I stedet for vinger boomerang på ryggen
Jeg skal nok få jer alle til at fortryde! I kommer til at danse efter min pibe! råber min brors kone, Bodil, helt ude af sig selv.
Hvorfor, Bodil? Jeg har jo betalt dig hele beløbet. Hvad mere vil du have? min mor, Ingrid, forstår slet ikke, hvorfor svigerdatteren truer hende.
Hvor står det, at du har givet pengene? Hvor er vidnerne? Hvor er en kvittering? Du skylder mig og Søren halvdelen af lejligheden! Bodil står stædigt i døren og nægter at forlade opgangen.
Bodil, nu går du altså hjem. Jeg var selv vidne til, at pengene blev givet. Er det godt nok for dig? Og hils min bror, han bør holde dig lidt mere i ørene. Du skal ikke komme her igen, jeg kunne ikke lade være at blande mig. Mor var helt magtesløs.
I kommer til at fortryde, men det bliver for sent! Jeg går til en heks og forbander jer! skriger Bodil, og forsvinder ned ad opgangen.
Vores mor, Ingrid, solgte huset i en lille landsby efter far døde, og flyttede ind hos mig i Aalborg i min treværelses lejlighed. Jeg var allerede enke og opdragede min femårige søn, Emil. Jeg var glad for at have mor boende hos mig.
Vera, er det okay, hvis jeg giver Søren halvdelen af pengene fra huset? Han er jo også min søn, og Bodil klager hele tiden over, at han ikke klaret sig, og ikke støtter familien nok, mor kigger bedende på mig.
Det er helt fair, selvfølgelig skal du give ham det, jeg mente det oprigtigt.
Vi inviterede Søren og Bodil på besøg, og mor gav ham pengene, direkte fra hånd til hånd. To år efter dukker Bodil op igen, kræver flere penge, truer og råber forbandelser.
Jeg smed hende ud og glemte alt om hende. Vi talte ikke med Søren og Bodil i flere år. Som om en sort kat løb imellem os. Uheldene begyndte at vælte ned over os, som et endeløst regnvejr. Det var krise efter krise. Som vi siger, man flygter fra sorgen over åen, men den står og venter på bredden.
Mor blev syg, jeg blev mærkelig syg, og Emil fik våd eksem over hele kroppen. Vi havde hele tiden problemer. Alt gik i stykker i lejligheden, ting faldt til jorden, intet virkede. Klokken på væggen stoppede ofte midt om natten. Jeg, som tidligere betjent, blev nødt til at gå på pension før tid. Jeg ventede ellers til jeg selv ville vælge at stoppe. Men jeg måtte passe mor og tage mig af Emil. Pengene forsvandt mellem hænderne, som sand.
Jeg forvandlede lejligheden til et hjem fuld af afrikanske violer, overalt stod de jeg dyrkede, formerede og solgte dem på torvet i Aalborg disse små blomster holdt os ude af gæld. De blev købt med glæde.
Én gang om året kom familien på besøg. De blev hos os en uge, gav os brugte, men rene ting, tog madvarer som kød, pasta, ris og mel med. Vi var lykkelige for det hele. Når de tog af sted, begyndte alt forfra.
Ingen penge, sygdomme, apati.
For at holde modet oppe lavede jeg et lille blomsterbed ved opgangen. Jeg såede blomster om foråret: løvemund, gyldenris, morgenfrue. Det blev min eneste glæde.
En dag kommer vores nabo, Mikkel, forbi, kigger på min hjemmelavede blomsterbed:
Goddag, kære nabo! Skal jeg give dig lidt penge til flere blomster? Køb så mange du kan, så alle bliver misundelige.
Jeg tøver, men Mikkel lægger et par hundrede kroner i lommen på min morgenkåbe:
Tag imod, vores søde gartner! Du skaber jo skønhed for os alle.
Det gav mig energi. Jeg købte eksotiske planter og buske. Min blomsterbed blev et paradis. Alle naboerne stod målløse.
Mikkel stoppede hver gang ved blomsterne, nød dem:
Kun gode mennesker får blomster til at blomstre så voldsomt.
Han gav mig ofte chokolade, is eller bolcher:
Det er til dig, Vera, for dine utrættelige anstrengelser.
Det var faktisk meget rart at få sådan opmærksomhed fra et andet menneske.
Hen over årene begyndte det langsomt at gå bedre hjemme hos os.
Mor kom sig, blev glad igen. Emils hud blev ren, eksemen forsvandt. Pludselig følte jeg mig som en kvinde igen i hvide blonder. Jeg havde lyst til at elske og blive elsket, uanset min alder.
Emil, som havde set sin mormor syg, besluttede sig for at blive læge. Han kom nemt ind på medicinstudiet ved Aarhus Universitet, arbejdede samtidig på hospitalet i byen. Snart hjalp han med i operationer. Sidenhen kom naboerne ofte til Emil med ønsket om at få en diagnose, få et stik, eller en infusion…
Emil blev uddannet som intensivlæge.
Vi sammen gav hele lejligheden en make-over. Emil købte en brugt Volkswagen. Han planlægger at gifte sig med sin kollega, Karla. Hun er kardiolog. Alt går nu godt og roligt.
For nyligt ringer Bodil med en hæs stemme:
Hej, Vera. Vil du besøge mig? Jeg ligger på hospitalet.
Jeg tager hen til adressen, finder Bodils seng på en fælles stue.
Hvad er der galt, Bodil? jeg bliver overrasket over hendes mathed. Der er tomhed i hendes blik.
Det gik sådan, Vera… Søren og jeg gik tur i skoven. Vi fandt et menneskekranium i græsset, tog det med hjem, rensede det og lakkerede det, lavede en askebæger af det. Efter et halvt år døde din bror i et trafikuheld. To måneder efter blev vores søn kvalt i garagen, han drak med vennerne. Jeg ligger nu her med lungebetændelse. Hvorfor slæbte vi det kranium hjem? Det startede vores ulykke, Bodil græder.
Nej, Bodil, det begyndte, da du opsøgte sorte troldmænd og hekse kraniet var bare et resultat jeg kunne ikke lade være at sige det. Hun bragte meget ulykke til vores familie.
Du har ret, Vera. Jeg angrer. Jeg lavede forbandelser og ønskede jer skade. Min vrede blev som sort tjære. Resultatet er, at jeg blev alene. Tilgiv mig. Lad os glemme dumme skænderier. Da jeg var ung, havde jeg vinger, nu sidder der en boomerang. Jeg mærker, den er varm, Bodil bliver stille og eftertænksom.
Jeg fortalte det til Emil. Han tog det til sig:
Mor, lad os få tante Bodil over til mit hospital. Der kan hun få bedre pleje. Hun er jo ikke en fremmed.
Lad os gøre det, Emil jeg har tilgivet Bodil helt. Man skal også have medfølelse. Hun er alene nu har mistet både sin søn og sin mand.
Mikkel foreslog, at vi skulle dele skæbne. Han bor en etage over.
Vera, kom op til mig så bliver livet lidt lysere. Du er enke, jeg er enkemand, vi har noget at tale om. Vil du?
Ja, Mikkel, jeg kunne ikke tro mit held. Det føltes som om lykken faldt ned fra himlen, varmede min sjæl og fik mig til at stråle.
Mor glædede sig:
Se, Vera, din skæbne har været lige her den har nærmet sig langsomt. Du fortjener denne lykke.
Bodil kommer sig hurtigt og vil gerne på besøg. Skal jeg invitere? Jeg spørger Emil og MikkelJeg kigger på Bodil, der står i døren til vores hjem en søndag eftermiddag, tyndere og mildere, end jeg nogensinde har set hende. Emil skænker et glas te, Mikkel lægger en hånd på min skulder. Pludselig føles stuen mindre tung, mere levende som om de gamle skygger er blevet skyllet væk.
Kom indenfor, Bodil, siger jeg. Hun tøver, men så træder hun ind, og vi lader hende sidde ved bordet, hvor solen rammer de violette blomster.
Vi taler om fortiden, det svære og det smukke. Ingen nævner forbandelser eller kranier kun tab, kærlighed og håb. Bodil græder, Emil lægger en serviet i hendes hånd, og Mikkel slår et smil af, fordi det endelig igen lyder som en familie.
Da Bodil rejser sig for at gå, spørger hun stille:
Må jeg komme igen engang? Bare som jeres ven.
Ja, svarer jeg, og mærker et varmt lys brede sig i mig. For boomerangen er vendt tilbage nu kaster vi kun kærlighed.
Udenfor spirer mine blomster vildere end nogensinde før.
Vi er ikke perfekte, men vi er sammen og det er alt, hvad livet nogensinde har krævet.
