**I Gyldne Bur**
Astrid kom hjem og tog forsigtigt sine sko af for ikke at vække sin mor. Hun sukkede stille, da hun tog de nye sko af, der havde givet hende vabler.
“Er du allerede hjemme? Løb du væk? Kunne du ikke lide brylluppet?” Mor kiggede ud fra stuen.
“Hvorfor er du ikke i seng? Venter du på mig?” svarede Astrid skarpt.
Mor bed sig i læben og forsvindt tilbage til stuen. Astrid følte et stik af dårlig samvittighed. Mor havde ventet på hende, men hun havde været grov. Hun gik ind til mor, satte sig på sofaen og krammede hende.
“Lad være med at smigre. Hvis du ikke vil fortælle noget, så lad være. Jeg hører det nok fra Lenas mor.”
“Undskyld, mor. Jeg er træt, og mine fødder gør ondt. Restauranten var fantastisk, der var mindst halvtreds gæster. Støjende og festligt. Og Lena så smuk ud i sin hvide kjole. Og brudgommen er virkelig flot…”
“Så hvorfor gik du så tidligt?” afbrød mor.
“Mor, alle der var så fornemme og selvoptagede. Ikke ligefrem almindelige mennesker. Og jeg skal tidligt op i morgen.”
“Hvorhen? I morgen er det søndag,” sagde mor og kiggede spørgende på hende.
“Netop. Jeg fortæller dig alt i morgen. Nu skal jeg i bad.” Astrid gav mor et kys på kinden og gik for at skifte.
Hun tog afskyeligt sin festkjole af, der i sammenligning med de andres havde set billig og enkel ud. I badet skrubbede hun hårdt den del af ryggen, hvor en svedig mands hænder havde rørt hende.
Han havde inviteret hende til dans, uden at høre hendes undskyldninger. Hun kunne jo ikke skubbe ham væk. Han holdt hende tæt ind til sig, mod sin store mave. Hun kunne mærke hans fugtige hænder på ryggen. Skoene skar ind i hendes fødder. Hun kunne knap vente til dansen var forbi.
Bagefter satte han sig ved hendes bord og hældte vin op til hende. Ingen bemærkede hende. Den eneste, hun kendte, var Lena, som var optaget af gæsterne og sin nye mand. Kun én gang fangede hun en mands interesserede blik, men han gjorde intet for at redde hende fra den påtrængende bejler.
Hun løj om at skulle på toilettet og løb hjem. Udenfor tog hun en taxi. Nej, hun ville ikke selv have sådan et bryllup. Alt var gennemregisseret som i et teaterstykke, og hun følte sig som statister.
Hun lå længe vågen. Musikken, klirret af glas, latter og taler gav genlyd i hendes hoved. Hun tænkte på den mand, der havde set på hende. *Han burde have danset med mig, ikke den fede idiot. Stop med at tænke på ham,* sagde hun til sig selv før hun faldt i søvn.
Den varme september blev afløst af en kold og regnfuld oktober. Lena kom hjem fra bryllupsrejsen og inviterede Astrid på besøg for at dele oplevelser.
Astrid var nysgerrig efter at se, hvordan de rige levede. Men hun kunne ikke komme med tomme hænder. Efter undervisningen købte hun Lenas yndlingskager. Lige som hun skulle ud af butikken, stødte hun ind i en mand. Han trådte til side for at lade hende passere.
“Er det dig?” sagde han pludselig.
Hun så op og genkendte den mystiske mand fra brylluppet. Overrasket stod hun som lammet.
“Kom så, vi blokerer døren,” lo han og trak hende væk.
“Du forsvandt så pludseligt fra brylluppet, som Askepot. Jeg nåede ikke engang at lære dig at kende.” Han smilede, så hans hvide tænder bl”Hun stirrede på hans udstrakte hånd og vidste pludselig, at friheden altid var mere værd end et gyldent bur.”
