Mette sad på kanten af sengen og så træt på den lille stak sedler, der lå på bordet foran hende. I to år havde hun og Nikolaj sparet hver en øre, hver en krone, for at kunne tillade sig det, der føltes som en drøm – en ferie ved havet.
Et lille hus ved stranden, frisk fisk til aftensmad, bølgernes brusen, vinden, der hviskede i trætoppene, og frihed fra hverdagens pligter – alt sammen føltes som en belønning for årene af hårdt arbejde, savn og de få små glæder, de nu og då havde givet sig selv.
»Vi har fortjent den her ferie,« tænkte Mette, mens hun stirrede på pengene. Hun ville gerne tro, at lykken endelig ville smile til dem. Denne sommer skulle være deres velfortjente pause fra alt det hverdagslige.
Nikolaj kom ind i værelset. Han var ti år og vendte forventningsfuldt et par høretelefoner i hænderne – en fødselsdagsgave, Mette havde købt til ham, på trods af alle besparelser, bare for at gøre ham glad.
»Mor, er du sikker på det her?« spurgte han og satte sig på en stol, mens han så på hende.
»Ja, skat,« svarede Mette blidt. »Det er stille der, stranden er næsten øde, og der er en markedsplads med frugt. Kan du forestille dig, hvor dejligt det bliver at ligge i solen? Havet, den friske luft, ingen stress…«
Nikolaj smilede og nikkede, men et strejf af forståelse gled gennem hans øjne – han vidste, hvor hårdt det havde været for hende at klare det hele alene, hvor ofte hun sparede på sig selv, hvor svært hver eneste krone i den konvolut havde været at spare sammen. Denne ferie var deres fælles drøm, som de havde vogtet som noget kosteligt.
I det samme ringede telefonen. På skærmen læste navnet »Jens«.
»Hej, lillesøster!« lød hans muntre stemme. »Hvordan går det? Hvor skal I hen i sommer?«
Mette sukkede. Forholdet til Jens havde altid været anstrengt – han elskede at bestemme, mente, han var den klogeste, og skjulte det ikke engang for dem.
»Til stranden med Nikolaj,« svarede hun forsigtigt. »Vi ville leje en lille hytte ved kysten, bare slappe af.«
»Hvorfor spilde pengene?« grinede Jens. »Vi har en sommerhus lige ved stranden! Kom her. Friskluft, bær, ro. Og I sparer penge.«
Mette tøvede. Jens lignede altid en, der vidste bedst. Men Nikolaj blev glad ved tanken om at besøge sin onkel.
»Mor, det er et helt sommerhus ved havet!« sagde han håbefuldt. »Lad os tage til onkel Jens! Så kan vi gemme pengene til en anden gang.«
Mette nikkede, dog med en lille tvivl.
»Okay,« svarede hun. »Vi kommer.«
Jens mødte dem på stationen med et bredt smil og en krammer.
»Endelig! Det er længe siden!« udbrød han og krammede Mette hårdt. »Kom, vi har dækket bord.«
Hans kone, Lise, stod ved siden af ham med deres treårige datter, Freja, som vinkede glad.
»Sikke et gensyn!« råbte Lise og kastede sig om halsen på Mette.
Sommerhuset var hyggeligt: et træhus med flettede stole på verandaen, en gynge under et bredt æbletræ, en hængekøje, der svajede i vinden. Stranden var blot en kvarters gang væk, langs en sti med vilde blomster og græs. De første to dage føltes som en eventyr – de solede sig, svømmede i det kølige havvand, spiste friske boller og jordbær fra haven, lyttede til fuglenes sang og bølgeslaget.
Mette så på Nikolaj, mens han legede med Freja, plukkede æbler og fodrede ænderne i en nærliggende dam, og for første gang i lang tid føltes hendes hjerte let.
Men tredje dag begyndte anderledes. Ved morgenmaden vendte Jens sig mod Mette:
»Mette, du kan da godt lave mad? Vil du ikke lave suppe til middag? Lise er helt udkørt med Freja.«
Mette blev lidt overrasket, men nikkede:
»Selvfølgelig, ingen problem.«
Om aftenen, efter middagen, bad broderen hende om at hjælpe med opvasken.
»Mette, vi er så trætte i dag. Har du noget imod at gøre det?«
»Nej…« svarede hun neutralt, uden at vise sin undren.
Fjerde dag fik Nikolaj en kurv med besked:
»Tag den her, Nikolaj, og pluk bær. Vi elsker alle bærtærter.«
»Men jeg ville jo til stranden…« mumlede han utilfreds.
»Først arbejde, så ferie,« sagde Jens kort.
Dag for dag blev opgaverne flere. Mette vaskede gulv, passede Freja, mens Lise handlede. Nikolaj fjernede ukrudt og hentede vand fra brønden. Først tog de det som en lille hjælp, men det blev hurtigt klart: ferien var blevet til arbejde. Det var ikke den bekymringsløse pause, de havde drømt om.
Om aftenen, da Nikolaj kom ind med rifter på hænderne, satte han sig på verandaen og så på sin mor.
»Mor,« hviskede han, »hvorfor kan vi ikke bare gå på stranden og ikke gøre alt det her?«
Mette bed sig i læben for ikke at græde. Følelsen af uretfærdighed fyldte hendes bryst.
»Det skal nok gå, vi skal nok få ro,« svarede hun stille.
Men indeni voksede en uro. At rejse var ikke en mulighed, men at blive… det var heller ikke.
Næste dag konfronterede Mette Jens.
»Jens,« sagde hun forsigtigt, »vi vil gerne ned til stranden. Det var derfor, vi kom.«
Broren rynkede panden og svarede koldt:
»Mette, forstår du det ikke? Der er masser af arbejde. Hvis I tager, hvem skal så passe Freja og haven? Og forresten, jeg vil låne nogle af de penge, I sparede på at komme her. Vi skal have nye vinduer. Du har sparet op, og nu behøver du ikke bruge dem.«
»Nej! Det er vores penge!« udbrød Mette. »Nikolaj og jeg har sparet i to år!«
»Men I bor og spiser her gratis,« insisterede Jens. »Jeg har ret til betaling.«
Mette rejste sig brat, raseri boblende i hendes mave.
»Vi rejser i morgen.«
Jens grinede.
»Det tror jeg ikke. Pengene fra din pung har jeg allerede taget. Og som tak kan I tage til stranden i morgen, men alle opgaver skal være klare til aften. Listen er på køleskabet.«
Nikolaj stod ved siden af og kunne ikke tro sine ører.
Mette følte, hvordan vreden og frygten væltede ind over hende.
Den nat kunne hun ikke sove. Månelyset faldt ind gennem vinduet og oply
