I går sagde min kæreste til mig:
På lørdag kommer drengene forbi. Kan du tage hjem til dine forældre den aften?
Jeg stod helt stille med kaffekoppen i hånden og svarede:
Mads, nu igen?
Ja, du ved jo, vi mødes en gang om måneden, svarede han.
Det vidste jeg godt. En gang om måneden samles hans venner hos os og spiller brætspil, og hver gang beder han mig om at tage væk den nat fra vores fælles lejlighed. Vi har boet sammen i to år nu. Jeg er én og tredive, han er fire og tredive. Hans venner er alle omkring de tredive-femogtredive, de har alle kærester eller koner. Men af én eller anden grund er det kun mig, der skal rykke ud, når de mødes.
Jeg ender hos min mormor, mine forældre eller en veninde man føler sig nærmest som et barn, der bliver sendt til overnatning, mens de voksne hygger sig. Det er altså vildt nedværdigende.
Første damefri aften
Det begyndte for halvandet år siden, lige da vi var flyttet sammen.
Mads sagde:
På lørdag kommer vennerne, vi skal spille brætspil. Kan du finde på noget andet den nat?
Jeg undrede mig:
Hvorfor det? Det er jo også min lejlighed.
Vi skal bare have en mandedag, uden kvinder. Så vi kan være os selv.
Skal de andre kærester også ud den aften?
Nej, men de bor altså ikke sammen. Det er kun dig, det måske vil være lidt akavet for.
Jeg tænkte: OK, han får den første aften til mændene. Så jeg tog hjem til min veninde den nat.
Mads kom hjem super tilfreds:
Tusind tak fordi du gad tage ud. Vi havde det for fedt.
Måneden efter gentog det sig:
På lørdag skal jeg bruge lejligheden. Kan du ikke tage hjem til dine forældre?
Jeg tog til mine forældre.
Næste måned var det min mormor.
Så endnu en veninde.
Sådan har det stået på i halvandet år nu: hver måned pakker jeg mit grej og forlader mit eget hjem for mændenes aften.
Det, der stikker
For nylig gik det op for mig, at de andres kærester altså ikke tager nogen steder, når drengene mødes hos dem.
Jeg spurgte fx Line, som ser Mads ven Casper jeg sagde:
Line, tager du egentlig også væk, når de spiller brætspil?
Hun så helt forvirret ud:
Nej, hvorfor skulle jeg? Jeg er bare hjemme, passer mit eget, og de sidder inde i stuen.
Casper beder dig ikke tage nogen steder?
Nej da. Det er jo også mit hjem.
Jeg talte med to andre piger, og ingen af dem flytter sig, når mændene mødes. Kun mig.
Så en dag spurgte jeg Mads:
Hvorfor skal jeg altid ud, når de andre piger bliver hjemme?
Han tænkte sig om og sagde:
Jamen, deres lejligheder er jo større, der er forskellige værelser. Så kan kvinderne være sig selv et sted, vi er et andet. Vi har kun ét værelse du ville måske føle dig i vejen.
Det er jeg altså ikke. Jeg kan læse lidt på min iPad med høretelefoner.
Nej, det fungerer bedre, hvis du ikke er her. Så kan vi slappe ordentligt af.
Det fungerer for alle bare ikke for mig. De trives bedst, når jeg ikke er der.
Det, der trykker: at bortforlade eget hjem
Hver gang jeg pakker og rykker ud for natten, føles det som om jeg er gæst i mit eget liv. Jeg betaler halvdelen af lejligheden, det er også mit hjem men en gang om måneden skrider jeg for herreaften.
Jeg tager hjem til min mormor, og hun spørger altid:
Skændtes I igen?
Nej Mormor. Det er bare Mads og drengene, der skal hygge.
Hvorfor smutter du så? Det er da din lejlighed!
Det er altid mega pinligt at skulle forklare min kæreste beder mig tage væk for hans venners skyld.
Tager jeg hjem til mine forældre, siger min mor tit:
Jamen, du var her jo i går. Igen?
Mads skal have damefri hygge, svarer jeg.
Hun siger ikke noget, men hendes blik siger alt.
Det, der gør ondt: når dobbeltmoral rammer
Mads plejer at rose mig for at jeg er nem at være sammen med. At han ikke skal have penge op af lommen hele tiden, som hans venners kærester kræver restauranter og gaver.
De tager ud og spiser flere gange om ugen, siger han. Du er heldigvis ikke så krævende.
Og det er jeg ikke. Vi er måske ude på café én gang om måneden. Vi har ikke været på ferie sammen bare én gang på to år.
Mine venner rejser med deres kærester hele tiden, siger han. Du klager aldrig. Det er da fedt.
Jeg siger ikke noget, fordi jeg ved: der er egentlig penge nok, men han gider ikke prioritere det.
Men så snart jeg foreslår, at jeg måske kan blive hjemme den ene aften om måneden ja, så er jeg pludselig blevet besværlig.
Kan du ikke bare tage ud den ene aften? siger han. Det kan da ikke være så svært.
Det er nemt nok: pakke sine ting, overnatte hos familie eller venner, mens han skal have mændene over.
Jeg forventer hverken restauranter eller charterferier. Men at få lov til at blive hjemme det er åbenbart for meget.
Mads mor den fornuftige stemme
For et par uger siden fandt hans mor ud af det og sagde til mig:
Hvorfor tager du egentlig væk? Det er jo også dit hjem! Bliv du hellere og lær drengene at kende.
Jeg sagde til hende:
De plejer at have damefri aften, så det er lidt akavet for mig.
Hun rystede på hovedet:
Jamen, du er jo en del af hans liv og bør være en del af selskabet. Hvis han skjuler dig for vennerne, er der altså noget galt.
Hun har faktisk ret. To år sammen, og jeg kender dårligt hans venner ser dem kun, når jeg smutter ud ad døren.
Men jeg er genert og hader nye mennesker. Det har altid været nemmere bare at tage afsted end at sidde imellem dem. Eller også er jeg i virkeligheden bare bange for at de tænker: Hvorfor rykker hun? Smider Mads hende ud?
Så gik det også op for mig… Han bliver faktisk ikke inviteret selv!
For nylig fandt jeg ud af, at hvis Mads ikke kan komme hvis han arbejder eller er syg så mødes drengene bare uden ham.
Hvordan kan det være de bare mødes uden dig? spørger jeg.
Jeg måtte melde fra, så de fandt bare en anden dag.
Men du blev ikke inviteret?
Nej, tror de glemte mig.
Eller de gad bare ikke at have ham med.
Tre af vennerne er for nylig blevet gift Mads var ikke inviteret til nogen af bryllupperne.
Hvorfor blev du ikke inviteret til Caspers bryllup? spørger jeg.
Det var vist noget med at spare penge.
Penge? Eller fordi han ikke er så tæt på dem, som han tror.
Han inviterer vennerne én gang om måneden, sender mig væk for deres skyld, men inviteret til bryllupper bliver han ikke.
Mit problem: Jeg tør ikke forlange
Den sidste uge har jeg tænkt meget over, hvorfor jeg aldrig beder om at tage ud og spise, eller om at rejse væk? Hvorfor tillader jeg, at jeg et par gange om måneden ikke må være i mit eget hjem?
Fordi jeg er bange. Bange for at han går sin vej, hvis jeg begynder at kræve noget.
Mads roser mig konstant for ikke at være krævende, og jeg er bange for at ødelægge det image. For at fremstå besværlig.
Så jeg tager afsted. For hans skyld. For ikke at miste ham.
Men jo mere jeg tænker over det, jo mere går det op for mig: jeg er ved at miste mig selv.
Hvor er jeg nu: stå ved et valg
På lørdag er det igen damefri aften. Mads har allerede sagt:
Du tager vel hjem til dine forældre?
Jeg har endnu ikke svaret. Jeg tænker stadig. Skal jeg blive eller tage afsted?
Hvis jeg smutter er jeg bare, som jeg plejer. Overtræder mine egne grænser én gang til.
Hvis jeg bliver så bliver der ballade. Mads vil sige: Nu ødelægger du aftenen, nu er du besværlig.
Og jeg aner virkelig ikke hvad der er værst: at forlade mit eget hjem, eller at blive og have dårlig samvittighed.
Men én ting har jeg endelig forstået: Det kan ikke blive ved.
Kvinder, har I nogensinde oplevet at blive bedt om at tage væk, når mændene mødes? Hvordan reagerede I?
Mænd, kan nogen forklare mig, hvad pointen er med damefri aftener og hvorfor nogen beder deres kærester rykke ud af egen lejlighed?
Kvinder, kender I typen der roser dig for at være nem hvor ender det henne?
Mænd, hvis dine venner ikke inviterer dig til deres fest, men du altid åbner for dem er det så egentlig venskab?
