Da jeg fortalte min mand, at jeg var gravid, reagerede han fuldstændig uden nogen synlige følelser. Jeg havde håbet, han ville blive lykkelig og begejstret, men sådan blev det desværre ikke. Vi havde længe drømt om at blive forældre og havde været igennem både undersøgelser og behandlinger for at få børn. Da jeg endelig blev gravid, tror jeg, han allerede havde accepteret, at faderskab slet ikke ville blive en del af vores fremtid. Ironisk nok havde han kort før fået at vide om graviditeten nævnt, at vi måske skulle overveje at adoptere et barn. Alligevel sad han nu med et surt udtryk i ansigtet. Jeg tænkte, at han måske bare havde brug for lidt tid til at vænne sig til tanken og gik ud fra, at han netop gik igennem en svær tid. Min egen glæde var dog urokkelig.
Jeg var ovenud lykkelig og svævede på en sky af glæde. Det, jeg så længe havde ønsket og håbet på, var endelig blevet til virkelighed. Men graviditeten skulle vise sig at blive meget vanskelig. Jeg måtte tilbringe mange dage på hospitalet og endte til sidst med at sige mit job op, fordi jeg ikke havde andre muligheder. Alligevel var min mands reaktion alt andet end positiv, og han nægtede at støtte mig. Han blev mere og mere irritabel og opfarende, og han bagatelliserede min graviditet fuldstændigt. En graviditet er ikke et arbejde, du bærer jo ikke rundt på ting hele dagen. Jeg har brug for en kone. Jeg er træt af at tage sig af hjemmet alene og arbejde som en hest fra morgen til aften. Gang på gang forklarede jeg ham, at lægerne havde anbefalet, at jeg ikke måtte anstrenge mig, løfte tunge ting eller arbejde for meget, da det kunne skade barnet. Uanset hvor mange gange jeg prøvede at tale med ham og forklare situationen, mødte jeg ingen forståelse.
Til sidst blev jeg indlagt, men min mand hverken ringede, spurgte til mig eller kom på besøg. Jeg fik et akut kejsersnit, og vores barn blev født for tidligt, men heldigvis sund og rask. Jeg var så glad og havde næsten ikke ord, da jeg ringede til ham for at fortælle, at vi havde fået et velskabt barn. Hans svar, Tillykke var de smukkeste ord, jeg havde hørt ham sige. Da jeg blev udskrevet og kom hjem, opdagede jeg, at han var rejst. Frygten og sorgen ramte mig, men jeg fandt styrke for mit barns skyld. Jeg lovede mig selv højtideligt, at jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne, for at skabe glæde og tryghed for både mig og mit barn fremover.
Man lærer, at uanset hvad andre vælger, er det vigtigste, at man tager ansvar for sit eget og sine kæres liv og finder sin egen styrke midt i svære tider.
