I flere timer stod en ældre kvinde på Københavns Hovedbanegård og ventede på sin søn, men han dukkede aldrig op!

Astrid ankom til Hovedbanegården i København fra sin lille landsby på Fyn, hun slæbte på to tunge tasker. Selvom hun sjældent besøgte sin familie, havde hun brugt sine sidste kroner på gaver, i håbet om at sprede lidt glæde i deres liv. Hun kom aldrig tomhændet, men denne gang havde hun virkelig overgået sig selv begge tasker vejede næsten ti kilo hver. Trods den besværlige rejse tøvede hun ikke et øjeblik, motiveret af løftet om, at hendes søn ville møde hende på stationen.
Men da hun stod der i mylderet, dansende tog og havgus, så hun ham ingen steder. Hendes arme føltes allerede som gelé, så hun satte taskerne på fliserne og tastede hans nummer.
Telefonen ringede og ringede; det føltes som lysglimt i gråvær og uendelige, bløde ringetoner, indtil en træt stemme endelig besvarede opkaldet, fyldt med søvnig forvirring.
Åh, mor, undskyld, det havde jeg glemt. Vi har besluttet os for spontant at tage til Lolland til min svigerforældres sommerhus i en uges tid. Du er desværre kommet forgæves. Vil du ikke tage hjem igen? Vi regnede virkelig ikke med det her, og jeg glemte at sige det til dig.
Astrids øjne blev våde, men drømmetågerne slugte lyden af hendes stemme, mens hun blot sagde: Det er i orden.
Som i et eventyr forsvandt hendes gaver til de skæggede, forfryste skikkelser på perronen det var lettere end at slæbe dem med tilbage gennem drømmenes labyrinter, hendes skuldre summende af smerte. Hun sagde intet til sønnen; han forstod aldrig, hvordan han knuste sin mors hjerte den dag. Alt, hvad hun havde givet ham kærlighed, tryghed, hjem og ikke engang et ældre, vindskævt besøg kunne han give igen.
En måned senere ringede svigerdatteren som et fjernt ekko og spurgte, om Astrid kunne komme til Aarhus for at passe børnebørnene, mens de tog til bryllup. Men Astrid afslog. Hun var træt af at blive mindet om sin eksistens kun i nødens og pligternes navn. Drømmen glitrede underligt blåligt, som togene, der trak bort mod morgenlyset gennem Københavns regnvåde skinner.