I to måneder havde jeg inviteret en 56-årig kvinde med ud på restauranter. Men så snart jeg spurgte, om hun ville med hjem til mig, faldt masken med det samme.
For fem år siden blev jeg skilt under ganske rolige omstændigheder og fandt mig hurtigt til rette i det trygge liv som single mand. Men den seneste tid har jeg mærket, hvor tomt det er at komme hjem til en stille lejlighed.
Jeg er 56 år, helbredet fejler ikke det store, og jeg føler stadig, jeg har energi til overs. Derfor oprettede jeg en profil på en dansk datingside, mest for at finde en, jeg kunne dele dagligdagen og måske livet med. Og til min overraskelse fandt jeg hurtigt en interessant kvinde.
Hendes profil var ligetil:
“Birthe, 56 år, enke, søger en ordentlig mand til et seriøst forhold.”
Billedet viste en sympatisk kvinde med venlige øjne uden unødvendigt overskud eller sminke. Vi begyndte at skrive sammen med det samme. Allerede fra start gjorde jeg det klart, at jeg ikke var ude efter uendelige beskeder jeg søgte en reel kone, én at holde hverdag og ferie med under samme tag. Hun accepterede, og vi aftalte at mødes i København den kommende weekend.
Første møde gik glimrende. Vi spadserede længe i det dejlige vejr, hvor hun levende fortalte om sit arbejde og børnebørn, og jeg lyttede opmærksomt. Jeg kunne godt lide hendes rolige tempo. Senere inviterede jeg hende på café, og det var naturligvis mig, der betalte jeg er opdraget med, at det gør manden, når han inviterer ud.
Så begyndte vores klassiske “blomster og chokolade”-tid. Jeg stod for både blomsterne og chokoladen, men vi nød begge tiden sammen. Hver fredag og lørdag havde vi fyldt kalenderen med oplevelser: vi var i Det Kongelige Teater, nød middage på hyggelige restauranter i Indre By, så på kunstudstillinger og ventede til foråret med ture ud i naturen med madkurven.
Jeg forsøgte at være en rigtig gentlemen og tænkte, vi langsomt nærmede os hinanden. Hun smilede ofte, tog mig under armen og sagde smilende:
Arne, det er så rart at være sammen med dig. Du er virkelig en galant herre.
Og selvfølgelig blev jeg glad for at høre det.
De første advarsler
Når jeg ser tilbage, kunne jeg egentlig have regnet det ud.
For det første inviterede hun mig aldrig hjem til sig selv. Ikke engang til en kop kaffe. Der var altid undskyldninger: “Åh, det roder netop nu,” eller “Mit barnebarn har overnattet,” eller “Jeg er så træt efter arbejde, skal vi ikke hellere tage på café?” Jeg regnede med, at det handlede om blufærdighed enke, der ikke var vant til en mand i huset. Jeg pressede ikke på, men ventede.
For det andet talte hun mærkeligt om alder. Når det handlede om oplevelser weekendture, restauranter var hun ung og aktiv, klar til tur i Tivoli eller en smuttur til Sverige. Men når jeg prøvede at komme tættere på, blev hun pludselig en gammel bedstemor.
Én aften i biografen på bagerste række lagde jeg forsigtigt hånden på hendes knæ. Helt uskyldigt. Hun fjernede den straks og sagde kontant, men høfligt:
Arne, folk kigger.
Birthe, der er mørkt, og vi sidder alene.
Det er ligemeget, det ser ikke ordentligt ud. Vi er jo ikke gymnasieelever.
Jeg antog, det handlede om hendes opdragelse. Måske var hun bare ordentlig, og det skulle respekteres. Alligevel voksede min uro. Vi er ikke 16 år mere, men snart 60 hvor meget tid skal vi spilde på kispus?
Desuden talte hun meget om sine skavanker ondt i ryggen eller svingende blodtryk, hvilket jo er normalt. Men hos hende var det nærmest med stolthed, og hun kunne bruge en hel middag på at diskutere kolesterolsænkende medicin.
Jeg lyttede og deltog, tilbød endda at køre hende til en dygtig læge. Når jeg nævnte, at jeg svømmede to gange om ugen for at holde mig i form, rynkede hun brynene:
Hvorfor udsætte dig selv for sådan noget? Du ødelægger bare hjertet. I vores alder skal man ligge på sofaen og læse en god bog, ikke plaske rundt i klorvand.
Men det var slet ikke mit livsdrøm at sidde på langs hver dag. Jeg ville leve grine, opleve, mærke.
Afgørelsens time
I går besluttede jeg mig. Nu måtte det simpelthen være nok. Efter to måneder burde man vide, om man havde noget sammen.
Vi spiste middag på en hyggelig georgisk restaurant. Vi delte en flaske god vin, lo og snakkede om hendes kolleger. Jeg tænkte: det er en reel, moderne kvinde, nu må tiden være til at tale åbent.
Efter maden satte vi os ind i min bil. Udenfor regnede det, i bilen var der varmt og stille, musikken spillede svagt. Jeg tog blidt hendes hånd. Den lod hun sidde.
Birthe, skal vi ikke tage hjem til mig? Hygge med en kop te og lidt musik?
Hun stivnede øjeblikkeligt, smilet var væk, ansigtet blev hårdt.
Hvad mener du præcist, Arne?
Jeg mener, jeg kan lide dig. Vi har været sammen i over to måneder. Det er vel naturligt at ønske at komme tættere på.
Så begyndte hendes lange prædiken om alder, skam og sjæleligt fællesskab, så jeg var målløs:
Ved du, hvad du beder om? spurgte hun med en næsten anklagende tone. Det er for de unge og for dem, der skal have børn. Hvorfor i alverden skal vi det? Tænk bare, hvor mærkeligt vi ville se ud uden tøj jeg har hængemave, du har sikkert topmave. Føj! I vores alder gælder sjæleligt fællesskab, støtte, rigtig venskab. Ikke primitiv nærhed.
Jeg var paf. Gjorde dét mig til et dyr, at jeg ønskede fysisk nærhed med en kvinde efter otte uger?
Birthe, vent nu lidt. Hvilken mave? Jeg træner og holder mig i form. Du ser jo selv flot ud for din alder. Hvorfor begraver du livet levende? Hvem har sagt, at man skal dø mentalt som 56-årig og kun have åndeligt fællesskab?
Det er sådan, ordentlige kvinder gør! afbrød hun skarpt. Kvinder som mig holder sig til have og børnebørn. Jeg ville skamme mig over for mine børn, hvis jeg havde en mand på den måde.
Nu blev jeg vred, lagde ikke fingre imellem:
Så reelt ville du slet ikke have en mand? To måneder på min regning, blev kørt rundt i København, gik til teater og restaurant det var åbenbart acceptabelt. Men så snart jeg ønsker et virkelig forhold, så er det forkasteligt?
Hun blev rød i hovedet, men af vrede, ikke af skam.
Mener du, jeg skylder dig min krop for middagene?
Nej, nu vender du det om, svarede jeg roligt, selvom jeg kogte indeni. Jeg har gjort mig umage, og ethvert forhold rent faktisk udvikler sig. Men du ville bare have en veninde bare med min dankort og min bil.
Hun steg hurtigt ud og smækkede døren. Jeg løb ikke efter. Der var intet mere at sige. Jeg så hende gå stolt mod opgangen og kunne kun mærke skuffelsen over mig selv.
Jeg holder meget af dybe samtaler, gode romaner, historie men jeg er stadig en levende mand med lyst og følelser. Jeg har ikke tænkt mig at give afkald på nærhed, bare fordi en kvinde har fået cementeret sine komplekser over et par rynker.
Nu har jeg slettet hendes nummer og min profil på singlenet.dk. Jeg har brug for tid til at lande igen efter det her.
Fremover beslutter jeg: allerede på første date spørger jeg om synet på intimitet. Hvis hun straks begynder at tale om alderdom og at børnebørn er meningen med livet, så deler vi regningen og siger pænt farvel.
Hvad mener du? Er det virkelig så upassende for en mand på 56 at ønske intimitet med en anstændig kvinde? Og hvorfor søger sådanne kvinder forhold, hvis de alligevel synes, livet allerede er forbi?
