Mor, jeg har taget Frida med, lød Tamines stemme ude fra entréen, og jeg lagde straks lærebogen fra mig. Jeg henter hende i aften, nu skal jeg skynde mig.
Yderdøren smækkede. Jeg lænede mig tilbage på stolen og gned næseryggen. Et øjeblik efter trådte mor ind i værelset med min niece på armen. Treårige Frida blinkede søvnigt.
Igen? spurgte jeg.
Vibeke nikkede bare og satte pigen ned. Hun småløb straks over til sengen, klatrede op med den vante lethed og rakte ud efter natbordet. Fik fat i den krøllede malebog og æsken med farveblyanter, satte sig godt til rette med benene under sig. Hun gjorde alt uden et ord et velindøvet ritual.
Jeg rejste mig og fulgte efter mor ud i stuen. Vibeke var allerede ved at pakke den store håndtaske, tjekkede om hun havde det hele med.
Mor, begyndte jeg. Jeg er på sidste år. Bacheloren skal forsvares om tre måneder. Jeg har brug for at læse, ikke for at
Tamina har brug for hjælp, afbrød hun. Hun var jo uheldig i ægteskabet, det ved du. Nu prøver hun at få sit liv på plads. Du må forstå det.
Hun må få orden på, hvad hun vil! hviskede jeg skarpt, så Frida ikke kunne høre det inde fra værelset. Men hvorfor skal hun lægge sit ansvar over på os andre? Det er hendes barn, mor. Hendes!
Mor så endelig op.
Nu er det nok snak! Jeg skal afsted, sagde Vibeke og lynede tasken. Pigen er dit ansvar nu.
Jeg ville have protesteret. Fortælle at det ikke var rimeligt, at jeg havde eksamen i makroøkonomi overmorgen og en opgave der haltede bagud. Men jeg mødte hendes blik og vidste det var spildt.
Jeg nikkede tavst.
Vibeke gik, og jeg returnerede til værelset. Frida tegnede flittigt en enhjørning lilla med tungen ud af munden.
Moster Nanna, se, lød det, da hun løftede malebogen frem imod mig. Er den flot?
Virkelig flot, Frida, sagde jeg og satte mig nær hende på sengen, rykkede lærebogen væk fra kanten af bordet.
Dagen sneg sig af sted. Vi tegnede, så børne-tv på mit laptop, senere blev Frida sulten. Jeg kogte pasta til hende og forsøgte samtidig at læse lidt, men bogstaverne dansede for øjnene, uden mening. Hun væltede saften ud over dugen. Blev træt og pirrelig, ville ikke sove men kunne heller ikke lege. Jeg bar hende rundt i lejligheden, vuggede og nynnede en eller anden sang, indtil hun faldt hen på min skulder.
Om aftenen var jeg helt drænet. Lærebogen lå stadig slået op på den samme side.
Tamina dukkede op ved syv-tiden. Jeg åbnede døren, mens jeg stadig havde den søvnige Frida på armen.
Kom, min skat, sagde Tamina og bragte roligt datteren med sig. Vi skynder os hjem.
Og så var hun væk. Ikke et tak, intet: Hvordan har hun opført sig?
Jeg var så uendeligt træt af det hele.
To måneder flød sådan sammen: Frida dukkede op uanmeldt, Tamina forsvandt med sine sager, jeg balancerede mit studie og rollen som børnepasser. Jeg fik alligevel afleveret opgaven og bestod forsvaret sad nætter foroverbøjet over papirer, mens min niece sov i værelset ved siden af.
Så mødte Tamina Jesper. Det tog fart tre måneder senere stod jeg på rådhuset og så min søster stråle i hvid kjole ved siden af en bredskuldret mand, der stirrede på hende med beundring. Vibeke græd af glæde og duttede øjnene med et lommetørklæde. Frida snurrede rundt i sit fine lyserøde kjole. Jeg klappede sammen med alle andre og tænkte; måske bliver det nu bedre, måske får Tamina ro og tager vare på sin egen familie.
Snart fødte Tamina en søn, han fik navnet Kasper. Jeg besøgte hende på fødegangen, havde medbragt blomster og blåt bånd, holdt sammen på den lille bylt og tænkte, at min søster endelig havde fundet lykken. Jesper så stolt ud, Frida proklamerede højtideligt, at nu var hun storesøster.
Idyllen varede otte måneder.
Opkaldet fra mor kom midt i mit arbejde, mens jeg sad med kvartalsrapporten. Vibekes stemme var forjaget. Jesper havde fået en affære. Tamina opdagede beskederne. Skænderi. Skilsmisse.
Jeg sad og masserede tindingerne med telefonen tæt mod øret. Historien gentog sig, kun der var nu to børn.
Tamina klarede den endnu dårligere anden gang. Hun kom grædende hjem til mor, afleverede børnene med undskyldningen jeg skal lige i balance, forsvandt i timer, somme tider et døgn.
Jeg vidste bare, at mit eget liv mere og mere blev noget, jeg ikke længere kunne kende.
Et år gik. Jeg blev forfremmet, men knap nåede jeg at glædes, før Tamina mødte Henrik. Allerede kendte dansen begyndte: blomster, middage, store tale om, at han var helt anderledes. Tredje bryllup mere afdæmpet, kun nære. Jeg sad med champagne og tænkte, at nu vil det snart blive værre.
Vibeke ringede i min frokostpause. Jeg sad overfor kontoret på en café, pirkede til en salat og planlagde indkøbstur efter arbejde.
Nanna, lød mors stemme underligt en spænding blandet med bekymring. Sidder du ned?
Ja, svarede jeg, mens jeg lagde gaflen. Hvad er der?
Tamina er gravid.
Tavshed fyldte rummet omkring mig og blandede sig med kaffedunsten og andres summen.
Tvillinger, tilføjede Vibeke. Enæggede.
Jeg stirrede på min mad. Salatbladene gled sammen i grønt slør. Fire børn. Tamina ville få fire børn med tre forskellige fædre. Hvad når næste ægteskab brister for det vil det jo så er alle børnene igen på mor og mig.
Nanna, kan du høre mig? Mors stemme blev mere insisterende. Hallo?
Jeg hører, mor, sagde jeg og gned næseryggen mellem tomlen og pegefingeren. Hils og sig tillykke til Tamina.
Jeg lagde på før mor kunne svare og sad bare længe og stirrede på den sorte mobilskærm. Min appetit var forsvundet for altid, føltes det som.
Jeg kom hjem ved otte-tiden, træt og tom. Vibeke sad i køkkenet, knugede hænderne om en kold kop te, talte straks nervøst, i stykker, som om hun var bange for at blive afbrudt.
Nanna, jeg har tænkt og tænkt hvordan skal det gå? Tvillinger! Det bliver fire børn alt i alt, hvad hvis det glipper igen, som du kan se hun tænker jo mere på mænd end børn, hvad så? Vi magter det ikke mere. Jeg bliver ældre, blodtrykket stiger. Du har job, jeg vil ikke belaste dig mere, men hvordan skal vi klare det?
Jeg hængte tasken på knagen ved døren og blev stående ved det lille spisebord, kiggede på mors filtrede hår og grå stænk, mørke rande under øjnene, de nervøse hænder, der greb om koppen.
Mor, sagde jeg. Hun standsede midt i en sætning. Jeg vil flytte. Til en anden by.
Vibeke stod som frosset. Stirrede på mig, som havde jeg talt et fremmed sprog.
Jeg kan ikke mere, sagde jeg tørt. Jeg vil ikke bygge mit liv op efter Taminas problemer. Jeg har gjort nok. Ofreret mit liv, mit studie, mine venner, min karriere. Nu er det nok.
Mor ville sige noget, men jeg stoppede hende med hånden.
Du kan tage med mig, hvis du vil væk fra det hele. Vi kan tage afsted sammen, starte forfra. Hvis ikke forstår jeg. Men jeg tager afsted uanset. For jeg kan ikke tage mig af Taminas børn, mor. Ja, det er mine niecer og nevøer, jeg holder af dem. Men de er ikke mine børn. Ikke mit ansvar.
Jeg mærkede en vægt lette fra skuldrene, som havde jeg slæbt en sten i årevis. Vibeke så et sted forbi mig og sagde ikke et ord.
Efter et minuts stilhed gik jeg i værelset og lagde mig på sengen med tøjet på og stirrede op i loftet. Hjertet slog i halsen, hænderne svedte. Nu havde jeg sagt det det jeg havde tænkt på i måneder.
Sov først ud på morgenen.
Da jeg vågnede, lå der en mappe på køkkenbordet. Jeg kunne kende den mor havde altid opbevaret papirer til lejligheden der. Lejligheden vi arvede fra mormor for år tilbage. Jeg åbnede mappen, kiggede på papirerne, uden helt at vide hvorfor mor havde fundet dem frem.
Vi sælger, sagde hun bag mig, så jeg fór sammen.
Vibeke stod i døren, bleg efter en søvnløs nat, men mærkeligt sammenbidt, som havde hun besluttet sig og holdt fast.
Tamina får sin tredjedel, det har hun ret til, sagde Vibeke og bevægede sig hen til bordet. Resten bruger vi på en lille lejlighed i en anden by. Vi har ikke brug for meget mere.
Jeg kiggede ikke helt troende på hende. Ville spørge, men Vibeke holdt mit blik og jeg så nøjagtig den samme træthed, jeg selv bar rundt på. Hun havde bare skjult den bedre. Måske havde jeg bare ikke ville se.
Jeg holdt hende ind til mig. Hun aede mig blidt over håret, som dengang jeg var barn.
Vi tager væk herfra, skat, hviskede mor. Det er nok nu.
På to måneder gennemførte vi flytningen. Solgte lejligheden, fandt en lille to-værelses i en anonym forstad fire hundrede kilometer væk. Jeg fik job i firmaets vestjyske afdeling. Vi sagde intet til Tamina før sidste dag, da tingene var pakket, og billetterne lå klar.
Tamina kom stormende en halv time efter mit opkald, højgravid, rasende, ansigtet forvredet.
Hvad laver I? nærmest skreg hun i døren. Smider I mig væk? Lige nu? Hvor jeg skal have tvillinger!
Jeg rakte hende en kuvert med hendes andel. Tamina flåede den op, så på indholdet ansigtet blev endnu mere bistert.
Hvad skal jeg med det? råbte hun og kastede kuverten på gulvet så sedlerne røg ud over stuegulvet. Jeg skal have hjælp, ikke almisser! Det er svært for mig, kan I ikke forstå det?
Det har været svært for dig i fem år, Tami, svarede jeg. Vi er trætte.
Trætte? spyttede hun tilbage. Jeg må klare mig to børn og tvillinger på vej!
Det er dit liv, du har valgt det selv, sagde jeg. Nu vælger vi vores.
Hun så på mor for en reaktion, men Vibeke vendte sig bare væk og lod som om hun tjekkede taskens lynlås.
I er ikke min familie mere, hvæsede Tamina og samlede pengene op med rystende fingre. Ingen af jer!
Hun fór ud, døren smækkede. Mor og jeg så kort på hinanden. Uden ord. Jeg tog tasken, hængte den over skulderen. Mor rullede sin kuffert frem. Vi lukkede døren bag os for sidste gang.
Toget afgik en time senere. Jeg sad med panden mod ruden, så perronen glide væk, gadelamperne, industribygninger og de grå forstadshuse forsvinde. Mor blundede med hovedet på min skulder, udmattet efter afskeden og al den sorg, vi forlod.
Byen smuldrede væk bag skinnerne. Med den forsvandt alle de skænderier, børnepasning, dårlig samvittighed og umuligt ansvar. For første gang i flere år trak jeg vejret frit. Fremtiden var uvis.
Toget bar os væk, og jeg lukkede stille øjnene.
Jeg vil aldrig mere glemme mig selv for at redde andre. Nogle gange må man selv bestemme, hvor familien slutter og ens eget liv begynder.
