, folk kan se os.
Lisbeth, der er jo mørkt, og vi er alene heromme.
Det er lige meget, det ser ikke pænt ud. Vi er jo ikke skolebørn.
Jeg tænkte, det skyldtes hendes opdragelse. Måske var hun bare mere blufærdig end de fleste, og det må man jo respektere. Men indeni begyndte jeg at tænke, hvor længe vi skulle spille de her uskyldige studenter. Vi var næsten tres, ikke seksten.
Hun elskede også at tale længe og meget indgående om alle sine skavanker. I den alder har de fleste problemer med ryggen eller blodtrykket det er normalt men for hende var det nærmest en livsstil at fortælle om det. En hel middag kunne hun bruge på at beskrive, hvordan det trak ned i lænden, eller hvilke piller der var bedst mod kolesterol.
Jeg lyttede tålmodigt, viste sympati, foreslog endda, at vi kunne tage til en god læge sammen. Men hvis jeg nævnte, at jeg svømmede to gange om ugen, røg det skeptiske blik frem:
Hvorfor den overanstrengelse? Du slipper bare foden for motoren. I vores alder bør man ligge på sofaen og læse gode bøger i stedet for at plaske rundt i klorvand.
Men jeg havde ikke lyst til at gå i stå. Jeg ville leve.
Sandhedens time og foredrag om skam
I går aften tænkte jeg, nu må det altså være nok med det hensyn og de store følelser. To måneder burde være rigeligt for at vurdere, om vi overhovedet passede sammen.
Vi spise græsk mad på en hyggelig restaurant, nød god vin, grinede over hendes historier fra arbejdet. For mig var hun nede på jorden, og jeg mente, tiden var inde til at snakke ærligt om tingene.
Efter middagen satte vi os i min bil. Regnen trommede mod ruden, der var varmt og radioen kørte lavt i baggrunden. Jeg tog nænsomt hendes hånd, og denne gang trak hun den ikke til sig.
Lisbeth, skulle vi ikke tage hjem til mig? Lidt te, god musik og en sludder.
Hun blev stiv som et bræt, smilede ikke længere, ansigtet blev stift.
Jens, hvad er det helt konkret, du foreslår?
Jeg foreslår ingenting, jeg siger det rent ud. Jeg kan lide dig. Du er fri, jeg er fri. Vi har set hinanden i over to måneder. Det er jo naturligt at ville tættere på.
Så begyndte hun ellers et langt moralforedrag om alder, skam og åndeligt fællesskab, som jeg blev helt paf over:
Er du klar over, hvad du siger? sagde hun streng. Sådan noget er for de unge og for at føre slægten videre. Hvad skal vi to dog med det? Prøv at forestille dig, hvor frygteligt det måtte se ud uden tøj. Jeg har mave, du har mave. Føj! I vores alder handler det om en stærk ven, hverdagsfællesskab og godt venskab. Du vil kun have det basale, primitive.
Jeg sad bare målløs. Så jeg var bare et dyr, fordi jeg ønskede nærhed efter otte ugers opvartning.
Lisbeth, vent nu. Hvilken mave? Jeg træner faktisk, det hele spiller, og du har en flot figur for din alder. Hvorfor begraver du dig selv levende? Hvem har bestemt, at livet er slut ved 56, og man kun må have åndeligt slægtskab?
Det er almindeligt kendt! afskar hun. Anstændige kvinder på min alder passer børnebørn og dyrker drivtomater. Jeg ville dø af skam overfor mine børn, hvis jeg havde en mand til den slags.
Og her eksploderede jeg og sagde det hele, jeg havde gået og tænkt på:
Så du har altså slet ikke søgt en mand at dele livet med! I to måneder har du spist betalt mad, kørt i min bil og været i teater. Ikke en gang har du skammet dig over at modtage gaver fra det her dyr. Men så snart, jeg ønsker et normalt forhold, så er det pludselig føj.
Hun blev rød i hovedet, dog mest af raseri, ikke skam.
Mener du, jeg skylder at hoppe i seng med dig bare fordi du har inviteret på middag?
Skru ned, sagde jeg roligt, selvom jeg var kogende indeni. Jeg har opvartet dig pænt, og enhver form for opvartning betyder, at relationen udvikler sig. Men du ville bare have en ven med penge og bil.
Hun kastede sig ud af bilen, smækkede døren bag sig. Jeg løb ikke efter hende det var tydeligt nok. Jeg så hende gå med rank ryg mod opgangen og følte kun skuffelse over mig selv.
Jeg elsker samtaler om livet, bøger, historie. Men jeg er altså en levende mand med sunde behov, og jeg nægter at sige farvel til intimitet, bare fordi en eller anden har dannet sig de mest betonagtige fordomme om “mave og alder.”
Jeg slettede hendes nummer og min profil på datingsiden. Nu må jeg lige komme mig over cirkusset.
Fremover vil jeg spørge til synet på nærhed allerede på første date. Kommer der et foredrag om alderdom og børnebørn som livsmening, splitter vi regningen, og jeg siger pænt tak og farvel.
Hvad mener I? Er det virkelig så upassende at foreslå nærhed som 56-årig til en ordentlig kvinde? Og hvorfor opretter den slags damer egentlig profiler på datingsites, hvis de allerede har dømt sig selv udenfor?
