Hvorfor skulle hun bære sådan en skæbne? For hvert år der gik, blev Lykke mere og mere sikker på, at hun hverken ville eller kunne leve, som hendes mor, Birthe. Selvom Birthe stadig var ung, så hun slidt ud—årtier ældre end sine år—alt sammen skyld i hendes evigt berusede mand, Søren. Lykke var sytten, havde netop afsluttet gymnasiet, men hun turde ikke forlade sin mor alene derhjemme. Hun ville for længst være stukket af, hvis ikke det var for moren. Faren var et uforudsigeligt raseri; hvad ville der ske, hvis Lykke forlod dem? Hvem skulle hente is til blå mærkerne, række et glas vand? Endnu engang kom faren hjem fra værtshuset, dumpede ned ved køkkenbordet. Birthe satte suppe foran ham, men pludselig røg tallerkenen på gulvet, lige forbi hende. – Er træt af din suppe, – råbte Søren med rødvinsøjne. Lykke hoppede op og hjalp moderen med at rydde skårene op, faren rejste sig, og på vej ud skubbede han Birthe til side med knæet. Til datteren sagde han: – I morgen tidligt skal vi ud og fiske, så får mor fisk til sin evige suppe. Lykke håbede han ville glemme det, men han vækkede hende ved daggry. – Op, ellers misser vi det gode fiskebid, kom så! Hun gjorde sig klar, da Birthe dukkede op i døren med en spand friskmalket mælk. – Har du overhovedet set vejret udenfor? Der kommer torden, du kan ikke tage pigen ud nu! Birthe stillede spanden fra sig og stillede sig i vejen for Lykke. – Ikke tale om, du drukner vores datter! Men Søren skubbede så hårdt til Birthe, at hun væltede, og mælken flød ud over gulvet. Med et greb hev han Lykke ud ad huset. Himlen trak mørke skyer op, og vinden rejste sig, da de satte båden i vandet. Snart gik de midt ude på søen, vinden hev og sled, regnen slog. – Min far sagde altid, at fiskene bider bedst i stormvejr! – råbte Søren, mens han stod i båden. En kastevind væltede ham direkte i vandet. Lykke så bølge efter bølge dække ham, han kæmpede forgæves, og da hun ville hjælpe, mistede hun balancen—båden væltede, og alt blev sort. Hun vågnede i et lille, fugtigt rum. En skægget mand stak hovedet ind og sagde: – Endelig vågen… Ja ja, så er der ild i ovnen igen. Hun gled ind og ud af bevidsthed, så sin mor i drømme, men næste gang den skæggede mand sad hos hende, tvang han urtesuppe på hende: – Drik nu, så får du det bedre. Hun havde ingen anelse om, hvor hun var, og til sidst spurgte hun svagt: – Hvordan kom jeg herhen? – Først spiser du! – sagde han. Da hun havde spist, spurgte han: – Kan du overhovedet huske dit navn? Hun rystede på hovedet. Den skæggede sukkede. – Nå, men du er altså min kone, du hedder Pia. – Det tror jeg ikke på, – stammede hun. – Tro bare, – svarede han ubehageligt og trak hende ind i soveværelset, hvor han udnyttede, at hun stadig var svækket efter næsten at være druknet. Til sidst gav hun op, og tårerne trillede lydløst ned af kinderne. Hver dag sled hun for ham, ellers blev hun slået. Med tiden vænnede hun sig til det, og han lod hende kun være i fred, når han var væk for at sælge fisk og kød på torvet. Da Lykke en dag, flere måneder senere, så sit snit, forsøgte hun at flygte med båden. Men netop som hun skubbede fra, peb et hagl over hovedet på hende. Klem stod på bredden med sit jagtgevær. – Ro tilbage, ellers skyder jeg rigtigt næste gang! Hun adlød, blev slæbt tilbage og tævet. Han truede med at binde hende fast i laden. Endnu en dag blev hun dårlig—hun ventede barn. Klem mildnedes lidt, lod hende slippe for det værste slid. Da han en dag var væk, kom en ældre nabo forbi med sin motorbåd: – Sig mig, er det ikke Lykke fra Vesterby? Mutteren din har jo sørget sig halvt ihjel! Langsomt begyndte minderne at vende tilbage. Hun rakte desperat ud: – Kan du ikke tage mig over på den anden side? Hjælp mig, jeg må væk herfra! Med nød og næppe undslap hun, og endelig, hos sin mor, græd de gensynståre sammen. Lykke fortalte alt om fangenskabet, noget hun aldrig skulle have oplevet. Nu mistede hun ikke modet længe mere—hun, hendes mor og lille Niklas fik sig et nyt liv i en landsby, hvor Lykke fandt kærligheden hos Mikkel, der boede tæt ved. Hvorfor skulle hun bære sådan en skæbne?

Hvorfor fik hun sådan en skæbne

For hvert år blev jeg ældre, og det gik mere og mere op for mig, at jeg aldrig ville leve som min mor, Karen. Selvom hun stadig var en forholdsvis ung kvinde, så hun træt og ældet ud vægten af det hele bar hun alene, ikke mindst på grund af min fars, Morten, evige druk.

Jeg hedder Astrid, og det var mit syttende år. Efter studentereksamen blev jeg hjemme jeg turde ikke forlade min mor. Egentlig ville jeg gerne være flyttet hjemmefra for længst, men jeg kunne ikke bære tanken om at lade Karen være alene med Morten, når han havde sine raserianfald. Hvis jeg smuttede, hvem skulle så give hende is på blå mærkerne, eller række hende glasset med vand?

I dag kom far endnu engang hjem med en promille, dumpede ned ved køkkenbordet. Mor sagde ingenting, satte bare suppen foran ham. Pludselig fløj tallerknen i gulvet ved at ramme hende.

Mødtes, nu kan jeg ikke mere, dit suppe-bras! råbte Morten med blodskudte øjne.

Jeg skyndte mig hen til mor og hjalp hende med at samle skårene op. Far rejste sig usikkert, stødte sin knæ hårdt ind i mor. Til mig gøede han vredt:

Op i morgen ved daggry. Vi skal ud og fiske, så kan du lave fiskesuppe til din mor.

Jeg håbede, han ville glemme det, men næste morgen vækkede han mig hårdt.

Kom nu, ellers mister vi bidet. Ved solopgang er fiskene friske.

Jeg fik hurtigt tøj på, men i dørtærsklen stod mor med en spand mælk hun havde lige malket koen.

Har du været ude? Har du set himlen? Der brygger op til uvejr. Du kan da ikke tage Astrid ned til fjorden nu!

Hun satte spanden på gulvet, stillede sig foran mig.

Jeg lader dig ikke tage min datter med ud, du drukner hende bare.

Morten skubbede Karen voldsomt, så hun væltede og væltede spanden mælken flød ud over gulvet. Med et djævelsk grin hev han mig ud ad døren. Jeg så de sorte skyer rulle ind over taget. Da vi sad i jollen, begyndte det at blæse op. Jeg blev bange, men Morten roede hårdt længere ud på fjorden der var dybt og fiskene bed, påstod han.

Da vi næsten var over på den anden side, satte stormen rigtig ind. Regnen piskede ned, bølgerne voksede. Jeg klamrede mig til jollens kant.

Min far sagde, at det bedste fiskevejr er i storm! råbte han, netop som han rejste sig med fiskestangen. Et vindstød kastede en bølge ind over os, han mistede balancen og røg i vandet. Jeg så vandsprøjtene dække ham igen og igen, mens han kæmpede febrilsk for at holde sig oppe. Jeg greb årerne for at række ham én, men en bølge væltede mig og båden. Noget slog hårdt imod mit hoved.

Da jeg åbnede øjnene igen, var jeg i en ukendt seng. Værelset var lille og lugtede jordslået. En skægget mand trådte ind. Min vejrtrækning var svag, kroppen træt og tung.

Så slap du da ud af det, sagde han lavmælt og begyndte at tænde op i brændeovnen. Luften blev ulden af søvn, og så sank jeg atter væk. Jeg så min mor, ung og smuk, i en drøm.

Næste gang jeg vågnede, sad den skæggede mand tæt på mig, gav mig en skefuld bitter urtedrik.

Drik, det skal nok hjælpe. Du skal også have lidt at spise, sagde han.

Først lang tid senere kunne jeg endelig stå op. Benene rystede. Jeg gik over til vinduet udenfor var det sent efterår. Jeg havde en for stor pyjamas på, gik hen til spejlet og så, mit hår var flettet i én stor fletning, godt nok uglet til. Træhuset føltes fremmed, men nu sulten meldte sig, prøvede jeg at finde køkkenet.

Nå, oppe på benene, sagde den skæggede sæt dig ned, tag lidt rugbrød. Han rørte i gryden, duften af suppe fyldte rummet.

Tavs satte jeg mig. Han satte en dyb tallerken foran mig, spiste selv.

Hvordan endte jeg her?

Spis først, tal bagefter.

Jeg turde ikke modsige ham, spiste op.

Du husker ikke noget, vel? spurgte han.

Nej, rystede jeg på hovedet.

Så sidder man der, plejer dig i månedsvis, og du kan ikke huske det mindste. Måske har du mistet hukommelsen af feberen. Du var ved at drukne i fjorden, jeg hev dig op.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

Husker du i det mindste dit navn? Jeg rystede atter på hovedet.

Sådan er det altså Du er min kone, siger jeg dig. Du hedder Malene.

Det kan ikke passe, udbrød jeg chokeret, men mine minder var væk.

Jo, jo, sandt nok, sagde han med et ubehageligt smil. Kom, så kan jeg genopfriske din hukommelse, han greb min arm. Jeg har ventet længe nok, du har været sengeliggende i næsten to måneder.

Han trak mig ind i værelset, jeg sprællede, men han slog mig og smed mig på sengen.

Utaknemmelige kvindemenneske jeg reddede dit liv, nu skal du lære, hvem der bestemmer her!

Jeg følte mig søndertrampet, græd stumt, mens han tog hvad han ville tage. Udenfor hørtes motorsaven. Senere, mens han var ude, greb jeg en stor jakke, listede bag ham og løb ud mod skoven, ned til fjorden. Der lå en motorjolle, men bag mig knasede grene. Han greb mig, væltede mig.

Han tog fat i nakken på mig, hvæsede:

Skulle du til at stikke af? Alt for nærtagende. Jeg begyndte for hårdt. Bliv nu rolig. Jeg blev bare så forskrækket over, du havde mistet hukommelsen. Du kan ikke forsvinde fra mig. Kom, jeg fyrer op i saunaen, så du kan få varmen. Husker du, hvad jeg hedder? Jesper det hedder jeg.

Som i en tåge fulgte jeg med tilbage. Jeg kunne intet huske, men jeg kendte heller ikke min krop. Jeg kæmpede ikke længere. Havde besluttet at vente på et rådigt øjeblik.

Hvorfor skulle jeg have sådan et liv? hviskede jeg ofte.

Jesper overlod al husarbejde til mig. Krævede rent tøj, mad, orden, og jeg skulle også gøre rent i laden. Det værste var alligevel, når han pressede mig ned i sengen. Forsøgte jeg at modsætte mig, slog han mig. Så fandt jeg ud af, det var bedst at føje ham.

Tiden gik. Jesper fiskede og jagede, tog til Odense for at sælge kød og fisk. Når han var væk, læste jeg gamle, støvede bøger der var ikke fjernsyn. Men det føltes mørkt og tomt, når han kom hjem.

En dag, under dække af at samle brænde, så jeg motorjollen, låst med kæde. Nøglen hang i huset. En middag faldt Jesper i søvn, jeg greb nøglen, tog jakke på, løb ud og låste jollen op. Da jeg havde skubbet fra land, peb et skud forbi. Jeg så, det var Jesper, han sigtede efter mig.

Ro ind igen, ellers skyder jeg for alvor! råbte han, og et skud til sivede forbi. Jeg roede ind til bredden.

Han trak mig op, slog mig og lod mig ligge. Jeg vågnede i sengen.

Forstår du ikke det gode? Næste gang spærrer jeg dig inde i laden, sagde han ondt.

En uge gik. Dette liv ville gøre mig sindssyg. Jeg blev dog stærkere igen, men så begyndte jeg at få kvalme, måtte ud i gården. Jespers blik blev mistænksomt.

Du er fandeme ikke blevet gravid, vel?

Snart gik det op for både ham og mig jeg ventede barn. Han blev mildere for en tid, fritog mig for det værste slid, løftede ikke hånden, men brølede som før.

En dag skulle han til byen. Han tog som sædvanlig jollen over fjorden efter bussen.

Da han var væk, gik jeg ned til fjorden. Kulden bed, det var midt i november og vinteren stod for døren. Pludselig hørte jeg banken af en motor. En jolle lagde til men det var ikke Jesper. En mand med fiskestænger steg i land og fik øje på mig. Han stirrede forbløffet.

Hold da op Astrid, er det dig?

Nej, du må tage fejl. Jeg hedder Malene.

Vrøvl, jeg har kendt dig siden du var lille. Min nabo, din mor Karen, har grædt floder over dig. Hun mistede både din far og dig. Vores alles Tove du må kunne huske mig? Jeg er Kristian, din nabo.

Jeg bor her med min mand, stammede jeg.

Jeg havde ellers aldrig troet nogen boede her. Pludselig greb jeg hans hånd.

Kristian, tag mig over fjorden, please. Jeg skal nok forklare det hele. Jeg er bange, Jesper slår mig ihjel, hvis han finder mig.

Skynd dig, op i båden, mens vi lagde til, lød der skud bag os. Vi kørte båden hurtigt væk.

Kristian førte mig hjem til hans kone, Bodil, min barndomsveninde. Da døren gik op, så jeg Karen, som jeg ofte så i mine drømme.

Hej… mumlede jeg.

Min datter! Karen løb mig i møde, knugede mig. Det var lykken uden ende. Kristian forklarede, hvordan han fandt mig, men jeg kunne ikke huske noget. Men langsomt dukkede glimt fra barndommen op. Jeg begyndte at huske far og mor, og faldet i vandet, alt sammen. Jeg fortalte, hvordan Jesper havde reddet mig og fanget mig.

Mor, hvis han finder mig, slår han os begge ihjel Han er ikke et menneske, men et uhyre.

Bodil kom også til. Sammen blev de enige:

Karen, du og Astrid skal væk snarest. Min søster i jylland bor alene, hun kan huse jer.

Vi pakkede hurtigt og Kristian kørte os. Da vi forlod huset, så vi os ikke tilbage. Jesper dukkede senere op hos Kristian, men der var lås på døren.

Kender du til, hvor de flyttede hen? spurgte han.

Aner det ikke, svarede Bodil og sendte ham et koldt blik.

Hen over vinteren hjalp Kristian med at sælge Karens hus, skaffede dem penge kroner og købte et lille hus til os hos hans søster. Bodil hjalp med at gøre det hyggeligt, malede lofter, vaskede vægge.

Langsomt gled tiden med Jesper ud af hukommelsen kun min lille dreng, Sebastian, mindede om den smertefulde tid. Men ham elskede jeg over alt andet, og det gjorde min mor også. Lykken var på vej for tæt ved boede Mads, som så småt havde planer om at fri til mig.

Sådan lærte jeg, at man ikke er svag, fordi man overlever. Skæbnen slog mig men jeg rejste mig igen ved kærlighedens hjælp.