I to måneder inviterede jeg en 56-årig kvinde ud på restauranter. Men så snart jeg foreslog, at hun kom hjem til mig, faldt masken øjeblikkeligt.
For fem år siden blev jeg ganske fredeligt skilt og havde efterhånden vænnet mig til et roligt liv som single. Men på det seneste begyndte jeg at mærke, hvor trist det egentlig var at komme hjem til en tom lejlighed hver aften.
Jeg er 56 år, har stadig sundheden i behold, energien svigter mig ikke. Jeg oprettede en profil på en dansk datingside i håb om at finde en kvinde at dele tilværelsen med. Og det viste sig, at jeg allerede de første dage var heldig jeg fandt én, der virkelig virkede interessant.
Hendes profil var helt enkel:
“Bodil, 56 år, enke, søger en ordentlig mand til et seriøst forhold.”
Billedet viste en sympatisk kvinde uden store armbevægelser, med venlige øjne. Vi begyndte hurtigt at skrive sammen. Jeg sagde med det samme, at jeg ikke søgte et evighedsforhold over nettet, men reelt samliv hverdag og ferie sammen. Det var hun med på, og vi aftalte at mødes den kommende weekend i Indre By i København.
Første date gik fremragende. Vi gik en lang tur vejret var skønt. Hun fortalte engageret om sit arbejde og sine børnebørn, og jeg lyttede opmærksomt. Jeg kunne lide, at hun var rolig og ikke snakkede hele tiden. Senere inviterede jeg hende på café; det hele var for min regning gamle dyder fornægter sig jo ikke, og jeg mener, manden skal betale, når han inviterer.
Vores forhold gik hurtigt ind i den klassiske “blomster og chokolade”-fase. Chokoladerne og buketterne var det mig, der stod for, men tiden sammen nød vi begge. Hver fredag og lørdag stod den på et væld af kulturaktiviteter. Jeg er ikke nærig, men regner jeg i dag sammen, hvad de to måneders intense stævnemøder har kostet, kan jeg godt få sved på panden.
Vi gik i teatret, og bagefter spiste vi altid middag ude. Det gentog sig: udstilling med dansk smykkekunst, koncert i DR Koncerthuset, eller udflugt til Dyrehaven med frokostkurv og termokande.
Jeg forsøgte at være en gentleman og tænkte, vi langsomt nærmede os hinanden. Hun smilede altid sødt, tog mig under armen, når vi gik på gaden, og sagde:
Niels, det er så dejligt at være sammen med dig. Du er så galant!
Det varmede naturligvis mit hjerte.
Advarslerne i biografen
Når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, advarselssignalerne var der.
For det første inviterede hun mig aldrig hjem. Aldrig engang på en kop kaffe. Der var altid en undskyldning: “Åh, jeg har så rodet”, “Mit barnebarn overnatter”, “Jeg er træt efter arbejde, lad os tage på café.” Først tænkte jeg, hun var genert det er ikke let for en enlig kvinde at åbne sit hjem for en mand igen. Så jeg pressede ikke på, men ventede på, hun selv ville.
For det andet blev snakke om alder mærkelige. Når det gjaldt oplevelser, rejser, restauranter, var hun frisk og ung i sindet. Hun foreslog begejstret en weekendtur, eller at tage i svømmehal. Men så snart jeg prøvede at komme tættere på, blev hun omgående til en gammel bedstemor.
En aften i biografen lagde jeg forsigtigt hånden på hendes knæ. Bare min hånd, intet andet. Hun fjernede den straks og sagde stramt, men høfligt:
Niels, folk kigger.
Bodil, der er mørkt, og ingen sidder tæt på os.
Det er ligemeget. Det ser forkert ud. Vi er ikke nogen gymnasieelever, vel?
Jeg forklarede det med, at hun var traditionel opdraget. Måske skulle hendes grænser bare respekteres, men jeg begyndte at føle ubehag ved situationen. Vi var ikke unge længere skal vi virkelig spille småprude i månedsvis?
Hun kunne også lide at tale i detaljer om sine skavanker. I vores alder brokker de fleste sig lidt over ryggen eller blodtrykket det er jo naturligt. Men Bodil gjorde det med næsten velbehag. En hel middag kunne gå med snak om hendes lænd eller hvilke kolesterolsænkende piller, der virkede bedst.
Jeg lyttede og var oprigtig medfølende, tilbød at tage hende til en god læge. Men når jeg nævnte, at jeg gik i svømmehallen to gange om ugen for at holde mig i form, studerede hun mig med en skæv mine:
Hvad skal du med alt det? Du slider bare på hjertet. I vores alder skal vi jo nok bare slappe af i sofaen og læse gode bøger, ikke plaske rundt i klorvand, vel?
Men jeg ville ikke hensygne mine dage på en sofa. Jeg ønskede et rigtigt liv.
Sandhedens time og skammen
I går følte jeg, at nu havde vi spildt nok tid. To måneder måtte være nok til at vide, om der var noget at bygge på.
Vi sad på en hyggelig georgisk restaurant, nød khinkali og drak georgisk vin. Stemningen var høj, hun lo og fortalte vidt og bredt om sine kolleger. Jeg tænkte, at Bodil var en helt normal kvinde nu skulle der ærlighed på bordet.
Efter middagen sad vi lidt i min bil. Det småregnede udenfor, indenfor var der lunt og stille musik. Jeg tog forsigtigt hendes hånd. Denne gang trak hun den ikke til sig.
Bodil, skal vi tage hjem til mig? Bare snakke lidt, høre noget musik, drikke te.
Hun stivnede, smilede slet ikke længere, blev alvorlig.
Niels, hvad prøver du at sige?
Jeg siger det, som det er. Jeg kan lide dig. Jeg er fri, du er fri. Vi har været sammen i over to måneder. Det er da naturligt at ville tættere på.
Så begyndte hun på en meget lang, næsten moraliserende tale om alder, skam og åndelighed, som jeg blev rystet over at høre:
Niels, kan du høre, hvad du siger? med en streng stemme. Sådan noget er for de unge, for at føre slægten videre. Hvorfor skulle vi? Det lyder helt forkert! Tænk, hvis nogen så os uden tøj! Jeg har mavedeller, du har sikkert også fået mave. I vores alder er der kun plads til åndeligt fællesskab, praktisk støtte, ægte venskab. Du tænker kun på det basale!
Jeg sad rystet. Tænk, at to måneders blomster og gaver bare var for hyggens skyld.
Bodil, men jeg holder mig i fin form! Og du ser brandgodt ud for din alder! Hvorfor begrave sig levende, bare fordi man blev 56?
Sådan gør ordentlige kvinder! afbrød hun mig. Vi skal passe børnebørn og dyrke tomater. Jeg ville skamme mig overfor mine børn, hvis jeg indledte sådan noget.
Noget brast indeni på mig, og jeg talte endelig ud:
Så du søgte aldrig en mand til livet, men en ven med penge og bil! To måneder har du nydt middage på min regning men så snart jeg vil skabe noget ægte, er det pludselig klamt?
Hun rødmede af vrede, ikke af skam.
Du kan vel ikke forvente, jeg bare begiver mig i favnen på dig, fordi du har givet middag?
Overhovedet ikke, sagde jeg roligt, selvom jeg kogte. Men når man dater, må det være med en intention om at udvikle et rigtigt forhold. Du ville bare have en handy ven med bil.
Hun fløj ud af bilen, smækkede døren. Jeg gik ikke efter hende nu var alt klart. Jeg så hendes ranke ryg forsvinde mod opgangen, mens bitterheden voksede i mig.
Jeg elsker dybe samtaler, gode bøger, dansk historie. Men jeg er også et levende menneske, med helt almindelige behov. Jeg har ikke tænkt mig at opgive nærhed, bare fordi nogle kvinder har uigennemtrængelige alderskomplekser.
Jeg slettede hendes nummer og min profil på datingsiden. Nu har jeg brug for at finde mig selv igen det her cirkus er for meget.
Fremover spørger jeg direkte på første date, hvad hendes holdning til nærhed er. Hvis jeg skal høre endnu en prædiken om alder og børnebørn som meningen med livet, så deler vi bare regningen og siger farvel.
Hvad mener I? Er det virkelig upassende at foreslå intimitet for en anständig kvinde på 56? Hvorfor skriver så mange kvinder sig på datingsider, hvis de alligevel mener, at deres tid er ovre?
