I en gammel, forfalden bygning i København stod en rund, lille kvinde og bankede sit tæppe ud af vinduet, uden at bemærke, at støvet faldt ned på den tynde kvinde i lejligheden under.
“Hey, Tove, pas lige på det tæppe! Jeg får støv i håret!” råbte den tynde kvinde irriteret.
Den lille, fyldige kvinde, som hed Mette, svarede sarkastisk: “Åh, søde, dit hår er allerede en katastrofe. Med eller uden støv gør det ingen forskel.”
Skænderiet blev værre, da den tynde kvindes mor, Grethe, dukkede op med en kost i hånden og bankede den mod Mettes vindue.
“Nu går mit vindue i stykker, giraf!” råbte Mette tilbage.
Grethe svarede med streng stemme: “Du skal altid skabe problemer, hva? Elefant!”
Mens de tre kvinder kastede fornærmelser hinandens vej, observerede en tyv, der tilfældigvis gik forbi, scenen. Han grinede ondt og tænkte: *Kvinder altid i strid med hinanden. Den her situation kan jeg udnytte.*
Senere den aften, da den tynde kvinde, som hed Lise, var på vej hjem, blev hun overfaldet af tyven. Han spærrede vejen og hviskede truende: “Lad vores med at råbe. Bare følg mig.”
“Hvor vil du føre mig hen?” spurgte hun nervøst.
Han grinede og blottede sine gulnede tænder. “Derhen i den mørke gyde. Vi skal have os lidt sjov.”
Hans øjne lyste som en sulten rævs. Lise prøvede at skrige: “Hjælp!”
Straks greb han hende i håret og holdt hånden for hendes mund. “Råber du igen, slår jeg dig ihjel,” knurrede han voldsomt.
Lysene i bygningen tændtes, og nogle vinduer blev åbnet. Naboerne kiggede ud, men da de så faren, trak de hurtigt gardinerne for igen, bange for at blive involveret.
“Ser I?” drillede tyven. “Alle de her kvinder er bange for mig. De er til grin!”
Luften var tung, som om noget forfærdeligt var ved at ske. Men så…
*BANG!* Tyven mærkede et hårdt slag mod hovedet. Han vendte sig og så Mette stå med en kost i en fast greb.
“Slip hende løs, din kujon, eller du kommer til at fortryde det!” råbte hun rasende.
Han lo hånligt. “Dig? Alene? Hør her, valp, lige før skældte du hende ud, og nu vil være heltinde?”
Mette sendte ham et blik, der kunne smelte is. “Vi har vores uenigheder, men jeg ville aldrig lade dig gøre en kvinde fortræd. Måske er jeg alene nu, men vi er mange. Vi står altid sammen!”
Tyven grinede igen. “I er svage, allesammen!”
Lige så snart sagde han det, begyndte flere kvinder at dukke op bag Mette: Grethe og andre naboer, alle bevæbnede med stegepander, knive, gafler og koste. Deres øjne lyste af beslutsomhed.
Pludselig mærkede tyven, hvordan frygten krøb ind i ham. Hans hjerne kæmpede: *Hvorfor er jeg bange? Jeg har taget kampen op mod mænd, selv bevæbnede betjente… Hvorfor skræmmer disse husmødre mig? Noget er galt… hvis jeg ikke smutter nu, slår de mig ihjel.*
Spændingen i luften var tyk nok til at skære i. Kvindernes blikke var som ulve, klar til at angribe.
“Kom så, piger!” råbte Mette.
De gik mod ham, og tyven, overvældet af panik, flygtede og skreg: “Hjælp!”
Han snublede i en vandpyt, faldt fremad, rejste sig og vaklede videre, mens kvinderne forfulgte ham. De stoppede først for at trække vejret, før de råbte og viftede med deres våben. Det lød som en hær klar til kamp!
Da roen endelig vendte tilbage, gik Mette hen til Lise. “Er du okay?”
“Ja… tak. Jeg troede ikke, nogen ville hjælpe mig,” sagde Lise med tårer i øjnene.
Mette smilede. “Hvis vi kvinder stod sammen oftere, ville verden være et bedre sted. Sammen er vi stærke.”
Den dag viste en gruppe enige kvinder, hvad fællesskab kunne gøre. De besejrede én mands ondskab og beviste, at sammen kan man klare alt.
