I dag er jeg 33 år gammel, men jeg skammer mig stadig, når jeg tænker tilbage på, hvad jeg gjorde, da jeg var 18 og næsten 19.

I dag er jeg 33 år gammel, men jeg husker stadig med skam over, hvad jeg gjorde, da jeg var 18, næsten 19.
Jeg gik på universitetet, og mit liv var behageligt.
Vi var ikke rige, men manglede aldrig noget.
Min mor var matematiklærer på gymnasiet, og min far var tandlæge.
Der var altid tryghed, mad på bordet og struktur i hjemmet.
Vi havde en rengøringsdame, så mit eneste ansvar var at holde mit værelse pænt og at passe mine studier.
Siden barndommen havde jeg vænnet mig til, at min opgave blot var at få gode karakterer og undgå problemer.
På universitetet havde jeg haft en kæreste i lidt over et år.
Han var et roligt fyr, kom fra samme baggrund som mig, studerede, var velopdragen, og mine forældre kunne rigtig godt lide ham.
Vi gik i biografen, spiste is, gik ture i Ørstedsparken.
Alt var roligt, forudsigeligt ingen drama.
Dengang vidste jeg ikke, at stabilitet faktisk er en luksus.
Til en fest hos en medstuderende mødte jeg pludselig en helt anden type fyr.
Han kom kørende på motorcykel, klædt anderledes, talte højt, grinede vildt, læste ikke på universitetet, men arbejdede som mekaniker på et værksted.
Allerede samme aften begyndte han at opsøge mig.
Skrev beskeder, ventede på mig udenfor universitetet, sagde, at jeg var alt for smuk til at spilde tiden på kedelige fyre.
Snart begyndte jeg i al hemmelighed at ses med ham.
Jeg løj for min kæreste, mine forældre, mine venner.
Tiden med mekanikeren var som en rus af adrenalin motorcykelture, øl på et hjørne i Vesterbro, høj musik, hurtige udflugter.
Jeg følte mig levende, anderledes, oprørsk.
Bare nogle få måneder senere foreslog han, at vi skulle flytte sammen.
Jeg kunne ikke få mig til at slå op med min rare kæreste jeg anede ikke, hvordan jeg skulle klare det men jeg sagde alligevel ja og besluttede at flytte ud.
En aften pakkede jeg lidt tøj i hemmelighed, mens mine forældre ikke opdagede det, skrev en seddel og gik.
Jeg tog til hans forældres hjem, hvor han boede.
Der begyndte virkeligheden.
Huset var lille, rodet og kvælende varmt.
Fra at stå op til universitetet begyndte jeg nu at stå op for at lave morgenmad, feje, vaske gulve, gøre rent på badeværelser, vaske tøj i hånden.
Jeg kunne knap nok lave andet end ris og stegt kød.
Hans mor så skævt til mig, når jeg lavede simpel mad.
Hans far klagede over det mindste.
Ofte græd jeg på badeværelset jeg følte mig uduelig.
Jeg droppede ud af universitetet, for jeg havde hverken råd til HT-billet eller tid til at læse.
Han ændrede sig også.
På værkstedet drak han øl dagligt fordi det var varmt, som han sagde og i weekenden forsvandt han med vennerne.
Han kom hjem beruset, råbte, brokkede sig over huset, sagde jeg ikke kunne finde ud af at være en rigtig kvinde.
Han kaldte mig forkælet og ubrugelig, gav mine forældre skylden for min uduelighed.
Jeg følte mig fanget.
Jeg havde ingen penge, ingen uddannelse, og ingen steder at tage hen.
Dagene gik, og jeg tænkte på mit gamle liv.
På mit rene værelse, min behagelige seng, mine universitetsnoter, min mor, der altid spurgte om jeg havde spist, min far der kørte mig overalt.
Jeg tænkte også på min ekskæreste hvor rolig han havde været, hvor meget han passede på mig.
Jeg kunne ikke fatte, hvordan jeg havde kunnet bytte alt det væk.
Til sidst tog jeg en beslutning.
Jeg sagde ikke noget til nogen.
En dag sendte de mig hen til Netto, som lå en halv times gang væk de vidste jeg ofte var længe væk.
Jeg gik ud med en tom indkøbsnet, fortsatte ned af vejen, men i stedet for at gå mod supermarkedet, tog jeg bussen mod Frederiksberg, hjem til mine forældre.
Hele vejen rystede jeg og frygtede, hvordan de ville reagere.
Da jeg stod foran døren, åbnede min mor op.
Hun stod målløs i nogle sekunder så begyndte hun at græde.
Det gjorde jeg også.
Der var gået næsten ti måneder, uden at de havde hørt fra mig.
Min far kom ud fra stuen og gav mig et langt kram uden at sige et ord.
Den aften sov jeg i min egen seng rent, trygt, uden råb, uden frygt.
Jeg fik aldrig det gode fyr tilbage.
Han var kommet videre.
Men jeg fik mine forældre igen.
Jeg kom tilbage på universitetet.
Jeg genoptog mit studie.
Og jeg indså noget smertefuldt: jeg havde ikke været ulykkelig før.
Mit liv havde ikke været kedeligt.
Det var stabilt.
Det var mig, der ikke havde forstået at værdsætte det gode, før jeg først havde set, hvor dårligt det kunne blive.