I ved du, det hele startede med at min svigersøster Helle stod i døren til min lejlighed og skreg så det kunne høres helt ned til cykelkælderen: Jeg skal nok få jer til at fortryde, allesammen! Så kan I lære det!
Min mor, som var helt forvirret, sagde: Men Helle, jeg har jo givet dig hele beløbet. Hvad vil du mere?
Helle lød rasende: Hvor er det skrevet ned? Har du en kvittering? Vidner? Du og Anders skylder mig og Søren halvdelen af lejligheden!
Der måtte jeg lige skride ind, for min mor var helt forsvarsløs: Helle, nu er det nok. Jeg var selv til stede, da pengene blev givet. Er det ikke nok? Og hil til Søren han burde tage lidt mere ansvar for dig. Kom ikke her igen.
Helle råbte, mens hun smækkede døren: Det kommer I til at fortryde! Jeg går til en spåkonen og får lagt en forbandelse over jer!
Da vores far døde, havde mor solgt huset ude i landsbyen og flyttede ind til mig i min treværelses lejlighed her i Aarhus. Jeg var blevet enke, og havde min femårige søn, Emil. Jeg syntes det var hyggeligt at have min mor boende.
Mor spurgte: Vibeke, har du noget imod, at jeg giver Søren halvdelen af pengene fra hussalget? Han er jo min søn, og Helle går hele tiden rundt og påstår, han ikke gør nok for familien.
Jeg sagde: Nej, det er da ganske fair. Selvfølgelig skal han have sin del.
Vi inviterede Søren og Helle til kaffe. Pengene blev givet hånd til hånd, og det hele var ordentligt.
Men to år efter kom Helle tilbage og krævede flere penge, truede og bandede. Jeg lukkede døren og vendte ryggen til hende.
Vi havde ikke kontakt med Søren eller Helle i flere år. Det var som om, der gik en sort kat imellem os.
Og så begyndte problemerne. Mor blev syg. Jeg fik underlige lidelser. Emil fik eksem over det hele. Det var som om vanviddet aldrig stoppede. I lejligheden lugtede der altid af medicin, alt gik i stykker eller blev væk. Uret gik i stå midt om natten. Jeg, selv politiassistent, måtte gå tidligt på pension selvom jeg havde sat næsen op efter at arbejde mange år endnu.
Jeg skulle passe mor, behandle Emil, og pengene forsvandt som sand mellem fingrene.
For at holde mig oppe begyndte jeg at dyrke violer og lavede en lille violhave i lejligheden. Jeg opformerede dem og solgte dem på Torvet. De små blomster reddede os fra gæld. Folk købte gerne blomster kan man altid sælge selv i Danmark.
Familien kom en gang om året de blev hos os i en uge, og havde altid lidt brugte, men meget rene tøj med, og masser af mad: frikadeller, makaroni, mel, ris. Vi blev så glade hver gang nogen kom.
Men så gik det hele bare i ring igen.
Nedad, sygdom, tomhed.
For at holde humøret oppe, lavede jeg en lille blomsterbed foran indgangen. Jeg købte frø af løvemund, stokrose og tagetes. Det var ikke prangende, men det gav mig livsglæde.
En dag kom naboen Martin forbi, kiggede med et smil på bedet:
Goddag, Vibeke! Må jeg ikke give dig lidt penge til flere blomster? Så kan vi gøre den vildt flot!
Jeg var lidt usikker, men Martin lagde nogle kontanter i lommen på min morgenkåbe:
Du skaber jo skønhed for os alle, så brug endelig pengene.
Jeg købte eksotiske planter og buske, og min blomsterbed blev til en lille oase. Alle naboer stoppede op og beundrede det.
Martin kom ofte forbi med chokolade, sukkerfri bolsjer, eller en is:
Det er til dig, Vibeke, fordi du altid gør så meget for os.
Jeg blev helt glad for hans opmærksomhed.
Efter nogle år begyndte det at vende hjemme hos os. Mor blev rask, smilede igen. Emil fik pæn hud og blev glad. Jeg fik lyst til at leve, føle mig som en kvinde igen at forelske mig, trods alderen.
Emil blev inspireret af tiden med mor, og besluttede sig for at læse til læge. Han kom hurtigt ind på medicinstudiet i København og fik samtidig et job på hospitalet. Han assisterede til operationer. Naboerne kom ofte til ham for at få diagnostik, sprøjter, og hjælp til småting.
Emil blev senere anæstesi-læge.
Vi fik endelig lavet en flot renovering af lejligheden, og Emil købte en brugt Peugeot. Han ville giftes med sin kollega, Maja, som er kardiolog. Alt var roligt og godt.
Så forleden ringede Helle stemmen var hæs:
Hej Vibeke vil du besøge mig? Jeg ligger på hospitalet.
Jeg tog derud, gik ind på stuen. Helle lå i sengen helt fortabt, øjnene tomme.
Hvad er der sket, Helle?
Hun sagde: Vi gik på tur i skoven med Søren. Fandt et menneskekranium i græsset, tog det med hjem, rensede det, lakerede det og lavede en askebæger. Halvår senere døde Søren i bilulykke. To måneder efter vores dreng døde i garagen, han havde drukket for meget med vennerne. Og nu ligger jeg her med lungebetændelse. Hvorfor tog vi det forbandede kranium med hjem? Det hele startede der.
Men jeg måtte sige: Nej, Helle, det begyndte langt før. Det var da du gik til heksene og sendte forbandelser. Kraniet er kun resultatet.
Hun græd: Du har ret, jeg har forbandet jer. Min vrede har gjort alt sort og ensomt. Tilgiv mig. Skal vi ikke glemme det hele? Før i tiden havde jeg vinger bag ryggen nu er det boomerang, og jeg mærker det brænde.
Jeg snakkede med Emil om det. Han tilbød:
Mor, skal vi få Helle over på mit hospital? Hun skal ikke være alene.
Jeg sagde: Ja, Emil, det er det mindste vi kan gøre. Hun har mistet alt, hun har kun os.
Martin ham naboen spurgte om vi ikke skulle slå pjalterne sammen.
Vibeke, kom op til mig vi kan gøre livet lidt sjovere for hinanden. Du er enke, jeg er enkemand. Hvad siger du?
Jeg sagde ja. Troede ikke på mit held. Det føltes som om lykken ramte mig lige ovenfra og varmede hele min sjæl.
Mor var glad:
Se, Vibeke, lykken har været tæt på hele tiden. Du har fortjent det.
Helle blev heldigvis hurtigt rask og vil gerne komme på besøg. Jeg må lige høre Emil og Martin, hvad de synes…
