**I sorg og glæde**
– Lasse, se lige det kjole jeg har købt! Synes du om det?
Lasse løftede blikket og smilede.
– Vend dig lige rundt! Det er virkelig flot. Det klæder dig fantastisk! sagde han blidt.
– Jeg kunne også godt lide det… Jeg har været i hele butikken og troede, jeg skulle gå uden at købe noget! Men i sidste øjeblik fandt jeg det her kjole! Jeg forelskede mig øjeblikkeligt. Jeg tænkte at tage det på til Annikas fødselsdag om sommeren.
– Nej, det skal du ikke, sagde Lasse med et alvorligt udtryk.
– Hvorfor ikke? spurgte Mette skuffet.
– Fordi så bliver du smukkere end fødselsdagsbarnet. Det går ikke.
Mette lo, og Lasse tænkte, hvor dejligt hans kones latter lød.
– Åh, hold op!
Hun gik hen til spejlet og nød det nye kjole igen. Den himmelblå farve passede perfekt til hende, og mod den lignede Mettes grå øjne næsten blå.
Lasse stirrede også på sin kone og følte en knude i maven. Han havde stadig ikke fortalt hende det… Han vidste ikke, hvordan han skulle sige det. Han håbede, alt ville ordne sig…
– Hvornår skulle vi egentlig på ferie? spurgte Mette og kiggede på ham gennem spejlet.
– I september… svarede han med en stemme der knækkede lidt af nervøsitet.
– I september… Så må vi huske at kigge på nye badebukser. Jeg har kun to, og det bliver for lidt.
Lasse lukkede øjnene. Nej, han kunne ikke fortsætte med at skjule sandheden. Han ville beskytte hende, men vidste, det var umuligt. Han måtte fortælle hende det.
– Mette, sæt dig lige ned, sagde han.
Hun vendte sig mod ham, stadig smilende. Men da hun så hans alvorlige ansigt, forsvandt smilet.
– Hvad er der galt, Lasse? spurgte hun bekymret og satte sig ved siden af ham.
– Jeg har nogle dårlige nyheder…
– Gud… Hvad er det? Er alle raske? Er mor okay?
– Alle er raske! beroligede Lasse hende. Så tog han hendes hænder og sagde: – Mit firma er gået konkurs.
Mette stirrede på ham og prøvede at forstå, hvad han lige havde sagt.
De havde været gift i fem år. Lasse var ti år ældre end Mette, men dengang havde hun været vildt forelsket i ham. Alderen betød ingenting. Dengang gik det godt for Lasses virksomhed, så ingen kunne beskylde Mette for at være sammen med ham på grund af pengene. Og alle, der kendte dem, vidste, hvor meget de elskede hinanden.
Nogle siger, at nogle ægteskaber er skabt i himlen. Det var deres. De passede sammen som to halvdele af en helhed. Der var ingen løgne eller bedrag mellem dem.
Efter brylluppet gik Lasses forretning endnu bedre. Han tjente godt, og de flyttede hurtigt fra en lille lejlighed til et stort hus. De købte biler, rejste ofte på ferie. Deres lykkelige liv blev endnu bedre.
Lasse mente, at når en mand gifter sig, er det hans ansvar at forsørge familien. Konen kunne arbejde, men hendes indkomst skulle ikke være den primære. Han vidste ikke engang, hvor meget Mette tjente. Hun brugte det meste på sig selv: skønhedsklinikker, shopping og små kvindelige fornøjelser. Nogle gange købte hun mad eller betalte små regninger, men det var frivilligt. Lasse skulle sørge for det vigtigste. Det passede ham fint.
Og nu måtte han indrømme sit nederlag. Og sin svaghed.
Han tænkte endda, at hvis Mette ville forlade ham efter konkursen, ville han forstå det. Han havde svigtet sit ansvar.
– Hvor længe har det stået skidt til? spurgte Mette stille.
– Et par måneder. Jeg troede, jeg kunne redde det, men nej. I dag blev firmaet officielt erklæret konkurs. Det gør mig ondt…
Lasse sænkede hovedet. Han skammede sig over at møde hendes blik.
– Hvorfor fortalte du mig det ikke? spurgte Mette lidt såret.
– Jeg ville ikke belaste dig med det. Jeg håbede, jeg kunne klare det selv.
– Lasse! udbrød hun. – Vi er familie. I sorg og glæde, husker du? Tror du virkelig, jeg kun elsker dig i de gode tider, men ikke støtter dig i de svære?
– Jeg ville ikke lægge det på dine skuldre, sukkede han.
– Okay, sagde Mette og smilede, mens hun klappede ham på skulderen. – Vi klarer det. Hvad har du tænkt dig at gøre?
– Jeg ved det ikke, sagde Lasse og sukkede. – Jeg må regne ud, hvad vi har. Jeg finder et arbejde. Måske kan jeg starte en ny virksomhed senere…
– Okay, sagde Mette og rejste sig. – Så returnerer jeg kjolen.
– Glem det! sprang Lasse op. – Den klæder dig, og du elsker den.
– Det gør ikke noget, beroligede hun ham. – Jeg har masser af kjoler, og det ville være upassende at tage den på til Annikas fødselsdag alligevel, som du sagde.
Lasse smilede, mens han følte, hvordan hans hverkrammede.
– Den koster det samme som mad til en halv måned. Det er vigtigere lige nu, tilføjede Mette. – Når tingene er bedre, køber jeg en anden, endnu flottere.
Om aftenen gennemgik de deres økonomi. Hvis de sparede lidt og brugte Mettes løn, kunne de klare sig i et halvt år uden problemer.
– Hvis det bliver nødvendigt, sælger vi en af bilerne, sagde Mette.
– Jeg begynder at lede efter arbejde i morgen, forsikrede Lasse. – Hvis ikke jeg finder noget godt, bliver det som vognmand eller taxachauffør… Jeg skal nok klare det! Jeg vil ikke være en byrde for dig.
Mette tav. Hun tænkte på noget, som om hun regnede noget ud i hovedet.
– Lasse, du sagde noget om at starte en ny virksomhed…
– Ja, jeg har nogle ideer, men der er ingen penge nu. Og jeg er bange for at fejle igen.
– Lad os tænke over det, sagde Mette.
Hun sov ikke halvdelen af natten. Hun vidste, Lasse var den type, der greb chancerne. Han havde forretningstalent. Hvis han mistede modet nu, kunne han ende som almindelig lønmodtager resten af livet. Det passede ikke til ham. Han havde brug for at skabe noget nyt, udvikle og bygge.
Det handlede ikke kun om pengene. Det handlede om at gøre noget, der gav mening.
Næste morgen bad hun Lasse om at fortælle om sin forretningsidé. Da hun hørte den, mente hun, det var en god plan.
– H”Hun nikkede beslutsomt og sagde: ‘Så sælger vi bilen, og du får din chance igen.'”
