Hvornår har du sidst set dig selv i spejlet? spurgte min mand. Jeg reagerede temmelig overraskende.
Anders tog den sidste slurk af morgenkaffen og betragtede mig fra siden. Mit hår var samlet i en lille elastik, sådan en barnlig én, med motiver af tegneseriekatte.
Men nede fra tredje sal boede altid livlige Freja. Hun var altid velduftende, med den karakteristiske note af dyr parfume, der blev hængende i opgangen længe efter hun var gået.
Ved du hvad, sagde Anders og lagde mobilen fra sig, nogle gange tænker jeg, at vi lever som… ja, bare som naboer.
Jeg stoppede op midt i rengøringen, kluden blev hængende i hånden.
Hvad mener du?
Ikke noget særligt. Bare, hvornår har du egentlig sidst set dig selv i spejlet?
Nu så jeg op på ham. Grundigt. Og jeg mærkede, at noget var anderledes.
Hvornår har du sidst set rigtigt på mig? spurgte jeg stille.
En pinlig pause opstod.
Julie, lad nu være med at overdrive. Jeg siger bare en kvinde skal altid se fantastisk ud. Det er jo helt basic! Se nu på Freja. Hun er jo lige så gammel som dig.
Ja, svarede jeg langsomt. Freja.
Der var noget i min stemme, der fik Anders til at virke urolig. Som om jeg lige havde fattet noget vigtigt.
Anders, sagde jeg efter en tænkepause. Lad mig tage hjem til min mor et par dage og fundere på dine ord.
Fint, vi kan da prøve at bo hver for sig lidt. Det er ikke fordi jeg smider dig ud!
Jeg hang kluden tilbage med stor omhu. Måske skal jeg virkelig se mig selv i spejlet.
Så gik jeg i gang med at pakke min taske.
Anders blev siddende i køkkenet og tænkte: “For pokker, det var jo egentlig det jeg ville.” Men alligevel føltes det tomt ikke befriende.
De næste tre dage levede Anders som på ferie. Morgenkaffen uden stress, aftenerne frit til hvad han ville. Ingen mere romantiske tv-serier og drama om forræderi.
Frihed, ikke? Det der eftertragtede mandefrihed.
En aften mødte Anders Freja udenfor opgangen. Hun bar poser fra Irma, med stiletter og en kjole, der sad som støbt.
Anders! smilede hun. Hvordan går det? Jeg har ikke set Julie længe.
Hun er hos sin mor, slapper lidt af, løj han.
Ah. Freja nikkede forstående. Du ved, kvinder har brug for en pause engang imellem. Fra hverdagen, vanen.
Hun sagde det, som om hun aldrig havde kendt til hverdagens trummerum. Som om hendes lejlighed gjorde rent af sig selv og middagen dukkede op ud af ingenting.
Freja, skal vi tage en kaffe sammen, bare sådan… som naboer?
Hvorfor ikke, smilede hun. I morgen aften?
Hele natten planlagde Anders sin dag. Hvilken skjorte? Jeans eller chinos? Parfumen ikke for meget, vel.
Om morgenen ringede telefonen.
Anders? en fremmed stemme. Det er Birgitte, Julies mor.
Mit hjerte hoppede.
Ja?
Julie bad mig sige, at hun kommer og henter sine ting på lørdag, når du ikke er hjemme. Hun lægger nøglen hos viceværten.
Men vent henter hun sine ting?
Hvad troede du? der blev skruet op for stålet i svigermoderens stemme. Min datter vil ikke sidde hele livet og vente, på om du har brug for hende eller ej.
Birgitte, jeg har da ikke sagt noget sådan…
Du sagde rigeligt. Farvel Anders.
Og hun lagde på.
Anders sad i køkkenet og stirrede mod mobilen. Hvad sker der? Han havde jo ikke sagt andet end, at de skulle holde pause. Bare lidt tid til at tænke!
Men de havde allerede besluttet sig uden ham.
Kaffen med Freja om aftenen føltes mærkelig. Hun var sød, talte spændende om sit job i banken, grinede af hans jokes. Men da han rørte ved hendes hånd, trak hun den blidt til sig.
Anders, du forstår jeg kan ikke. Du er jo gift.
Men vi bor jo ikke sammen mere lige nu.
Nu, ja. Men i morgen? Freja så på ham alvorligt.
Han fulgte hende til opgangen og gik op i sin tomme lejlighed, hvor der duftede af ensomhed og singletilværelse.
Lørdag. Anders tog ud af huset ville ikke være der til scener, forklaringer, tårer. Hun skulle bare have sine ting i fred.
Men allerede ved tre tiden var han rastløs. Hvad tog hun? Alt? Eller kun det allernødvendigste? Hvordan så hun ud?
Klokken fire kørte han hjem.
Ved opgangen holdt en bil med Aarhus-nummerplader. En mand på omkring fyrre, velklædt og smilende, hjalp med at bære kasser ind.
Anders satte sig på en bænk og ventede.
Efter ti minutter kom der en kvinde ud i blå kjole. Mørkt hår, sat op med en elegant hårspænde. Let makeup der fremhævede hendes øjne.
Anders stirrede vantro. Det var Julie. Hans Julie. Bare anderledes.
Hun bar den sidste taske, og manden ved bilen hjalp hende nænsomt. Som om hun var af porcelæn.
Anders kunne ikke dy sig. Han rejste sig og gik over til bilen.
Julie!
Hun vendte sig om, ansigtet var roligt og smukt. Uden dén evige træthed, der ellers var blevet en vane for ham.
Hej Anders.
Er det… dig?
Manden i bilen spændte op, men Julie lagde roligt en hånd på hans.
Ja, svarede hun. Du har bare ikke set på mig længe.
Julie, vent. Kan vi ikke tale om det?
Om hvad? stemningen var ikke vred, bare undrende. Du sagde jo selv, en kvinde skal se fantastisk ud. Det har jeg taget til mig.
Men jeg mente jo ikke sådan! hjertet hamrede.
Hvad mente du så, Anders? hendes hoved bøjede sig let. Skulle jeg kun blive smuk for dig? Være spændende, men kun herhjemme? Elske mig selv, men ikke så meget at jeg går, når min mand stopper med at se mig?
Han stod og lyttede, og for hvert ord krøb noget indeni sammen.
Ser du, fortsatte hun stille, jeg mistede lysten til at passe på mig selv. Ikke fordi jeg blev doven, men fordi jeg blev vant til at være usynlig. I mit eget hjem, i mit eget liv.
Julie, det var ikke min mening…
Jo, du ville have en usynlig kone, der gør alt men ikke fylder for dig. Og når du bliver træt, kan du skifte til en mere farverig model.
Manden sagde noget til hende, Julie nikkede.
Vi må videre, Anders. Vladimir venter.
Vladimir? Anders fik tungen i halsen. Hvem er det?
En der ser mig, svarede Julie. Vi mødtes i fitnesscentret. De har åbnet et motionscenter ved min mors kvarter. Forestil dig 42 år og jeg har aldrig dyrket sport før.
Julie, lad nu være. Skal vi ikke prøve igen? Jeg er klar over, jeg har fejllet.
Anders, hun så ham dybt i øjnene, kan du huske, hvornår du sidst sagde jeg var smuk?
Anders tav. Han kunne ikke huske det.
Hvornår spurgte du sidst, hvordan jeg havde det?
Anders indså han havde tabt. Ikke til Vladimir. Ikke til omstændighederne. Til sig selv.
Vladimir startede bilen.
Jeg er ikke vred, Anders. Slet ikke. Du hjalp mig med at forstå, at hvis jeg ikke ser mig selv, gør ingen det.
Bilen kørte. Anders stod og betragtede sin livs afgang. Ikke sin kone sit liv. Femten år, som han havde regnet for hverdag, men som viste sig, at være lykke.
Han havde bare ikke set det.
Et halvt år efter mødte Anders for tilfældet Julie i Bruuns Galleri. Hun stod og valgte kaffe, læste nøje på etiketter. Ved siden af hende stod en ung kvinde, nok omkring tyve.
Skal vi tage den her? sagde pigen. Min far siger arabica er bedre end robusta.
Julie? Anders gik hen.
Julie vendte sig om, smilede afslappet, på en helt ny måde.
Hej Anders. Det her er Agnes, Vladimirs datter. Agnes, det er Anders, min eksmand.
Agnes nikkede høfligt. Sød pige, sikkert studerende, hun så nysgerrigt på Anders, men ikke fjendtligt.
Hvordan går det? spurgte han.
Rigtig godt. Og dig?
Tjo, sådan okay.
En akavet pause. Hvad siger man til sin ekskone, der er blevet totalt forandret?
De stod der mellem kaffehylderne, og Anders betragtede hende. solbrun, i en let bluse, med ny frisure. Lykkelig. Virkelig lykkelig.
Og du? spurgte hun. Hvordan går det med dit kærlighedsliv?
Det sker ikke rigtig noget, han trak på skuldrene.
Julie så ham indgående.
Ved du, Anders, du leder efter en kvinde, der skal være smuk som Freja, men underdanig som jeg var. Klog, men ikke så klog, at hun ser du kigger efter andre.
Agnes lyttede med store øjne.
Sådan en kvinde findes ikke, sagde Julie roligt.
Julie, skal vi gå? spurgte Agnes. Far venter i bilen.
Ja, selvfølgelig. Julie tog kaffe posen. Held og lykke, Anders.
De gik. Anders blev stående blandt kaffeposerne, og indså, at Julie havde ret. Han ledte efter en kvinde, der ikke eksisterer.
Om aftenen satte Anders sig i køkkenet med en kop te. Han tænkte på Julie, på den hun var blevet til. At nogle gange skal man miste, før man forstår, hvad man virkelig har haft.
Måske ligger lykken ikke i at lede efter en bekvem kone men i evnen til virkelig at se kvinden, der står ved ens side.
