I sorg og glæde
Antonella blev enke tidligt, kun 42 år gammel. Hendes datter, Freja, var allerede gift med en god dreng fra nabobyen og rejst med ham op til Nordjylland for at tjene store penge.
En sjælden gang forkælede Freja sin mor med et opkald, hvor hun beroligede hende: Der var venner, arbejde, nye familiemedlemmer alt gik godt. Netop da mærkede Antonella, hvor langt datteren var fra hende. Hun var som et afskåret stykke rugbrød.
Der var ikke meget arbejde i landsbyen til Antonella. Den eneste skole, hvor hun var køkkenhjælper, lukkede ned.
Uden arbejde fortvivlede Antonella ikke. Hun begyndte at tage bussen til nabobyen for to gange om ugen at sælge mælk og ost til sine faste kunder.
De penge hun tjente, rakte kun lige til husholdningen, men Antonella klagede ikke. Hun boede alene, levede af det mælk og ost, hun selv lavede, samt grøntsagerne fra sin have.
Hun havde ikke tid til at dvæle ved ensomheden. Haven var fuld af høns, gæs og ænder. I stalden brølede den gamle ko Dagmar, og katten Misse snurrede konstant om hendes ben. At tilfredsstille alle, give mad, foder og gøre rent, kunne sagtens fylde en hel dag.
Hver eftermiddag satte Antonella sig på skamlen ved vinduet og nød udsigten ud over det danske landskab.
Og der var så meget at se på: Fredelige bøge- og birketræer med himlen som bagtæppe.
Bag ved træerne sprang et koldt kildevæld lige op af jorden, samlede sig til en lille sø med det reneste, klareste vand.
Denne naturskat kunne selvfølgelig ikke forblive ubemærket, så det var ikke helt overraskende, da Antonella en morgen blev vækket af larm fra maskiner ute foran huset.
Hun gned søvnen ud af øjnene, fandt sin mors gamle flonelkjole frem og trådte ud på trappen.
Hun strakte hals og betragtede en flok mænd, der arbejdede og diskuterede. Hun gik hen til en af dem, en høj mand i uldfrakke:
Godmorgen, må jeg spørge, hvad der foregår her?
Han vendte sig straks, målte hende og kastede et blik på hendes hus:
Bor du her? Jeg har netop købt grunden her og skal bygge et hus. Vi bliver altså naboer.
Naboer?
Antonella gik ind i sit hus igen. Rystet. Hun måtte vide mere om, hvem der ville bo ved siden af hende og klædte sig hurtigt på for at gå i Brugsen.
Bag disken stod snakkesalige Tove og fortalte, at det var en rig forretningsmand, der havde købt Antonellas nabogrund.
Han vil bygge et hus. Ikke til sig selv, men til sin tvillingebror, der er syg. Lægerne sagde han skulle bo tættere på naturen. Og du ved, her er både frisk luft, skov og helbredende kilder.
Forretningsmand, siger du, mumlede Antonella. Måske kan han lide stedet og åbner en butik. Flere arbejdspladser ville ikke være dårligt.
Ha! Nu drømmer du, sagde Tove og grinede.
På vej ud løb Tonni – som Antonella blev kaldt lokalt – ind i driveren Mads, som kørte brød ud til butikken.
Han bar på en stor brødkasse.
Hej Antonella, hjælp mig lige med døren, sagde han.
Hej Mads, selvfølgelig svarede hun med et smil og holdt døren.
Han standsede og så på hende:
Hvor skal du så hen? Tag et friskbagt brød, direkte fra ovnen.
Antonella rødmede og tog imod brødet.
Tove, skriv det på min regning, jeg betaler senere!
Men det var ikke uden grund, at hun rødmede. Mads havde i årevis gjort kur til hende, men hun havde altid skubbet ham væk.
Han var seks år yngre og nogen havde sagt, at hun var for gammel til ham. Så hun forbød sig selv at tænke på Mads. Han skulle finde en jævnaldrende.
Men Mads giftede sig ikke, kastede kun længselsfulde blikke på Antonella fra afstand.
***
Byggeriet gik hurtigt.
Midt på engen stod snart en stor villa, og lysene tændtes. Antonella gik derover med et æbletærte i hænderne.
Hun åbnede en ny sikkerhedsdør og råbte:
Hej naboer, goddag!
Træ og maling duftede, Antonella tøvede i døren med tærten.
To mænd og to kvinder i arbejdstøj dukkede frem.
Hvem leder De efter?
Åh, jeg er naboen. Bor lige derovre. Bageri-bager, tænkte at I også ville have en kage.
Tak, sagde en kvinde og tog imod tærten.
Jeg ville også spørge, fortsatte Antonella, om I havde brug for hjælp? Jeg kan tapetsere, pudse… male loft…?
En af håndværkerne rystede på hovedet:
Nej, vi har et helt team til indendørs arbejde. Spørg ejeren, han kommer om et par dage.
Nå, sagde Antonella, skuffet.
Der var ingen arbejde at finde.
Antonella gik retur og betragtede sit lille skæve hjem, som burde have været renoveret, men hun havde hverken råd eller energi.
Hvad der gjorde hende mest trist, var følelsen af at være uønsket af de nye naboer.
Det plejede at være anderledes. Tidligere, når folk byggede nyt, begyndte de altid med at hilse på naboerne.
Men denne ejer havde aldrig kontaktet hende.
***
Så ændrede alt sig. Først lyste huset op med lyskæder til jul, og så flyttede beboerne ind.
Antonella hang ved vinduet og så flyttebilerne ankomme.
Fra én kom en ung kvinde i lyse pelse, hun gik målbevidst ind.
“Hun ligner en skønhedsdronning,” tænkte Tonni. “Hvem ellers skulle flytte ind i et hus bygget af en forretningsmand?”
Antonella så aldrig tvillingebroren, kun kvinden, som én gang om ugen gik i Brugsen.
Flere gange forsøgte Antonella venligt at tale med hende, men kvinden svarede knapt og gik hurtigt videre.
Det gjorde ondt, at den nye nabo ikke ville tale.
“Ja, hun synes sikkert, hun er for fin til mig,” tænkte Antonella trist.
Sådan gik mere end et år. Antonella forsøgte ikke længere kontakte naboerne.
Hver uge kom en dyr bil og leverede poser til huset.
Men så forandrede alt sig.
En dag ringede naboen på.
Jeg har set, du har køer, høns og alt muligt. Vil du sælge mig kød? Og jeg køber gerne smør, fløde og kartofler, hvis du har.
Det kan jeg sagtens, svarede Antonella, og fandt hurtigt kød frem.
Kødet man kan få i butikken, dur ikke, indrømmede naboen.
Antonella gav hende en pakke med oksekød.
Kødet er godt, det skal kun koge halvanden time.
Halvanden time? spurgte kvinden forfjamsket.
Ja, nogle udskæringer skal have længere. Ved du ikke så meget om kød? Lad være med at tænke på det, jeg hjælper dig.
Hvis jeg nu bare ville stege det? spurgte kvinden håbefuldt.
Det kan du.
Men jeg kan slet ikke lave mad. Kan du ikke stege det her, sammen med kartofler så kan jeg hente maden hos dig?
Antonella så på hende, hun virkede meget ung, hænderne fine med lak, intet tegn på arbejde.
Kan du ikke lave mad overhovedet? spurgte Antonella.
Kvinden trak på skuldrene.
Nej, det kan jeg ikke.
Hvad hedder du?
Bodil, og du?
Antonella. Du kan bare kalde mig Tonni. Jeg kan lave både frokost og aftensmad til dig for en lille betaling.
Jeg siger gerne ja til din hjælp! Hvornår kan du komme?
Nu, hvis det skal være.
Så lad os ikke spilde tiden!
Antonella pakkede varerne og låste sit hus af.
Nabohuset
Indenfor var huset storslået og smukt indrettet, alt nyt.
På sofaen sad en mut mand, læste, og kiggede kun kort på Antonella da hun trådte ind.
Hvem er det nu? Hvad vil du?
Antonella blev overrasket. Hun havde ventet en yngre mand, men der sad en, der var omtrent 45.
Bodil smilede:
Se skat, jeg har fundet en hjælper, det er Antonella, hun vil lave mad til os.
Jeg bor i huset ved siden af, sagde Antonella. Hyggeligt at møde dig.
Han nikkede knapt.
Kom, sagde Bodil og viste hende køkkenet.
Antonella rynkede brynene over familiær imødekommenhed, men gik straks i gang.
Efter en time var maden klar.
Så fik Antonella endelig et arbejde.
Ejeren, den fåmælte Søren, betalte hende hver uge. Efterhånden blev han mildere – god mad virker mirakler.
Det stod efterhånden klart, at Bodil aldrig ryddede op. Sengen var uskiftet og gulvet urent.
Antonella vaskede hele huset.
Bodil skød med underlæben, og Søren så skeptisk på hende:
Hvem har bedt dig om at gøre rent? spurgte han.
Det trængte. Jeg gør det bare.
Hvis du tror du får mere løn, glem det. Jeg betaler kun for madlavning og varer.
Okay
Antonella blev såret, men gjorde rent alligevel. Snart bemærkede hun, at Sørens bror aldrig kom mere.
Bodil stoppede med at handle og begyndte at se skævt på Antonella.
Så sagde hun pludselig:
Du skal ikke vaske op, jeg klarer det. Og intet mere kød. Kun kartofler, æg og mælk det får du at lave mad af fremover.
Antonella så på hendes sure ansigt og spurgte:
Er der sket noget?
Alt for meget! Jeg er træt af landsbyen. Ingen butikker, ingen caféer Ingenting at tage sig til!
Et par dage efter, da Antonella bankede på, var døren ulåst.
Inde i huset var tingene kastet rundt. Gardiner rykket ned, bøger lå i bunker. Søren sad apatisk midt i rodet med tomme flasker.
Hvad sker her? Er du og Bodil blevet uvenner?
Sig ikke det navn. Bodil er rejst. Hun har efterladt mig. Sagde livet her ikke var for hende.
Han sukkede og så op på Antonella:
Tonni, har du noget kød? Steg noget til mig.
Antonella turde ikke sige nej og kom hurtigt tilbage med kødet.
Mens det stegte, ordnede hun køkkenet.
Duften spredte sig, Søren vågnede og begyndte at tage kød direkte fra panden.
Søren, sådan gør man da ikke. Sid ned og få det serveret.
Han satte sig og sagde:
Du er noget særligt, Tonni. Jeg synes om dig.
Antonella stivnede. Hun kunne knapt huske, hvornår hun sidst havde følt sig som kvinde.
Bliv her. Drik et glas med mig.
Jeg drikker ikke.
Men Søren klamrede sig til hende.
Jeg har ikke lagt mærke til det før, men du er en interessant kvinde, Antonella.
Ægteskabsliv
Antonella mærkede hvordan venner og naboer skuede på hende i Brugsen. Folk snakkede, men spurgte ikke direkte.
Kun Tove smilede skælmsk:
Nå, Tonni, hvem er det nu du køber cigaretter til? Og pølser, ost du plejer jo aldrig spise det.
Til naboen sagde Tonni kort. Jeg har jo fortalt at jeg arbejder for ham.
Tove smilede skarpt og hviskede:
Siden hvornår overnatter du hos ham? Og spiser hos ham? Lad nu være, Tonni. Den mand er ikke til dig. Han leger bare.
Antonella blev stille. Kiggede rundt andre lyttede med.
Spionerer du på mig?
Det gør hele byen, Tonni.
Hun trak på skuldrene:
Så lad dem. Ja, vi har et forhold. Vi er forelskede.
Tove blev ved:
Forelskede? Så snart den unge værtinde var væk, gik han straks til dig! Tonni, vågn nu op. Tror du virkelig på ham?
Antonella frøs indeni, samlede varerne og løftede hovedet:
Er du færdig? Giv mig byttepengene, ellers skriver jeg til forbrugerklagenævnet.
Uden et blik mere gik hun ud.
Indeni væltede vreden:
“Folk er så onde, kan kun sladre!”
Udenfor mødte hun Mads, han bar en brødkasse.
Hun hjalp ham ikke igennem døren, og han bad heller ikke om det. Han knurrede og gik.
“Ham også,” tænkte Antonella. “Hilser ikke engang. Fint.”
Men noget gjorde ondt indeni
Tidligere havde hun følt sig levende, når Mads rødmede og så på hende. Nu så han hende aldrig.
***
I stedet for sit eget hus gik Antonella til Sørens villa.
Han havde sagt han ville gifte sig med hende, og at huset så blev hendes.
Hun begyndte at gøre sig hjemmevant. Kun om morgenen måtte hun hjem for at fyre op og fodre dyrene.
Men det var midlertidigt. Søren havde lovet efter brylluppet at bygge en fold, så alle dyrene kunne bo hos dem.
***
Søren holdt ord: en dag kom der taxa og kørte dem til Rådhuset. De fik ringe på.
Hvor er det smukt. Er det ægte guld?
Ja da. Pas nu på det.
Antonella dækkede op efter de kom hjem. Søren satte sig straks til at drikke.
Du drikker meget, Søren, sagde hun kærligt.
Det er fordi jeg er lykkelig. Kom nu med noget kød, det er den bedste mad.
Der er ikke mere. Jeg har lavet salat
Ikke mere? Hvad med i stalden? Der står jo stadig Dagmar.
Det er min malkeko. Jeg sælger mælken og lever af den.
Han rynkede panden.
Glem de småpenge. Nu har du en rig mand! Jeg vil have oksekød.
Men at slagte koen tager hele dagen …
Men Søren slog hånden i bordet:
Har jeg ikke gjort mig forståelig? Jeg vil have kød!
Kød
Antonella løb landsbyen rundt for at finde en slagter. Alle nægtede, det var bidende koldt udenfor.
Endelig sagde Mads ja.
Han så koldt på hende:
Vil du virkelig af med koen?
Antonella så flovt ned. Ikke til at sige højt, at det var hendes mands luner.
Hun løj:
Det er blevet for dyrt at have hende. Alt det foder og halm …
Men du er jo gift, hjælper din mand ikke?
Antonella sukkede:
Hjælper du så?
Jeg kommer om en times tid.
Hjemme fyrede Antonella op i ovnen og gjorde klar.
Søren kom ikke ud for at hjælpe.
Antonella følte det som om dagmar så på hende med uskyldige øjne.
En time senere var det slut. Mads parterede koen, Antonella bar kødet ind.
Hvorfor hjælper din mand dig ikke? spurgte Mads frustreret.
Han er bymand, ikke vant til landarbejde.
Antonella gav Mads en bakke kød.
Det er til dig. Tak, uden dig …
Det er for meget.
De så hinanden i øjnene. Men netop da vaklede Søren fuld op på trappen og råbte:
Kone! Hvem står du derude med? Jeg skal have kød nu du skylder mig stadig bryllupsnat!
Mads så skuffet på hende.
I er blevet gift? spurgte han.
Tonni nikkede og gned sine kolde hænder.
Ja.
Mads kastede bakken med kød i sneen og gik, uden at sige mere.
Datteren
Snart havde Antonella fået nok af ægteskabet.
Søren brugte al tid på at drikke og spise.
Kun kød kunne fylde ham. Han lærte at lave det selv i en gryde.
Haven lå øde hen. Kun katten Misse miavede sørgmodigt.
Jeg er træt af katten. Smid den ud, den kan leve udenfor, vrissede Søren.
Freja kom på besøg og så sin stedfar, fuld, med hovedet på bordet.
Kalder du det her ‘at være gift’, mor?
Sig ikke sådan, Freja. Søren er flink, han har bare stress. Han har altid boet i byen, nu skal han tilpasse sig landet.
Mor, forsværg det. Han har nok altid drukket. Du er kun husholderske, selv om du er hans kone.
Men se, hvilket flot hus jeg bor i. Det turde jeg aldrig drømme om.
Mor, det er ikke dit, og du ligner ikke en rigtig husholderske. Du har forladt dit eget hjem for hans skyld. Hvis han smider dig ud, hvad så?
Efter besøget gjorde Freja sig klar til at tage hjem.
Tag noget kød med, sagde Antonella og gik til kølerummet. Men der var låst.
Hun spurgte Søren efter nøglen.
Hvorfor skal du have den?
Jeg vil give Freja kød til rejsen.
Ingen børn!
Hvad siger du?
Freja hørte det og trak sig tilbage.
Nå, så det er sådan. Jeg tager bare hjem nu. Kommer ikke igen.
Antonella blev fyldt af fortvivlelse.
Om aftenen, efter Søren havde sovet rusen ud, fortalte han:
Min bror døde for nyligt, huset stod i hans navn. Hans kone arver nu.
Antonella gispede.
Hun ringede. Vi skal flytte ud.
Hvad gør vi nu, Søren?
Du må kæmpe for huset. Få børn, barrikader dig, gør alt for at blive.
Antonella rystede på hovedet:
Det kan jeg ikke.
Søren fyldte endnu et glas og slog i bordet:
Hvis du ikke kan, så pak sammen, vi flytter hjem til dig. Vi tager alting med intet bliver her.
Antonella blev stående:
Så du giftede dig ikke af kærlighed, men for at have tag over hovedet ?
Søren grinede:
Tonni, du er ikke ung længere. Du ved jo, hvordan tingene er.
Du elskede mig aldrig.
Ligesom du du faldt jo for huset.
Han spiste det sidste kød, åbnede en ny flaske.
Hvordan kunne jeg stole på dig og ikke engang passe på Dagmar
Beslutningen kom med det samme. Antonella tog nøglen til kælderen og gik.
Hun ville skilles.
Der var næsten intet kød tilbage. Hun gik tilbage.
Søren, hvor er kødet? Hvornår har du tømt det hele?
Ikke dit problem. Jeg har byttet det for noget andet.
For de flasker, du gemmer i kælderen? Fy for pokker. Hvordan skal vi leve?
Søren lo:
Jeg har dig, du finder sikkert på noget.
Gå ad helvede til, Søren. Jeg vil skilles.
Epilog
Antonella fik skilsmisse. Historien var dog ikke slut.
Søren forsøgte at overtage hendes hus. Han sneg sig ind en nat, da hun sov, og lagde sig tæt op ad hende.
Hvem der!? råbte hun.
Shhh, Tonni, det er bare mig din Søren.
Rør mig ikke!
Hun sprang op og løb ud, barfodet gennem sneen, til Toves dør.
Det er mig, Tove, luk op!
Antonella!? Hvad sker der?
Søren jeg burde aldrig have giftet mig
Hun gemte sig et par uger, indtil Søren gav op og forlod byen.
Men hun var nervøs for at vende hjem. Hun frygtede Søren ville komme igen. Men han kom ikke.
Huset var tomt for forsyninger. Alt var væk. Kælderen, fryseren, køkkenet.
Antonella satte sig ved det beskidte bord og lagde hovedet i hænderne.
“Sådan kan det gå, når man gifter sig,” tænkte hun. “Nu har jeg hverken dyr eller ko. Hvordan skal jeg leve?”
Døren knirkede, og Mads trådte ind med Misse i favnen.
Tonni, jeg har snakket fornuft med Søren, og han forlod dit hjem. Her er din kat. Han fanger en mus hver dag!
Antonella trak Misse ind i armene og græd.
Åh, Mads, tak.
Græder du fordi jeg smed ham ud? Den skid solgte alt dit brænde for en skilling
Antonella græd endnu mere.
Undskyld, Mads
For hvad?
Fordi jeg aldrig har værdsat dig.
Kom, jeg tænder op i ovnen. Min mor har varmet saunaen og bagt kage. Kom hjem til os indtil videre.
***
Senere blev Antonella og Mads gift. Freja tilgav sin mor og kom endda ofte på besøg med sin mand.
Søren forlod landsbyen og giftede sig sagde de med en ældre enke.
En sommer flyttede en anden kvinde ind i det store hus enken efter forretningsmanden, som havde bygget det.
Hun viste sig at være rar.
Ved sin ankomst kom hun først over med en pie til Antonella. De blev venner.
Antonella spurgte ind til Sørens sygdom.
Syg, siger du? Søren? Ha, han er kernesund. Men han drikker. I byen gik han på værtshus hver aften og lavede gæld, men min afdøde mand havde ondt af ham, håbede naturen kunne hjælpe. Men han drikker stadig…
