“Du findes ikke her,” stemmer Agnete skælver af raseri. “Forstår du? I denne familie eksisterer du ikke mere!”
“Agnete, tag det nu roligt,” forsøger Henrik at sige. Hans kone afbryder ham.
“Ti stille! Du fortalte hende med dit tavshed at hun kunne gøre lige som hun ville!”
Freja står i dørgabet til opholdsstuen, hendes rejsetaske knuget i hånden. Hun er bleg, læberne dirrer, men blikket er stolt.
“Godt, mor. Som du siger.”
“Kald mig ikke mor!” Agnete eksploderer. “Jeg har én datter, og det er ikke dig!”
Henrik synker eftertrykkeligt ned i sin lænestol, ansigtet skjult i hænderne. Freja ser på sin far, venter at han skal sige ét forsvarstal. Manden tier.
“Far?” kalder hun stille.
“Freja, måske vi ikke skal være så hårde?” Henrik løfter endelig hovedet. “Lad os tale sammen roligt.”
“Hvad er der at tale om?” Agnete griber en ramme fra bordet og slår den i gulvet. Glassplinter flyver. “Hun har vanæret os! Byen peger fingrejs ad os!”
Freja ser på det splintrede glas. Der lå et familieportræt fra sidste nytår – glade ansigter. Nu føles det som en ond spøg.
“Mo… Agnete,” retter Freja sig selv, “jeg er ikke skyld i, hvad der skete.”
“Ikke skyld?” Moderen tager et skridt nærmere. “Du ser en gift mand! Ødelægger et andet ægteskab! Og nu venter du hans barn!” Frejas hånd flyver instinktivt til maven. Tidligt i svangerskabet, men nyheden kører allerede rundt i deres lille by.
“Jeg elsker ham him,” siger hun lavmælt.
“Elsker!” håner Agnete. “En mand på fyrre med tre børn! Hvad er der så særligt ved dig, at han forlader sin kone?”
Hudens farve forlader Freyas kinder helt.
“Han elsker mig. Vi skal bo sammen.”
“Hvor?” spørger moderen spidst. “Her? I mit hus? Tror du, jeg tillader den… den…” hun famler efter ord.
“Agnete, det er nok,” græder Henrik ind. “Hun er trods alt vores datter.”
“Vores?” Konen vender sig mod ham. “Sådan en datter har jeg ikke jeg ikke født! Opfostrede hende, betalte hendes uddannelse, fandt arbejde til hende. Og så finder hun sammen med den første den bedste mand!”
Freja sætter tasken fra sig på gulvet.
“Kristian er ikke den første den bedste. Vi har kendt hinanden over et år.”
“Åh, over et år!” Agnates hænder flyver i luften. “Så du har løjet for mig et helt år! Sagde du arbejdede sent, mens du løb til din elsker!”
“Jeg løj ikke, jeg bare…”
“Bare hvad? Bare undlod at fortælle? Det er også løgn!”
Henrik rejser sig og går til vinduet. Regnen siler ned udenfor, grå skyer hænger tungt over naboernes huse.
“Freja,” siger han uden at vende sig, “hvad siger han – Kristian? Skilsmissen, er den reelt?”
“Selvfølgelig,” svarer Freja. “Han har indgivet ansøgningen.”
“Indgivet,” gentager Agnete. “Men familien er i stykker. Børnene mister deres far.”
“Der var ikke kærlighed,” forsøger Freja at forklare. “De levede som fremmede. Kristian siger, han giftede sig af penge, ikke af kærlighed.”
“Det siger de jo alle!” ler moderen bittert. “Alle gifte mænd har den historie! Ikke forelsket i konen, børnene et uheld! Og når de er færdige med elskerinden, vender de tilbage til familien!”
“Kristian er ikke sådan,” insisterer Freja.
“Alle er sådan!” skærer Agnete igennem. “Tror du, jeg ikke kender til livet? Jeg har set historierne! De lover guld og grønne skove, forsvinder så snart de hører om graviditeten!”
Freja gisper.
“Han ved det. Og er lykkelig.”
“Lykkelig? Hvor er han så nu? Hvorfor forsvare du ikke? Forsvarer sin kæreste?”
“Han… han er på forretningsrejse. Hjem om en uge.”
“Kor belejligt,” bemærker Agnete spidst. “Tog afsted lige da sandheden kom frem.”
Freja sænker blikket. Selv hun undrede sig, da Kristian rejste netop den dag hun ville fortælle alt. Han sagde, rejsen var planlagt lang tid og umulig at aflyse.
“Agnete, lad os ikke drage forhastede konklusioner?” beder Henrik. “Lad Freja tage sig tid til at finde ud af det.”
“Finde ud af det?” Konen ser på ham som om han er sindssyg. “Hun har besluttet det for os! Bliver gravid med en gift mand! Hele byen ved, at Henrik Jensens datter er sammen med en andens mand!”
“Vi bor ikke sammen,” siger Freja stille. “Ikke endnu.”
“Åh, ikke endnu! Men barnet er der! Et barn uden for ægteskabet! Forstår du, hvad det betyder?”
Freja løfter hovedet.
“Det betyder, jeg bliver mor. Og jeg er ligeglad med naboernes snak.”
“Ligeglad?” Agnete griber sit bryst. “Men jeg er ikke ligeglad! Jeg bor her! Arbejder her! Folk vil hviske. Sige, jeg har opdraget min datter dårligt!”
“Mor, i det enogtyvende århundrede…”
“I det enogtyvende å
Signe stod ved vinduet i Lykkas lejlighed, mens regnen trommede mod rude og tankerne kredsede om morgendagens møde med Viggos kone, hvor sandheden måske endelig ville bryde gennem alle de løgne som nu tyngede hendes fremtid.
