Min mormor var på mange måder en hård og besværlig person, nogle gange næsten ubehagelig.
Mine forældre blev skilt, da jeg var meget lille faktisk så ung, at jeg intet husker om min far. Vi flyttede ind hos mormor, da jeg var fem, og hun havde ansvaret for mig gennem hele min opvækst.
I sin væren var mormor en mærkelig blanding af krav og kulde. Største regler: være lydig, arbejde hårdt. Jeg kan ikke mindes ét eneste varmt øjeblik med hende.
Når andre har nostalgi for barndommen, ville jeg helst slette min. Jeg har ingenting at se tilbage på. Min mor trøstede mig aldrig. Der var ingen steder at flygte; det var 90erne. Jeg dagdrømte om penge, om frihed, om at slippe væk, men måtte nøjes med det, jeg fik. Mormor dirigerede alt omkring os mig og min mor så det passede hendes egne ønsker.
Sådan gik dagene. Udadtil lod vi som om alt var normalt.
Da jeg kom i femte klasse, blev min mors privatliv lidt lysere. En mand fik hende til at flytte hjem til ham. Et år senere tog hun mig med. Min stedfar holdt ikke rigtig af mig men han var heller ikke ond. Efter mormors evige stridigheder føltes livet med ham nærmest paradisisk.
Mormor så ikke med milde øjne på vores nye liv, og min mor udnyttede muligheden for at komme væk fra slavinden i huset. Fra da af kuttes kontakten mellem dem.
Jeg ringer til mormor af og til, en gang om måneden, men psykisk kræver det forberedelse i dagevis. Samtalerne er korte, om ligegyldige emner. For at undgå hendes negative tirader holder jeg mig til gode nyheder, sender lidt ligegyldige beskeder, små snakke. Til fødselsdag og navnedag tager jeg blomster og kage med højst en halv time, så skal jeg ud. Det er sådan vi kommunikerer.
Nu går mit liv godt jeg har en elsket mand, et lille barn og familien tæt på. For nylig besluttede vi os for at købe en ejerlejlighed i en anden by på kredit. Sidste år fyldte mormor 80.
Før det klarede hun sig, styrede husholdningen alene. Nu går det ikke længere. Hun er indadvendt, kan ikke gå udenfor, knap nok klare madlavning. Hun ligger mest, kan stadig gå rundt i stuen, men fornylig blev hun syg det var naboerne der hjalp. Hun har nu brug for omsorg.
Mormor har mange fjerne slægtninge; de bombarderer mig med opkald, fyldt med bebrejdelser! Min mor er umulig at nå, hun lever med manden i udlandet. Så nu tror de, det er min pligt.
Men jeg ved, hvilket mareridt det bliver. Ja, mormor har opdraget mig, passet på mig, lært mig. Nu er det min tur til at betale tilbage. Men jeg vil ikke! Hun elskede mig aldrig som barn. Jeg har lært at give slip på højre vreden over hendes kulde, men jeg kan ikke tilgive. Samtidig griber skyldfølelsen mig, jeg forstår, hun har brug for hjælp.
Den bedste løsning ville være at finde en hjemmehjælper, men jeg har ikke råd jeg har et barn, et lån, min søn er ofte syg.
Hvad gør jeg?
Er det mit ansvar som barnebarn at tage mig af mormor, eller har jeg ret til at sige nej især når jeg ikke vil have hendes arv? Jeg ønsker mig hverken sådan en mormor eller hendes arv
Jeg står i en drømmende tåge, hvor slægtningene flyver som sure fugle over Københavns smalle gader, hvor mormor ligger i et mærkeligt, blågrønt hus i Valby, og min skyld føles som skyer, der svæver over Sankt Hans aften. Men valget er mit, og ingen kan tage det for mig.
