I morges fødte en 18-årig pige en lille pige. Efter fødslen skrev hun straks under på papirerne, kaldte på en taxa og forlod hospitalet uden at se sig tilbage. Hun havde nok aldrig forestillet sig, hvilken overraskelse der skulle vente hendes nyfødte datter.
Senere samme aften ankom jeg til Rigshospitalet med min kone, spændte og fyldt med forventning til vores fjerde barns ankomst. Vores familie er allerede ganske stor og livlig.
Vores anden og tredje barn er tvillinger en glædelig overraskelse, da ingen før os har haft tvillinger i familien. Siden dengang har vi ofte spurgt hinanden med et smil: Mon det sker igen næste gang?
Vores forældre var meget berørte af nyheden og hjalp os meget i de første dage. Allerede ved den anden scanning stod det dog klart: denne gang var det kun én lille ny på vej.
Da vores fjerde ninja kom til verden bare én, ikke to var bekymringerne væk, og roen bredte sig. Min kone og jeg flyttede ind på enestue, som jeg allerede havde betalt for med det samme set godt og trygt.
Et par timer senere kom sygeplejerskerne med vores datter, så min kone kunne amme. Pludselig trådte afdelingslederen ind med alvorlig mine og sagde: Der er opstået et problem
Samme morgen havde den unge 18-årige som sagt født en sund lille pige, udfyldt papirerne om bortadoption og taget afsted fra hospitalet i en taxa. Hun var stadig udmattet efter fødslen og kunne knap gå, men hun ville tydeligvis ikke blive et øjeblik længere. Vi havde intet valg vi måtte lade hende gå.
Det lille barn, velskabt og smukt, lå nu uden forældre. Jeg tænkte: Du har altid drømt om tvillinger Måske skulle du tage denne lille pige til dig?
Vi kan jo skrive, at hun er din Men nej, jeg ønsker ikke, at barnet skal ende på et børnehjem. Hvilket liv venter hende dér? Det gør mig inderligt ondt Men selvfølgelig, det ville være ulovligt.
Selvom hele adoptionsprocessen kunne sættes i gang, ville den tage mange måneder og måske slet ikke lykkes til sidst. Imens ville barnet bo på institution.
Det er simpelthen så trist Jeg indrømmer, at jeg var dybt berørt af situationen. Jeg kendte oversygeplejersken, Mette, rigtigt godt hun er både hjertevarm og empatisk. Vi havde ovenikøbet kontakt uden for hospitalet.
Måske var det netop derfor, hun betroede mig denne helt særlige situation.
Den unge mor havde valgt at tage hjem alene straks efter fødslen.
Barnet var sundt og manglede nu omsorg.
Officiel adoption kræver tid og giver ingen garanti.
Oversygeplejersken tilbød sin hjælp ud af medfølelse og forståelse.
Det er i sådanne stunder, man bliver mindet om hvor skrøbeligt, men smukt, et nyt livs ankomst er og hvor livets veje kan være uforudsigelige og svære. Det kræver, at vi møder hinanden med varme og åbenhed.
Sådan tager jeg med mig: Hver baby, der bliver født, bringer håb og følelser med sig og selvom livet kan vælge de mest kringlede veje, er det vores ansvar at møde hinanden med næstekærlighed, især når det er allermest svært. For menneskelighed er afgørende, uanset omstændighederne.
