September var en varm, tør og solrig måned. Det lave efterårslys blændede, især om aftenen. Jakob senkede solskærmen foran sig. Han var høj, så den beskyttede ham mod det blændende sollys, men hvad med Lise?
Hvor mange gange havde han ikke bedt hende om at lade bilen stå hjemme? Han kunne køre hende på arbejde og hente hende om aftenen. Men deres arbejdstider stemte ikke overens.
“Det er sødt af dig at bekymre dig. Men jeg kører forsigtigt, det ved du jo godt. Jeg kan ikke undvære min bil,” sagde Lise og kælede for Jakob.
“Okay, men lov mig at bruge solbrillerne i det mindste. Næste uge begynder det at regne, og så bliver det koldt. Selvom regn med vandpytter og glat asfalt ikke er bedre end blændende sol,” sukkede han.
“Du er så omsorgsfuld. Det skal nok gå. Det lover jeg,” svarede Lise højtideligt.
Jakob parkerede bilen og kastede som sædvanlig et blik op mod vinduerne på tredje sal. Solen blinkede i glasset – umuligt at se om persiennerne var nede. Hvis ikke, var lejligheden sikkert et ovn efter flere timers varme.
Han bemærkede straks, at Lises bil ikke stod der. Hun burde have været hjemme før ham. Mærkeligt, at hun ikke havde ringet. Han tjekkede telefonen – ingen missede opkald eller SMS’er. Lise havde nemlig fri en time før ham og plejede at have mad klar, når han kom hjem.
Jakob stak telefonen i lommen, låste bilen og gik ind i opgangen.
De havde mødt hinanden for halvandet år siden. Jakob var på vej hjem fra arbejde, da han så en bil med åben dør og en lille forvirret pige ved siden af. Han forstod med det samme, at der var punktering. Han stoppede og tilbød hjælp. Sådan mødtes de.
Lise boede til leje – en lille, stolt og selvstændig kvinde. Ved hendes side følte han sig stærk og erfaren. Han ville beskytte hende mod alt, men hun blev sur, når han behandlede hende som et barn. Snart foreslog han, hun skulle flytte ind. Hvorfor betale for en lejebolig, når hun alligevel sov hos ham?
Lise forvandlede hans kedelige bachelorboble til et hjem. Pludselig dukkede der tæpper op, farverige puder på sofaen og hyggelige lamper. En lille familie rede. Der duftede af bagværk og vanilje. Ikke længere bare en etværelses – nu var det et hjem.
En dag kom Lise hjem med en snavset hvalp. Den havde gemt sig under en busk for regnen.
“Lise, hvorfor tog du den med? Den er beskidt og har sandsynligvis lopper,” brokkede han sig. Hunde eller andre kæledyr havde han aldrig brydet sig om.
“Åh, Jakob, se dog, hvor sød den er! Den fryser bare. Jeg vasker den og tager den til dyrlægen i morgen. Jeg skal nok rydde op efter den,” sagde hun og krammede den våde, skælvende hvalp.
“Du ved, jeg kan ikke lide hunde,” sukkede han.
Hun så på ham, og han forstod med det samme: hvis han sagde nej, ville hun gå – med hvalpen. Det kunne han ikke tillade. Jakob var forelsket. Ingen kvinde havde han elsket som denne spinkle pige.
Hvalpen fik det heroiske navn Thor. Til Jakobs overraskelse reagerede den med det samme.
“Se, den kan lide det!” jublede Lise.
“Thor!” kaldte Jakob, men hunden ignorerede ham.
Thor voksede hurtigt. Om et halvt år var han en flot mellemstor hund med gylden pels. Blandingsrace, men med retriever i blodet.
Selvom Jakob legede med ham, var det Lise, Thor adlød. Jakob blev næsten jaloux.
Så levede de tre sammen. Jakob var tilfreds – selv med Thor. Børn kom måske en dag, men lige nu var livet godt.
***
Allerede ude foran døren hørte Jakob Thors hylen og gøen. Da han åbnede, sprang hunden forbi ham ned ad trappen.
Jakob sukkede, låste lejligheden og fulgte efter.
“Slap af, ven,” mumlede han, mens Thor kradsede mod hoveddøren. Han plejede at vente på snoren, men i dag var han utålmodig. Ude på gaden løb han lidt frem, så tilbage, som om han bed Jakob følge med.
“Jeg kommer. Hvor skal vi hen?” knurrede Jakob.
Thor stoppede, kiggede sig om, og pludselig satte han i fuld fart ned ad vejen.
“Stop!” råbte Jakob. “Hvor stormer du afsted?”
Thor løb, standsede, ventede, og fortsatte. Jakob vidste, det ikke var tilfældigt. Kun når Lise var i nærheden, opførte han sig sådan. En ubehagelig fornemmelse greb ham, og han løb hurtigere.
De løb gennem en park, gennem baggårde. Jakob var ved at blive kvalt. Et stykke fremme gøede Thor igen. Jakob løb, bandede på den unge hund og lovede sig selv at begynde at træne.
De nåede en lille vej mellem små huse. Thor stod på rabatten og klynkede. Da Jakob nærmede sig, så han glasskår over det hele. Thor gøede hæst.
Jakob vidste det med det samme. Hvorfor kørte hun denne vej? Thor klynkede igen. En dreng på ti var ved at lave noget i haven overfor.
“Hej, hvad skete der her?” råbte han.
“Ulykke. Jeg så bare ambulancen køre og derečet en bil blive hevet væk,” sagde drengen.
“Var bilen rød?”
“Ja, tror jeg.”
Jakob ringede.
“Har I modtaget en henvendelse om en…?”
Han bebrejdede sig selv for ikke at have Thor i snor. Hunden nægtede at forlade stedet. Jakob løb tilbage til bilen.
Solnen var ved at gå ned. Da han nåede hospitalet, var det mørkt. En læge så træt på ham.
“Hvem er De?”
“Jeg er hendes mand.”
“Jeg har dårlige nyheder. Hun døde under transporten.”
Jakobs hjerte stoppede. Tankerne føg: en fejl… det er ikke Lise… hun kørte aldrig den vej… det kan ikke passe. Han måtte ringe til Lise!
“Kan jeg se hende?” spurgte han hæst.
“Der er ikke noget at se. Ansigtet er ødelagt, blod overalt.”
“Men hvad hvis det ikke er hende?”
“Der var papirer på hende. Kom.”
De gik gennem gangene, udenfor, og Jakobs ben svigtede. Han så kirkegården.
“Har De det okay?”
Lise genkendte han på det lille, spinkle legeme – nu med rifter og blod. Alt blev sort. Et hyl lød, men det var ikke Thor det kom fra – det var ham selv.
Udenfor faldt han sammen ved muren og græd.
“Hvorfor hende?”
“Der var ingen chance. Solen blændede chaufføren, og så kom hun ud fra en sidevej…” sagde lægen ogJakob tog den lille hvalp tættere ind til sig og gik hjem, vidende at selv i sorgens mørke kan et nyt venskab bringe et strejf af lys.
