I folkeskolen blev jeg konstant hevet med til forskellige konkurrencer. En dag blev jeg meldt til den store kemiolympiade. Jeg tolkede det som en hyldest til mine enorme intellektuelle evner. Da min mor der er kemiker og før hun mødte min far bar et gammelt dansk adelsnavn hørte det, reagerede hun slet ikke som den adelsdame, hun plejede at spille til familiefesterne. Normalt ler hun let og kultiveret som en kvinde i en H.C. Andersen-historie. Men denne gang spildte hun sin te og begyndte at grine højlydt.
Det var første og sidste gang, jeg så min mor le på den måde. Senere blev jeg sendt til den regionale fysikolympiade. Og derefter endnu flere. Til sidst begyndte jeg at ane, at skolens ledelse bare havde fundet en effektiv metode til at sende mig væk, så de andre børn kunne få lidt ro og koncentrere sig om undervisningen.
Til biologi-olympiaden blev jeg ikke fragtet alene. De tildelte mig selskab i form af Torben Kruse. Han havde også nogenlunde forstand på biologi, ligesom jeg kunne han kende forskel på en kronhjort og en skildpadde på lang afstand. Da vores biologilærerinde hørte, at det var os to, der skulle repræsentere skolen, var hun tæt på at true med strejke. “Men de er jo væk en hel dag,” overbeviste skolens leder og viceleder hende sikkert.
Så sad Torben og jeg, sammen med tres andre ukendte biologi-elever, i et stort auditorium. Vi fik hver overrakt et stort ark papir.
Netop som dette skete, holdt en kvinde bag talerstolen en inspirerende peptalk. På hendes bryst sad en prangende glasbrosche på størrelse med en lille sten. Hun sagde blandt andet, at vi var udvalgt, og en stor fremtid ventede forude. Derfor, hvis vi begyndte at rode og snyde nu, endte vi med at tømme lastbiler hele livet. Ikke at der er noget forkert i det, forsikrede hun, men nu havde vi valgt en anden vej.
Jeg kastede et blik rundt i lokalet og rørte forsigtigt ved skulderen på pigen ved siden af mig. Hun blev rød i kinderne og sænkede blikket bag nogle tungmascaraede vipper. Pludselig begyndte alle vildt at skrive løs på arkene. Det gjorde Torben forvirret:
Hvad er det, vi skal? spurgte han fortvivlet.
Han regnede tydeligvis ikke med, at vi rent faktisk skulle lave noget. Han havde nærmest troet, de bare ville give os saftevand. Da jeg efter at have undersøgt opgaven forstod, at der manglede svar på visse felter, forklarede jeg det til Torben. Kvinden med broschen bad mig venligt om at tage det roligt.
Hvor står svarene så? ville Torben vide.
Og i en lidt påtaget undren spurgte hun, hvilken skole de to så bramfri drenge kom fra. Man tager ikke bare sådan en knægt, hvis han er kendt fra politiets rapporter. Så jeg sagde, vi kom fra den 172. skole. Hun noterede det på både mit og Torbens ark. Kvinden nikkede og skrev yderligere i hendes sorte notesbog.
Vi kommer da fra nummer 175? indvendte Torben forsigtigt.
Hold nu mund, svarede jeg.
Torben sparkede til mig, men ramte i stedet stolen foran, hvor pigen med de lange øjenvipper sad. Hun drejede nakken som en ugle, konstaterede at vi ikke bød på nogen fare, og bad os undlade at gentage det nummer. Jeg lagde mærke til hendes fregner.
Hvad vil du? sagde Torben. Sæt dig nu bare.
Kvinden med broschen gav pigen en sidste irettesættelse, og hun begyndte at græde. For at trøste hende sagde kvinden moderligt, at hun skulle tro på sig selv, og så ville alt nok gå. Lærerne dengang kunne virkelig få en til at tro på det pigen tørrede tårerne og lavede derefter alt rigtigt.
Jeg stod i et dilemma: skulle jeg prøve at huske Linnaeus levetid, eller forsøge at fange øjekast fra pigen med vipperne? Det gik ikke at gøre begge ting samtidig. Blev det kombineret, så blev det til Carl Linnaeus med sorte mascara-vipper, og det billede var ret foruroligende.
Hvor mange fiskearter lever der i Gudenåen? hviskede Torben.
Ni hundrede og tolv, svarede jeg.
Helt sikkert?
Det er ikke noget, man spøger med.
Mit svar om Linnaeus var formuleret så generelt, at det kunne bruges i enhver dansk børnerim-biografi. Hvis man ikke tænkte for meget over det, kunne det endda nøjes.
“Skal vi i biografen?” skrev jeg på en lille lap papir og sendte til vipperne. Svaret kom efter et øjeblik. “Jeg har allerede en kæreste,” stod der pænt. Jeg er stadig forbløffet over, hvordan danske piger kan være så høflige med deres afslag. Det var slet ikke min tanke at ødelægge noget for nogen jeg ville bare tilbyde et venskab. Jeg havde allerede to veninder, der var veninder med hinanden. Deres kærester sov trygt derhjemme. Det eneste besvær var min far, som jævnligt måtte udlevere mig flere kroner.
“Er han bedre end mig?” skrev jeg videre. “Ja,” lød svaret. “Hvorfor er han så ikke til olympiade?” Pigen tænkte lidt over det. Jeg forstår hende godt.
Du forveksler vel ikke Gudenåen med Nordsøen? spurgte kvinden med broschen, da hun gik forbi Torben for tredje gang. Hun ledte åbenlyst efter snydesedler, men for at have snydesedler, skal man vide bare lidt om emnet. Det kunne hun have sparet sig hos os.
Torben så ud som en småsur dreng, der burde have været til sundhedsplejersken. Men det var bare hans normale ansigt; kvinden kendte ham ikke endnu.
Hvilket hav snakker hun om nu? sagde han surt, mens han ruskede min arm og forstyrrede det hele. Her er jo ikke et eneste spørgsmål om havene.
“Hvem er hvem med Dirch Passer?” sendte jeg på en lap papir. “Nej!” kom svaret tilbage, sammen med en tegning af et grinende ansigt med rottehaler og ører. Hun skulle ikke have gjort det hendes ører var næsten mere fascinerende end vipperne. Dagens emojis når slet ikke samme niveau. Jeg var lige ved at blive glad, men så blev jeg igen hevet ind i biologsnakken.
Kan du svare på det her, sagde Torben alvorligt. Hvilket niveau af kon-for-mation er der i hårproteinet keratin? Keratin er det svaret? Det lyder næsten som et uzbekisk navn. Har egern da ikke rødt hår?
Jo, sagde jeg. Og om vinteren er det gråt.
Torben noterede: “Rødt. Om vinteren gråt.” Han kunne glide ind i enhver samtale.
Pigen med fregner lænede sig ind til mig og hviskede: “Alfa-helix.”
Hvor? Jeg kiggede rundt.
Keratinproteinet har alfa-helix konformation, forklarede hun og vendte sig væk igen.
Jeg betragtede hendes ører. De var virkelig noget særligt. Jeg skrev hurtigt svaret ned, rev et stykke papir af, og tilbød: “Biografen?” Det måtte da lykkes et sted.
“Vi går,” dumpede det ned på mit bord.
Et øjeblik efter kom der endnu et fra højre: “Okay, vi går.”
Det var et eksistentielt dilemma. Midt i det hele dukkede spørgsmålet op: “Hvad kalder man en unge af et næsehorn?” Det er svært at svare på så alvorlige spørgsmål, når man på samme tid forventes at tage forholdet til ikke bare én, men to piger alvorligt. Næsehornsunge? Næsekalv? Næsebasse? Til højre havde jeg vipper, foran var der fregner. Færdig. Jeg skrev: “Næsehornsunge.”
Pigen med fregner og jeg holdt faktisk sammen til sneen kom og egernene skiftede til vinterpels. Hende med vipperne dukkede ikke op i biografen. Hvor kan piger dog være snedige.
Imens vandt jeg faktisk andenpladsen i biologiolympiaden og fik et diplom. Det blev dog først overrakt to måneder senere, da de havde ledt overalt. I hele den 172. skole fandt de kun én med mit efternavn en elev fra første klasse, der græd og lovede aldrig mere at deltage, da skolelederen spurgte: “Hvordan kunne han havne til olympiade?” Men de fandt dog frem til mig til sidst.
Jeg var den eneste fra det videnskabelige topmøde, der vidste, hvad man kalder en næsehornsunge. Forskere mangler endnu at enes om et fint navn, men jeg blev accepteret som én af dem. Med tiden gled jeg dog ud igen, for sådan går det i livet.
Moralen? At hæder og venner, titler og forelskelser, alle glider forbi som togene på Hovedbanegården. Men hvis du bevarer lidt nysgerrighed og et glimt i øjet, kan du altid finde et svar også selvom ingen endnu helt har besluttet, hvad den lille næsehorn skal hedde.
