Jeg sad forleden i en proppet bus i København, og vil lige dele en oplevelse, der virkelig satte tanker i gang. Forestil dig en eftermiddag, regnen smådryppede udenfor, og bussen var fyldt med ældre damer, et par pensionister med deres indkøbsnet og snak om priser i Føtex og vejret, som jo er så typisk dansk.
Lige ved midterdøren sad en ung fyr, måske 18 år, sådan lidt træt i blikket, mørk T-shirt, korte tatoveringer der snor sig om hans arm og op ad halsen, og en let skygge af skæg. Han sagde ikke så meget, gloede bare ud i luften, som om han havde haft en lang dag.
Ved næste stoppested kom så en kvinde ind med to børnen pige i hånden og en dreng, der klyngede sig ind til hendes side. Der var ikke et eneste ledigt sæde; alle var taget. Hun kigger rundt og styrer direkte hen til fyren, ret skarpt i tonen:
Undskyld mig, vil du ikke være sød at give os dit sæde? Jeg har to små børn.
Der blev stille i bussen, nogle af de ældre begyndte at kigge over. Fyren løfter blikket, kigger helt roligt på hende, men bliver siddende.
Hun prøver igen, lidt mere irriteret:
Ser du ikke, jeg har to små børn med, burde det ikke sige sig selv? Eller er du ligeglad?
Folk hvisker og skuler nu.
Ungdommen nu til dags har da ingen respekt, udbryder hun så højt, så hele bussen kan høre det. Ligger der og flyder, mens en mor med to børn står op.
Fyren er stadig helt stille, men siger så roligt:
Jeg har ikke været uhøflig.
Hun afbryder hurtigt:
Så rejs dig op. Det handler om almindelig pli. En rigtig mand ville aldrig sidde, mens en mor med børn står!
Et par ældre damer nikker samstemmende, og kvinden fortsætter:
Hvad er dit problem? Du er ung, rask og kan da sagtens stå op… Eller er det tatoveringerne, der tynger dig?
Fyren spørger så stille:
Er du sikker på, du fortjener at sidde her bare fordi du har børn?
Hun svarer helt skarpt:
Selvfølgelig. Jeg er jo deres mor. Hvad har du at brokke dig over?
Stemningen i bussen bliver trykket. Fyren rejser sig, holder sig fast i stangen.
Nå, det kunne du jo godt, siger hun med et snert af sejr i stemmen. Det skulle du bare have gjort fra starten.
Men så gør han noget, som får tiden til at gå lidt i stå i bussen. Han løfter sit buksebenog under det har han en protese. Metallet glimter under lyset fra loftet. Jeg lover dig, luften gik helt ud af rummet; en ældre herre sænkede blikket, og en dame dækkede munden med hånden.
Kvinden blev pludselig helt hvid i hovedet; alt hendes selvsikkerhed forsvandt. Hun prøvede at sige noget, men ordene hængte fast. Hendes børn trykkede sig endnu tættere på hende.
Fyren satte sig stille ned igen uden at sige eller gøre noget yderligere. Han kiggede ikke på nogen, virkede ikke vredbare… træt.
Der opstod sådan en akavet stilhed. Efter lidt tid sagde en af de andre passagerer lavt, at man jo ikke kan dømme folk ud fra deres alder eller tatoveringer. Flere gav ham ret.
Kvinden sagde ikke et ord mere. Hun stod bare og stirrede ud ad vinduet resten af turen.
