Marie voksede op i en lille landsby et par hundrede kilometer fra København ja, så langt ude på bøhlandet, at kun vinden vidste, hvor hun gemte sig. Om sommeren måtte man tage en lille robåd over den vilde å, og om vinteren kæmpede man sig igennem snestormene på motorvejen, som om man deltog i den årlige Tour de Frossen Danmark.
Men trods det var landsbyen proppet med folk. Alle kendte hinanden og ja, de sludrede, sladrede, delte deres små og store kvaler, og hjalp hinanden med alt fra kartoffelskrælning til husreparationer.
Marie var den eftertragtede datter i familien, men hendes mor havde født hende uden for ægteskabet. Faderens navn var Jens en høj og flot fyr, gift med sin kones bedste veninde. Ingen i landsbyen anede, hvem der egentlig var far til Marie. Jens havde allerede tre børn og var ikke just på udkig efter et nyt eventyr. Marias mor ville heller ikke splitte sin venindes familie ad; sådan gør man bare ikke i Danmark.
Fra fødslen var Karen (Jens datter) og Marie uadskillelige de legede sammen, gik i klasse sammen og til musikskole sammen, fordi de var overbeviste om, at deres toner kunne blødgøre selv den sureste skolelærer. De sluttede skolen med topkarakterer og drømte om at komme til musikkonservatoriet i storbyen.
Men efter studentereksamen skiltes de to søskende de vidste ikke, at de var det Karen flyttede til byen, Marie blev på landet. Kontakt blev mistet, og årene gled forbi, uden at de snakkede sammen.
Barndomsdrømmene forblev, ja, drømme ingen af dem kom ind på konservatoriet. Karen læste til ingeniør, Marie blev en klippefast frisør på torvet. Tiden gik, Marie blev gift, fik to drenge og kun af og til dukkede et glimt op af barndomsveninden Karen.
Så opdagede lægerne, at Marias mor havde fået en svulst. Marie kæmpede som en ægte dansk viking for at redde hende. Som altid i livet, sniger sandhederne sig ud som skraldespande en tirsdag morgen. Da moren lå for døden, tog hun Marie ind til sig og hviskede med dramatisk stemme:
Din far… din far… Kom tættere, min pige…
Og hvad Marie fik at vide, slog benene væk under hende. Hun havde altså gået hele livet side om side med sin søster og anede ikke noget som helst! Den fælles forkærlighed for musik havde jo været farens gener, selvfølgelig.
For at finde Karens telefonnummer måtte Marie nærmest starte en folkebevægelse. Jens var for længst flyttet fra byen Karen havde taget sine forældre med til storbyen, og de var svære at spore. Men via et par snu kaffeklubber fik hun endelig fat i nummeret.
Hun knappede mobilen op med svedige fingre og straks hørte hun Karens forbløffede, glædesstrålende stemme i røret. Karen var ovenud lykkelig for at høre fra sin gamle veninde. Marie ville dog gerne brygge kaffen og servere sandheden ansigt til ansigt så de aftalte at mødes.
Nogle dage efter kom Karen hjem til landsbyen, og de to snakkede og grinede, som om tiden aldrig var gået. Minder fra barndom og skole blev vendt, og de endte med at grine så meget, at landsbyens kat måtte se sig om efter et roligt sted at sove. Fra nu af støtter de hinanden, rejser på besøg, og Marie snakker nu med sin far bare sådan, helt uformelt, som danskere gør.
Jens fik undskyldt over for sin kone, og hun tog det, som kun en dansk kvinde kan: med et træk på skuldrene og en kop kaffe. Nu kommer Jens og Karen på besøg hos Marie, og de skiftes til at gå ned til Marias mors gravsted med en buket tulipaner. Jens hygger med sine børnebørn, og drengene synes, det er lidt sejt at have en bedstefar, der faktisk har levet et halvt liv som landsbyens bedste hemmelighed.
Sådan blev deres skæbne sandheden kom frem efter mange år, og for én gangs skyld var der ingen, der blev rigtig sure sådan da.
