Hej ven, jeg skal lige fortælle dig om den vilde uge, jeg har haft. Det hele startede, da jeg kom hjem fra arbejde i København. Jeg låste døren op, gik ind og tændte lyset i entréen. Det første, der faldt mig i øjnene, var et par lyserøde dame-sko stående ved døren. Jeg genkendte dem med det samme det var de sko, min veninde Helle altid har på.
Om morgenen på kontoret begyndte jeg at føle mig helt afskåret. Pludselig blev jeg meget kvalm og svimmel. Jeg havde de sidste par dage haft en let utilpashed, men havde ignoreret den. Nu gik det virkelig dårligt.
Hvad er der sket? spurgte min kontorkollega, Lærke, bekymret.
Jeg blev bare pludselig kvalm, og hovedet snurrer, svarede jeg mens jeg trak kraven på blusen ned og strøg mig på panden, som var jeg i sved.
Er du måske gravid? spurgte Lærke med et lurt smil.
Åh nej, du må da ikke tro det! slog jeg af med en hånd. Det er nok bare noget, jeg har spist, som ikke var friskt.
Hvad kan du have spist, når du jo er så fan af sund kost? grinede Lærke.
Jeg gik i stå et øjeblik og tænkte: Hvad hvis jeg faktisk var gravid? Nej, det kan jo ikke være. Eller kan det?
Lærke, jeg tror jeg må lige tjekke det, sagde jeg. Jeg løber lige til apoteket.
Jeg rejste mig, gik ud af kontoret og gik hurtigt mod døren. Ti minutter senere stod jeg på toilettet i kontorbygningen og så på den lille teststrimmel. Den viste to lyse streger. Jeg var gravid!
Jeg vidste ikke, om jeg skulle glæde mig eller blive ked af det. Anders og jeg var slet ikke klar til børn endnu. Men så var det sket Var det måske skæbnen?
Mine tanker gik i ringe, så jeg gik til chefen, Kirsten, for at bede om fri. Hun smilede milde og sagde:
Selvfølgelig, Mariane, gå hjem, hvil dig og kom i form igen. Jeg ser frem til at have dig tilbage på arbejde i morgen.
Jeg gik ikke bare hjem, jeg fløj! Jeg kunne næsten ikke vente med at fortælle Anders, der havde fri i dag. Det ville blive en overraskelse, når jeg dukkede op ved døren med den nyhed!
Da jeg kom ind, tændte jeg igen lyset i entréen og så de røde sko igen. De tilhørte Helle. Jeg tænkte: Hvad laver Helle i min lejlighed på så tidligt?
Der var ingen i stuen, men jeg hørte stemmer fra soveværelset. Jeg gik hurtigt hen, åbnede døren og stod i døråbningen. Anders og Helle sad og talte ivrigt.
Mariane? sagde Anders forvirret. Hvorfor er du så tidligt?
Helle sagde intet, men gik ind i et tæppe og så skræmt på mig.
Jeg kan kun huske, at jeg begyndte at skrige, smide ting, jagte Anders og Helle ud af lejligheden, hvorefter jeg faldt på sengen og græd i flere timer. Til sidst sad jeg på gulvet og stirrede ud i luften. Da jeg kom til igen, var det mørkt udenfor, og lejligheden var stille.
Fem dage senere gik jeg til en privat klinik for at få en abort. Jeg havde i de dage besluttet mig fast. Anders kom kun hjem én gang, for at hente sine ting og fortælle mig, at vi skulle skilles. Det viste sig, at han og Helle havde været sammen i et halvt år det var en kærlighedshistorie.
Jeg sagde ikke til Anders, at jeg var gravid. Jeg indså, at han virkelig ville have et brud, og jeg ville ikke binde et barn til en mand, der ikke elskede mig længere. Jeg tænkte på, om jeg overhovedet kunne klare at tage mig af et barn alene. Mine forældre bor i Odense, og jeg havde ikke råd til en babysitter.
Da jeg ankom til klinikken, satte jeg mig i venteværelset. Efter et par minutter kom en sygeplejerske ud og sagde:
Kom ind!
Jeg gik ind, og lægen kiggede op fra sine papirer.
Anton?! udbrød jeg overrasket. Er det virkelig dig?
Anton var min klasseskammerat fra 11. klasse, min første kærlighed. Jeg havde hemmelig forelsket mig i ham, men sagde aldrig noget. Til afslutningsbalen kyssede han mig forsigtigt på kinden. Jeg var så glad, at jeg endte med at gå hjem alene, hvilket jeg senere fortrød.
Efter gymnasiet flyttede Anton til Aarhus for at studere medicin, og vi havde ikke set hinanden siden. Nu stod han her, voksen og stadig lige så smuk.
Marisha! Hvor er du? sagde han med et stort smil.
Han rejste sig, gik hen og omfavnede mig. Jeg glemte alt om mine problemer et øjeblik.
Efter et par minutter begyndte han at tale om min konsultation.
Øh, hvad er det, du er her for? spurgte han.
Jeg trak vejret dybt og fortalte ham alt: min mands utroskab, Helles forræderi, den uventede graviditet.
Så du vil have en abort? spurgte Anton alvorligt.
Ja, det gør jeg, svarede jeg fast.
Han foreslog, at vi skulle tage ud og drikke en kop kaffe om aftenen, så jeg kunne tænke over beslutningen.
Det er en stor beslutning, Mariane. Du bør ikke skynde dig, sagde han.
Om aftenen sad vi på et lille café i Vesterbro og snakkede om alt mellem himmel og jord. For første gang i den uge følte jeg mig lidt bedre. Anton spurgte mig, om jeg havde børn selv, om han var gift.
Jeg var engang gift, men kan ikke få børn. Min ekskone gik fra mig, da hun fandt ud af det, svarede han stille.
Der gik et øjeblik i stilhed, indtil Anton så på mig med tårer i øjnene.
Jeg ved, du er bange, men du kan klare det. Jeg vil altid være her for dig, sagde han og strøg min hånd.
Vi talte videre, og han foreslog, at han kunne være min læge gennem hele graviditeten.
Den nat sov jeg for første gang i mange dage uden uro. Det føltes som om en tung sten var faldet af mit hjerte.
Næste aften ringede der på døren. Da jeg åbnede, stod Anton med en pose friske frugter i hånden.
Jeg kom for at besøge min patient, sagde han lidt genert. Hvordan fandt du min adresse?
Den stod jo i min journal! grinede han, og jeg lod ham komme ind.
Vi satte os i køkkenet, drak te og snakkede. Anton afslørede, at han havde været forelsket i mig i gymnasiet, men var for bange til at sige det. Jeg indrømmede, at jeg også havde haft følelser for ham, men var altid for genert.
Efter et stykke tid kiggede han mig i øjnene og sagde:
Måske er der stadig en chance for os? Hvor er du i denne situation?
Jeg er gravid med en anden, svarede jeg usikkert. Hvad vil du så med et barn, der ikke er dit?
Det gør mig ikke noget. Jeg har aldrig haft mine egne børn, men jeg vil gerne være far, sagde han med et varmt smil.
Jeg er med, svarede jeg genert, og pludselig følte jeg mig som den forelskede pige igen.
Anton gik tæt på, krammede mig og lagde et blidt kys på min pande. Jeg hvilede mig mod ham, og tårerne løb ned ad kinderne men denne gang var de glade tårer.
