I sorg og glæde
Jeg mistede min kone tidligt, som 42-årig. På det tidspunkt var vores datter, Amalie, allerede blevet gift med en fornuftig fyr fra nabobyen og flyttet med ham til Nordjylland, hvor de søgte lykken og prøvede at tjene nogle gode penge.
Af og til ringede Amalie til mig og bad mig lade være med at bekymre mig alt gik godt for hende: gode venner, arbejde og nye familiemedlemmer. Det var især i de øjeblikke, jeg indså tydeligt, hvor meget min datter havde fjernet sig fra mig. Hun var som et stykke brød, skåret fri.
I landsbyen var der ikke arbejde til mig. Den eneste lille skole, hvor jeg havde været køkkenhjælper, var blevet lukket for længst.
Efter at have mistet jobbet gik jeg dog ikke i panik. Hver uge hoppede jeg på bussen til nabobyen og solgte mælk og ost til mine faste kunder på torvet et par gange om ugen.
De penge, jeg tjente, rakte lige akkurat til husholdningen. Men jeg klagede ikke. Jeg boede jo alene og levede af det samme mælk og ost samt de grøntsager, jeg dyrkede i haven.
Tanken om ensomhed nåede aldrig rigtig at indfinde sig, for gårdspladsen var fyldt med høns, gæs og ænder. I stalden brølede koen Bella, og omkring benene snoede katten Magnus sig. Med alt det arbejde med fodring, vanding og rensning gik dagene hurtigt.
Hver dag, som regel efter frokost, satte jeg mig på skamlen ved vinduet og nød udsigten over landskabet.
Og hvilket syn det var: Rolige bøge- og birketræer strakte sig mod himlen udenfor, og lige bag træerne sprang en lille kilde op af jorden med det klareste vand, der løb ud i en andedam.
En dag vågnede jeg op til lyden af store maskiner udenfor. Jeg gned søvnen ud af øjnene, tog min gamle, varme slåbrok på, som jeg havde arvet af min mor, og gik ud på trappen.
En flok mennesker travede rundt og talte højlydt. Jeg gik hen til en mand i pæn vinterfrakke:
Godmorgen. Hvad sker der her?
Han så på mig, vurderede huset og sagde:
Bor du her? Jeg har lige købt grunden ved siden af. Vil bygge hus her. Vi bliver altså naboer.
Naboer, altså?
Jeg gik ind igen, rystet over pludselig at skulle have et nyt hus og nye folk så tæt på. For at få klar besked gik jeg ned til Brugsen.
Bag disken stod snakkesalige Malene, som altid vidste, hvad der foregik. Hun fortalte, at det var en rig forretningsmand fra Aarhus, der havde købt grunden:
Han siger, han vil bygge et hus til sin tvillingebror, som er syg. Lægerne mener, at naturen her kan gøre ham godt. Vi har jo god luft, masser af skov og kilder, der skulle være helbredende.
En forretningsmand, siger du Det er måske ikke så tosset. Måske åbner han en butik eller skaber noget arbejde, sagde jeg.
Malene lo højt:
Sæt du ikke næsen op efter det!
På vej ud stødte jeg ind i Lasse, bagerjomfruen, der var kommet med brød.
Hej, kan du holde døren for mig, Elmar? sagde han.
Jeg rødmede, tog imod en friskbolle og råbte til Malene:
Sæt lige bollen på min regning! Betaler senere!
Det var pinligt, for Lasse havde i årevis forsøgt at nærme sig mig. Men jeg syntes altid, jeg var for gammel til ham, selv om han kun var seks år yngre.
Helt ærligt, hvem ville tage mig? Jeg forbød mig selv at tænke på Lasse. Alligevel havde han aldrig fundet sig en jævnaldrende kæreste men holdt øje med mig fra afstand.
***
Huset på engen voksede hurtigt, og da lyset tændtes i de nye vinduer, gik jeg over med et æbletærte fra haven.
Jeg åbnede den nye ståldør og råbte:
Hej naboer, goddag!
Der duftede af træ og maling, og jeg tøvede lidt i døren med fadet. Ud af stuen kom et par mænd og nogle kvinder i arbejdstøj.
Hvad vil du? spurgte de.
Jeg bor i huset ved siden af. Tænkte I ville have lidt hjemmebag. Her er lidt tærte, sagde jeg forlegent.
Tak, sagde en af kvinderne, tøvende, og tog fadet.
Er der noget arbejde her? Jeg kan tapetsere, male eller pudse jeg kan tage fat hvor som helst, tilbød jeg.
Nej, vi er mange nok, sagde en af tømrerne.
Skuffet gik jeg hjem igen og kiggede på mit eget slidte hus, der næsten var ved at falde sammen.
Men værst var følelsen af, at naboerne slet ikke havde brug for mig. Tidligere lod man altid til at være nysgerrig, opsøgte kontakt og hilste på de nye folk. Nu ingen kontakt, ingen spørgsmål. Alt var fremmed.
***
En dag blev det jul, og det nye hus blev pyntet med lyskæder. Snart flyttede folk ind i huset, og jeg fulgte nysgerrigt med fra mit vindue.
Ud sprang en ung kvinde i lys pels og gik ind med rank holdning.
Naboens bror den syge så jeg aldrig, ligegyldigt hvor meget jeg holdt øje. Det var underligt; den unge kvinde, som jeg snart fandt ud af hed Linea, gik kun i Brugsen én gang om ugen og lod altid, som om jeg ikke eksisterede, hvis vi mødtes.
Jeg prøvede at komme i snak, men hun nøjedes med et køligt hej og fjernede sig straks. Sikkert for fin til at tale med en som mig, tænkte jeg trist.
Sådan gik mere end et år. Jeg holdt mig væk, forsøgte ikke mere at komme på talefod med dem.
Indimellem kom der besøg til det store hus i form af en dyr bil, og en velklædt mand bar poser ind.
Så skete det endelig, at Linea bankede på min dør.
Jeg har set, du har køer, høns, alt mulig, sagde hun. Kan jeg købe noget kød? Jeg betaler også gerne for smør, fløde og kartofler.
Selvfølgelig, svarede jeg straks og bød hende indenfor.
Hun forklarede, at både kød og fløde i Brugsen ikke duede.
Jeg fandt kød i fryseren:
Du skal bare koge det halvanden time, forklarede jeg.
Så længe? spurgte hun undrende.
Ja, men man kan også stege det på panden. Jeg gør det gerne for dig. Hvis du vil, kan jeg også lave middag og aftensmad for en rimelig pris.
Tak, det vil jeg meget gerne. Du må komme med det samme, sagde hun ivrigt.
Huset var prangende alt af nye, dyre ting. I dagligstuen sad der en mand, måske midt i fyrrerne, og så mut ud med sin bog.
Linea sagde:
Se, far, jeg har fundet en, der kan lave mad til os. Det er Elmar fra nabohuset.
Du bor her? lød det ligegyldigt fra manden.
Ja, jeg er jeres nabo, sagde jeg og smilede.
Linea viste mig køkkenet og bad mig lave mad.
Lidt efter serverede jeg kød og kartofler og sådan begyndte mit ekstra arbejde.
Ejeren Arne sagde ikke meget, men var tilfreds og begyndte langsomt at løsne op.
Men jeg lagde mærke til, at Linea aldrig ryddede op. Opvask og rod blev efterladt, senge var ikke redt.
Da jeg begyndte at vaske gulvet, lød det fra Arne:
Det skal du ikke! Jeg betaler kun for madlavning.
Jeg nikkede. Men stemningen ændrede sig Arnes bror, ham der havde købt huset, kom aldrig mere, og Linea virkede utilfreds.
Snart fik jeg besked om kun at lave mad med kartofler, æg og mælk. Kød og andet ville hun ikke købe mere. Jeg spurgte, hvad der var galt, men fik kun sure svar.
Jeg er træt af landet. Her er intet center, ingen caféer og intet liv!
En morgen gik jeg ind i huset og så det ragnarok. Tingene lå smidt overalt, stearinlys væltet, bøger spredt over gulvet. Arne sad alene, omgivet af flasker.
Linea er taget til byen. Hun kunne ikke mere. Nu er jeg alene.
Han bad mig stege noget kød til ham. Jeg gik hjem, men det gjorde ondt, at han nu var så alene og ensom.
Efterhånden kom jeg oftere og boede næsten hos Arne. Folk begyndte at snakke.
Malene i Brugsen gav mig det ene drilske spørgsmål efter det andet:
Hvem køber du cigaretter til? Dig selv? Eller er det til den nye mand?
Bare til min nabo jeg arbejder jo for ham, svarede jeg hurtigt.
Hun grinede giftigt:
Arbejder, ja Men hvorfor sover du så hos ham og spiser sammen med ham? Pas på, Elmar. De rige leger kun. De efterlader én i stikken, når det bliver for alvor.
Jeg blev vred men sagde ikke mere. Folk snakkede, men jeg holdt fast.
***
Arne sagde, vi snart skulle giftes, og huset skulle være vores. Jeg begyndte at føle mig hjemme og så frem til at føre mit liv med ham. Det blev hurtigt til virkelighed.
På selve dagen kørte vi til rådhuset i Hobro, hvor vi blev gift. Han satte en gylden ring på min finger.
Den er flot, sagde jeg.
Selvfølgelig pas nu på den.
Vi holdt lille fejring hjemme; Arne begyndte at drikke, som han plejede, og forlangte kød igen.
Vi har ikke mere kød kun salat, sagde jeg.
Så tag koen. Slagt den. Du er min kone nu, og nu skal vi rigtigt leve.
Jeg forsøgte at finde nogen, der kunne slagte Bella. Til sidst trådte Lasse til.
Hvorfor vil du af med din ko? spurgte han og så mig alvorligt i øjnene.
Jeg svarede undvigende.
Lasse ville dog gerne hjælpe, men jeg mærkede hans skuffelse. Da Arne, i halvfuld tilstand, kom brasende ud og råbte, at jeg hellere måtte komme ind og lave mad til ham, forlod Lasse mig uden et ord.
***
Det nye ægteskab blev hurtigt trist. Arne lavede ikke andet end at drikke og spise. Katten Magnus måtte ud, mente han.
Amalie kom på besøg og skældte mig ud.
Mor, hvad har du rodet dig ud i? Hvorfor finder du dig i det her?
Han har det svært. Han boede hele sit liv i byen og har ikke fundet sig til rette, svarede jeg.
Og du har glemt dit eget hus. Hvad hvis han smider dig ud?
Amalie tog hjem, vred.
Senere ville jeg give hende lidt kød med, men Arne havde låst forrådskammeret.
Ingen børn, ingen kød til din datter, proklamerede han.
Det gjorde mig uudsigeligt trist.
***
Senere fortalte Arne, at huset slet ikke var hans. Det skulle overtages af hans afdøde brors enke. Vi måtte pakke sammen og flytte, sagde han og foreslog, at vi bare skulle plyndre huset for alting, selv pærerne i lamperne.
Det gik op for mig, at han kun havde giftet sig for at have et sted at bo. Og han havde brugt alle mine forsyninger på sprut.
Jeg besluttede mig for at gå og søge skilsmisse. Hvad var der nu tilbage? Alting var væk Bella, maden, huset.
Da Arne tilmed forsøgte at overnatte hos mig uden at spørge, flygtede jeg midt om natten over til Malene, der lukkede mig ind.
Du havde ret, Malene. Han var ikke noget for mig, sagde jeg grådkvalt.
Jeg gemte mig i flere uger. Da Arne endelig forlod byen, følte jeg mig stadig utryg.
Da jeg endelig vendte hjem, var huset tomt for alt ikke så meget som en pose tørgær var tilbage.
Men Lasse kom forbi, med Magnus i favnen.
Jeg bad Arne om at fordufte. Og nu skal du altså ikke sidde her helt alene, sagde han. Min mor har varmet saunaen op, og der er boller kom hjem til os i aften.
***
Kort efter flyttede jeg og Lasse sammen; Amalie tilgav mig og kom ofte med familien.
Arne flyttede til byen og giftede sig angiveligt med en enke.
Den nye ejer af nabohuset, den afdøde forretningsmands kone, besøgte mig straks og havde bagt kage. Hun var venlig mod mig.
Da jeg spurgte, om Arne egentlig var syg, lo hun bare.
Nej, han fejler ikke spor. Han har altid drukket og gældsatte sig overalt. Min afdøde mand ville hjælpe, men intet ændrede sig.
Den tid lærte mig noget: I både sorg og glæde skal man huske at lytte til sig selv og stole på dem, der virkelig holder af én. Og mest af alt: Man skal stå ved sig selv og sin egen værdi for kun derigennem kommer glæde igen.
