Der var engang i min pædagogiske praksis, at jeg havde en dreng i min børnehavegruppe, der hed Mads Christensen. Mads blev født med mange udfordringer: udviklingsforsinkelse, hjerteproblemer og foruden det læbespaltning og ganespalte. Indtil han var fire år, var det umuligt at forstå, hvad han sagde, og først omkring seksårsalderen var talen blevet nogenlunde forståelig efter utallige timer hos talepædagog og specialister. Han talte stadig meget næset og med lidt særlige toner, men nu kunne man dog høre, hvad han sagde.
Det var så blevet forår, afgangsåret, og vi forberedte os til vores traditionelle fejring af Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts. Vi besluttede, at Mads skulle få lov at fremsige et digt, selvom han var meget usikker på sin udtale og stadig bar ar efter operationerne. Vi vidste godt, at det var et stort mod at kræve det ville blive en prøvelse for drengen. Men man kan ikke pakke børn ind i vat hele livet: han blev nødt til at prøve for at mærke, at han kunne, og for at føle sig lige så meget værd som de andre.
Og Mads ville virkelig selv: når de andre børn øvede digte, sad han og mimede ordene med læberne.
Han fik et lille uddrag af et digt om mødre. Hans mor, Helle, blev henrykt, da hun hørte, at Mads skulle lære det det havde hun slet ikke regnet med. Mads havde heller ikke troet, at han fik lov til at stå på scenen, da han troede, han var alt for anderledes.
Både Helle og Mads øvede mange gange hver dag foran spejlet, for hinanden, hviskede, råbte, foran familien, på tid og på kryds og tværs.
Så blev det endelig tid til fejringen. Mads’ tur kom. Han var rædselsslagen, men han sagde hurtigt, at han gerne ville optræde for sin mor, kun for hende. Derfor havde han lært digtet.
Mads gik op på scenen, så fin i sit lille jakkesæt og butterfly. Han begyndte klart og tydeligt, men pludselig måske blev han bange, eller træt begyndte ordene at snuble over tungen. Han nåede dertil:
Fra trappen svarede Simon: Min mor er pilot? Hvad så?
Så siger Mads, tydeligt koncentreret og lidt usikkert:
Min mor, for eksempel, hun er… (han tænker længe) hun er… air-con-di-ti-o-nist!
Der lød et lille fnis i salen. Mads blev rød i hovedet og sænkede blikket, stak hænderne i lommen og blev mopset, men han fortsatte tappert:
Og Toke og Frida deres mødre er…
Air-conditionister! lød en drillende stemme bagest i salen. Så brød voksne og børn for alvor ud i latter.
Mads vendte sig om og løb ud. Jeg indhentede ham ved trappen, hvor han stod og gnubbede sine vrede tårer væk med ærmet. Jeg hviskede ind i hans røde øre, at det ikke var i orden, at nogen drillede, og spurgte ham, om han ville prøve at læse digtet igen kun for moren og for mig. Denne gang med ordet politimand. Og hvis han gik i stå, ville jeg hjælpe. Han rystede på hovedet, snøftede, tænkte lidt og sagde så, at han gerne ville for morens skyld, men han turde ikke rigtigt. Jeg lovede at stå ved siden af og holde hans hånd, og hjælpe, hvis det gik galt.
Mads gik med til det. Jeg lod den venlige barnepige vaske hans ansigt og gik tilbage til salen. Da næste indslag var forbi, gik jeg op på scenen til forældrene. Jeg var ikke selv rolig, men jeg måtte sige noget. Jeg kan stadig huske de ord, selvom mange år er gået.
Mads er seks år sagde jeg. Størstedelen af hans liv har han tilbragt på sygehuse og genoptræningshjem. Han har haft flere operationer end fødselsdage. Hans tale begyndte først at komme for alvor i år, og i dag ville han så gerne stå foran jer og fremsige et digt. Men kun for sin mor. Vil I ikke hjælpe ham lidt og lytte? For det er svært for ham.
Der var fuldstændig stille i salen. Jeg trak Mads med frem, han strittede imod og kiggede stædigt ned. Den lille, robuste dreng med den lidt fremstående underlæbe så ud, som om han havde opgivet. Men han stod fast.
Kom så, Mads! råbte hans mor.
Kom nu, Mads! lød det også bagfra. Jeg satte mig på hug ved hans side, tog hans hånd og hviskede:
For mor.
Mads trak vejret dybt og begyndte helt forfra. Da han nåede til: Fra trappen svarede Simon: Min mor er pilot? Hvad så! blev han rød i kinderne, men han fortsatte:
Men min mor, hun er politibetjent! Og Tokes og Fridas mødre de er begge ingeniører!
Han kastede et udfordrende blik ud i salen.
Aldrig har vi oplevet sådan en applaus. Alle klappede forældre, børn, pædagoger, køkkenpersonale. Nogle rejste sig endda op. Nu kunne Mads ikke fortsætte, for salen var fyldt af begejstring.
Det var heller ikke nødvendigt. Han havde allerede vist, hvad han kunne.
Da festen var slut, trak lederen for musikholdet mig til side.
Du er ikke rigtig klog, sagde hun. Tænk, hvis det hele var gået galt! Men… vindere bliver ikke dømt. I er begge vindere. Gå ind til børnene og vask næsen.
Tårerne strømmede ned ad mine kinder, al den spænding fra dagen fossede ud. Hun satte mig på en stol, trak vejret tungt og sagde:
Du er lige til at give et par på hovedet for det stunt, men… det kunne ikke være gået bedre.
Hvorfor kom jeg i tanke om denne oplevelse lige netop i år, 13 år senere? Fordi jeg for nylig mødte Mads mor, og hun genkendte mig. Hun fortalte, at Mads netop skulle starte på universitetet han var kommet ind på danskstudiet, ovenikøbet på SU, alt bestået i første hug. Og hun sagde: Mads bad mig hilse dig med, at hvis ikke det var for den dag, var han stadig blevet ved med at føle sig udenfor.
Det vigtigste i denne historie er ikke, hvor stærkt et vilje eller hvor sej en dreng Mads var. Det er, at alle personer omkring ham hjalp ham til at mærke, at han var ligeså meget værd som alle andre. Vi må aldrig glemme, hvilken enorm forskel tålmodighed, accept og venlighed kan gøre. Lad os huske at tage imod hinanden særligt dem, der har allermest brug for det.
