Hvor meget kan du egentlig spise? – råbte Peters grove stemme højt blandt de inviterede gæster, – Du æder som en gris…
Lærke forsøgte nervøst at smile under de medfølende blikke fra kollegerne, fniste lidt og som altid prøvede hun at gøre det til en joke:
– Skat, du elsker mig jo uanset hvad, og kødet smager altså dejligt, – og hun fortsatte med at spise, selvom maden knap kunne synkes, for at indrømme, at hun var såret til tårer, kunne hun ikke.
Denne maske af en lykkelig hustru sad så godt fast på hende, at det var umuligt at skelne de sande følelser. Fra bryllupsdagens første dag måtte hun vælge – at udholde alle bemærkninger fra manden ved at vende det til en joke eller at forlade. At gå skræmte hende, for hvem ville have hende? Hun tænkte – sådanne småting kan man tilgive. Men med årene blev disse små ting flere og flere, og nu, uanset hvad hun gjorde, hørte hun hans stemme i sit hoved, der kommenterede og kritiserede: Du kan ikke lave mad; hvem vasker sådan? dine hænder er uduelige; se på dig selv – grim!
Med hvert ord troede hun mere og mere, at hun var tyk, grim, ubrugelig og ude af stand til at gøre noget rigtigt. Hun lærte at smile, når han ydmygede hende offentligt, lærte at sluge tårerne og tie stille, når han talte om sine sidespring. Hun tilgav og mente, at hun var heldig med sin mand. Hvem ville ellers tage hende? Og folk ville dømme, hvis hun gik.
Da gæsterne var gået, begyndte hun at rydde af bordet, træt og stablede tallerkenerne ved vasken. Festen havde været en fiasko. Peter var fuld og lå på sofaen, mumlende usammenhængende for sig selv.
– Lærke! Lææærke! Kom her, min lille ko! – hans tale var sløret.
Hun reagerede ikke. Hun ønskede at forlade huset og vandre gennem de mørke gader for ikke at se eller høre den fulde mand.
– Lærke! Lærke! – blev han ved.
Hun gik ind i stuen, tørrede hænderne med et håndklæde:
– Hvad?
Peter forsøgte at rejse sig, men kunne kun glide ned fra sofaen. Hans ansigt blev rødt, som det altid skete, når han drak, skjorten stak ud af bukserne, og hans hævede mave blev synlig, mens øjnene flakkede uden at kunne fokusere.
– Kom til mig!
– Gå i seng, det er sent, – svarede Lærke og krængede næsen af lugten af alkohol. Hun gik hen til ham og forsøgte at hjælpe ham op, men han greb fat i hende og trak hende ned på gulvet. Hun prøvede at skubbe ham væk, men han holdt fast med bjørnegreb og begyndte at kysse hendes hals og mund med alkoholånde.
Og der skete noget i hendes hoved. Hun vendte sit ansigt væk fra de slimede kys, skubbede ham væk med al sin kraft og rejste sig. Han faldt om på ryggen, hans arme spredte sig klodset, og han så uforstående op på hende.
Der så hun det: her var han, manden, der hele hendes bevidste liv kritiserede hvert af hendes skridt. Her var han, fuld, tyk, ude af stand til selv at lave et spejlæg uden hendes anvisninger, købe ind uden hendes hjælp, finde sin skjorte uden hendes instruktioner, liggende som en ulækker masse og troende, at hun ikke var god nok til ham. Han betragtede sig selv som hendes frelser, sikker på, at hele livet kun handlede om ham.
Og hun havde i årevis styrket den indbildning, indtil hun trofast accepterede hver ydmygelse og fastholdt illusionen for omverdenen om, at han var herre i eget hus. Han var chefen og bestemte alt.
Men nu forstod hun, at denne mand ikke tjente hendes kærlighed. Hun ønskede ikke længere at leve sådan, ønskede ikke at se ham hver morgen, ønskede ikke længere at høre hans nedladende ord og blive mødt med medlidende blikke fra fremmede, når han råbte ad hende. Nok var nok. Hun var træt.
– Lærke! Hvad er der? Lærke? – Han blev lidt mere ædru af hendes blik.
– Jeg forlader dig, – sagde hun enkelt og gik til soveværelset for at pakke sine ting. En ny lethed bredte sig i hende! Det var som at lade en kæmpe sten falde, som hun havde båret i årevis.
– Hvad? Hvor skal du hen? Lærke! Hvor vil du gå?
Men hun lyttede ikke længere. Hun åbnede sin gamle kuffert og begyndte langsomt at pakke sine ting i den…
