I dag er jeg 33 år gammel, men jeg husker stadig med skam, hvad jeg gjorde, da jeg var 18 og næsten 19 år gammel.

Jeg er 33 år i dag, men jeg husker stadig med skam det, jeg gjorde, da jeg var 18, næsten 19.
Jeg studerede på universitetet i Aarhus, og mit liv var trygt.
Vi var ikke velhavende, men vi manglede ikke noget.
Min mor, Birte, underviste i matematik på gymnasiet, og min far, Henrik, var tandlæge.
Hjemme hos os var der altid orden, mad på bordet og stabilitet.
Vi havde en dame, der hjalp med rengøringen, så mit eneste ansvar var at holde mit eget værelse ryddeligt og passe mine studier.
Jeg havde altid fået at vide, at min opgave var at få gode karakterer og ikke lave ballade.
På universitetet havde jeg haft en kæreste, Kasper, i mere end et år.
Han var stille, fra samme miljø som mig, studerede flittigt og var høflig.
Mine forældre kunne godt lide ham.
Vi gik i biografen, spiste is på torvet, gik lange ture i Mindeparken.
Alt var roligt og forudsigeligt, uden drama.
Jeg vidste dengang ikke, at stabilitet er en luksus.
Til en fest hos en studiekammerat mødte jeg så ham, den anden.
Han kom drønende på sin motorcykel, klædt anderledes, talte højt og grinede bramfrit.
Han læste ikke, men arbejdede som mekaniker på et lille værksted.
Allerede den aften begyndte han at skrive til mig, stod og ventede foran universitetet, sagde til mig, at jeg var “alt for spændende til kedelige fyrer.”
Jeg begyndte i al hemmelighed at se ham.
Jeg løj for Kasper, for mine forældre, for alle mine venner.
Sammen med mekanikeren var alt vildt motorcykelture gennem regnen ved Limfjorden, øl på værtshuset, høj musik, hurtige udflugter.
Jeg følte mig “levende”, som en rebel.
Allerede efter få måneder spurgte han, om vi skulle flytte sammen.
Jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det forbi med min gode kæreste jeg vidste ikke hvordan.
Men jeg gik alligevel med til at flytte.
En aften pakkede jeg lidt tøj, mens mine forældre sad i stuen, lagde en seddel på køkkenbordet og listede ud.
Jeg tog tog til hans hus i en forstad til Aarhus, hvor han boede sammen med sine forældre.
Der begyndte virkeligheden.
Deres hus var lille, trængt og altid Rodet.
Før stod jeg op for at tage i skole nu stod jeg op for at lave morgenmad, gøre rent, vaske gulve, skrubbe badeværelser, vaske tøj i hånden.
Jeg kunne ikke lave andet end ris og stegt kylling.
Hans mor, Anne-Marie, kiggede skeptisk, hvis maden var for enkel, og hans far, Svend, brokkede sig konstant.
Jeg græd lydløst ude på badeværelset, fordi jeg følte mig ingenting værd.
Jeg droppede ud af universitetet hverken penge til bussen eller tid til bøger.
Han begyndte at forandre sig.
Han drak øl hver dag i værkstedet “på grund af varmen”, forsvandt med venner i weekenderne.
Når han kom hjem, var han fuld, råbte, brokkede sig over huset, sagde, at jeg ikke anede, hvordan man var “en rigtig kvinde”.
Kaldte mig forkælet, doven, sagde, at mine forældre havde gjort mig ubrugelig.
Jeg følte mig fanget.
Uden penge, uden uddannelse, uden mulighed for at tage væk.
Dagene gik, og jeg tænkte på mit gamle liv.
På mit rene værelse, min dyne, mine bøger fra universitetet, min mor, der altid spurgte, om jeg havde spist, min far, der hentede mig i bilen når det regnede.
Jeg tænkte på Kasper hvor rolig han var, hvor meget han passede på mig.
Hvordan havde jeg kunnet bytte det væk?
En dag tog jeg en beslutning.
Jeg sagde ikke noget til nogen.
De sendte mig til det billige supermarked lidt væk det vidste de, jeg altid var længe om.
Jeg gik ud med den tomme pose, drejede ned ad de brostensbelagte gader, men i stedet for at gå mod butikken, hoppede jeg på en bus hjem til mine forældre.
Hele vejen rystede jeg, var bange for deres reaktion.
Da jeg kom hjem, åbnede min mor døren.
Hun stod målløs i flere sekunder.
Så begyndte hun at græde.
Jeg græd også.
Der var næsten ti måneder, hvor de ikke havde hørt fra mig.
Min far kom ud fra stuen og lagde armene om mig, sagde ikke et ord.
Den nat sov jeg i min egen seng ren, tryg, uden råb, uden frygt.
Jeg kunne aldrig få Kasper tilbage.
Han havde fundet videre.
Men jeg fik mine forældre igen.
Jeg gik tilbage til universitetet, begyndte at læse igen.
Og jeg forstod noget, der gjorde ondt at indse: Jeg var ikke ulykkelig før.
Mit liv var ikke kedeligt.
Det var stabilt.
Det var mig, der ikke forstod at værdsætte det gode, før jeg lærte alt det onde at kende.