Jeg mindes, som om det var i går, da jeg som ung enkevirksom kvinde stod i et slidt køkken i en forstad til København og hørte min svigermor, Else, spørge: Hvornår er middagen klar?
Når du har lavet den, så er den klar, svarede jeg med et træt smil. Else så på mig med sine store runde briller og sagde: Mikkel, vil din kone have, at jeg står ved komfuret? Skal hun ligge på sofaen? Jeg greb nogle tasker og gik ud i gangen, mens Else fulgte efter. Hvor går du hen? spurgte hun. På ferie! Farvel! svarede jeg, lettet over at slippe de evige spørgsmål.
Jeg lagde de tunge poser på gulvet og råbte: Jeg er hjemme! En dyb mumlen lød fra stuen, og så dukkede manden op. Han var omkring fyrre, klædt i træningsbukser og hjemmesko. Kirstine, hvorfor råber du så? Du er jo ikke hjemme på landet. Opfør dig ordentligt, sagde han med en stemme, der rungede som en hammer.
Du ved vel, at lønnen er blevet overført, og vi skal købe ind, svarede jeg. Han sukkede højlydt: Gud, hvad slags mad? og gik bort i sit værelse. Jeg trak vejret hårdt. Alt ved mig var ved at bryde sammen. Jeg arbejdede på to job for at holde husstanden flydende, mens Mikkel, støttet af sin mor, skrev på den anden bog den første blev afvist, for ingen forstod hans kunst.
Jeg klædte mig af, bar poserne ind i køkkenet og gjorde mig klar til en uge fri, så jeg endelig kunne vaske, pudse og lægge alt på plads under Elses skarpe blik. Jeg var udmattet.
Da Else kom ind på køkkenet, spurgte hun: Kirstine, hvorfor sidder du så? Skal du fodre din mand? Han har jo arbejdet hele dagen og forventer nu, at du servicerer ham.
Har du tjent mange penge? spurgte hun. Jeg selv forstod ikke, hvordan den tanke var kommet ind i mit hoved. Jeg husker, hvordan jeg sommerfuglede af beundring for den spirende forfatter, der lovede at blive berømt. Jeg bøjede mig altid for Elses kritik, fordi hun havde holdt familien, mens jeg var på barsel.
Else vendte sig brat og råbte: Hvad sagde du?
Jeg spurgte bare, om han har tjent meget. Folk bringer jo penge hjem, når de arbejder.
Hør nu, Mikkel har tænkt på den nye kapitels handling hele dagen! Du forstår da ikke, hvordan man arbejder med hovedet!
Jeg stod stille, mens Else gik ud, og jeg tænkte: Hvad laver jeg her? Vores søn leger i baghaven, larmer og forstyrrer Mikkel, så han kan skrive sin næste uinteressante mesterværk. Jeg samlede indkøbene i en stor taske, mindede mig selv om løn og feriepenge, og lovede at købe en gave til vores dreng på vejen.
Jeg gik ned ad trappen og prøvede at bestille en taxa. Sixty kilometer, hvad gør det? tænkte jeg. En gang kan jeg klare det.
Da jeg kom ind i forældrehuset, lå Anders i sengen. Han sprang op, løb ind til mig og gav mig et fast kram. Jeg kunne mærke, hvor meget jeg havde savnet ham.
Min mor, Ingeborg, så på mig med bekymring: Er der sket noget? Hvorfor har du forladt Mikkel? Hvem skal passe på ham? Hun havde altid holdt en klar afstand til min svigersøn. Efter brylluppet kom de sjældent på besøg, og hver gang Ingeborg gik igennem ham i haven eller på gården, satte hun ham på plads som om han var en uvelkommen gæst.
Det er nok, mor! Jeg holder ferie i en hel måned! udbrød jeg. Hun smilte og sagde: Det er da en velsignelse, at du kan slappe af og være sammen med drengen.
Jeg lå og stirrede i måneskinnet over Anders, indtil jeg faldt i søvn. Om morgenen blev jeg vækket af duften af nybagt kage noget helt usædvanligt i den stille morgen. Anders var allerede ved siden af mig.
Bedstemor har bagt en hel bakke med tærter! sagde han. Efter morgenmaden spurgte jeg min mor: Hvad skal jeg gøre nu?
Du har jo stadig arbejde, Kirstine, svarede hun. Gå ud i haven. Kålen er vokset, agurkerne skal pullses, og jeg når ikke alting.
På den tredje række i grøntsagshaven mærkede jeg en sjælden ro. Jeg så de ryddelige rækker og kunne mærke en stille tilfredshed. Det er smukt, tænkte jeg, jeg har aldrig set en have blive ryddet med så stort humør!
Pludselig stod Egon, min gamle nabogutte fra barndommen, i døren. Hvor har du været? spurgte jeg. Han smilede: Jeg har besøgt min mor, men blev skilt for en måned siden. Jeg kunne se den gamle gnist i hans øjne, selvom vi ikke havde set hinanden i ti år.
Om aftenen inviterede Egon og hans mor os til grill. Vi steg pølser på grillen, talte om livet og så på stjernerne over den lille landsby. Jeg følte en fred, jeg knap nok havde kunnet beskrive.
To uger senere sad Ingeborg ved mig: Kirstine, hvad tænker du? Skal du vende tilbage?
Jeg ved det ikke, mor. Jeg har arbejde, men ingen bolig.
Skal vi leje noget? Eller blive? Vi kan finde dig et job. Og hvad med Egon? Se hvad han ser på dig.
Det er kun en skygge fra barndommen, svarede jeg.
Jeg grinede, da Ingeborg spurgte, om jeg overvejede at gifte mig med Egon. Hvad er så galt? sagde jeg. Jeg ser kun på ham som den gamle ven fra min ungdom.
Jeg følte mig udmattet af al den drama. Mikkel sendte mig smser og ringede, men hans ord var hårde: Du er uduelig, du giver intet til familien, du har ikke tjent noget! Jeg husker, hvordan jeg i et øjeblik bare grinede over hans vrede.
Da de fire dage før min sidste feriedag ankom endnu en taxa, kom Mikkel og hans mor, Else, i bilen. Se på hende, hun går rundt som om hun har intet at gøre, sagde Else. Hvorfor er I her? spurgte jeg.
Jeg pressede læberne sammen, men så på Egon, der stod ved siden af mig, smilende. Jeg indså, at disse mennesker kun ville såre mig.
Du tror, du kan skrive bøger, men du er bare en arbejdsløs, skreg Else. Du har ikke engang lært din søn noget.
Jeg gik ud på verandaen, og Egon stod der, klar til at tage mig i hånden. God aften, Kirstine. Du har gjort som du skulle.
Jeg så rundt, og så Mikkel og Else gå væk med en kasse, som de sagde var deres ejendom fra de sidste ti år. Jeg følte mig fri.
Til sidst flyttede jeg med Anders til Aarhus, hvor jeg fandt et kontorjob. Lønnen var lille, men Egon roste mig: Din løn er din løn. Du skal ikke arbejde på fabrikken, du skal være i et kontor. Mikkel giftede sig med sin nye kone, og hans mor måtte nu holde to familiers regning.
Alt dette har jeg lært: noget går i stykker, noget nyt vokser frem. Jeg skriver dette tilbageblik, så andre kan se, at livet kan være både hårdt og smukt. Jeg håber, du får et smil på læben, når du læser det.
