Hvorfor skulle en flot og succesfuld fyr som mig gifte sig? tænkte han. Hvornår får vi dog nogle børnebørn? tænkte forældrene.
Mads havde lige kørt sin veninde hjem og var kommet tilbage til sin egen lejlighed i Valby.
Han lavede sig spejlæg med skinke, og mens han satte sig til spisebordet, tændte han sin mobil, der havde været slukket hele natten, og begyndte at tjekke ubesvarede opkald.
Mor har ringet, mumlede han. Hun skal nu sikkert igen brokke sig over, at jeg aldrig tager mig sammen
Uduelig var Mads bestemt ikke. Han havde et godt job, en toværelses lejlighed og bil det sagde alt andet. Blot var han fyldt femogtyve og stadig ugift.
Hvorfor skulle en som mig egentlig tage og blive gift? tænkte han.
Hvornår mon vi får os nogle børnebørn? tænkte hans forældre.
Mads ringede til sin mor:
Hej mor! Hvordan har du det? spurgte han venligt.
Det går nok, svarede hun.
Og far?
Også fint. Du kunne jo tage og kigge forbi engang. Med bilen tager det ikke engang en halv time, men vi ser dig sjældent. Far skal en tur i haven, og det er snart tid til at sætte kartofler.
Mor, jeg kan ikke i dag. Men jeg lover at komme næste weekend.
Du har lovet så længe, at du vil komme med din kæreste.
Mor, denne gang kommer jeg altså næste weekend med en pige. Det lover jeg, det slap ud af ham næsten uden at tænke.
Din forlovede?
Ikke helt endnu.
Hvor er jeg dog glad! Vi glæder os til at se jer næste lørdag. Jeg laver masser af god mad til dig!
Efter samtalen sad Mads længe eftertænksomt:
Hvad sagde jeg dog det for? Og hvem skal jeg egentlig tage med? Mille? Tja, hvorfor ikke Jeg tager en lur og ringer til hende bagefter. Selv om hun nok ikke er mor og fars kop te. Og hun er ikke vant til landlivet, men hun kunne da sagtens komme med som gæst. Nå, jeg må hellere sove lidt
Han lod resterne af spejlæg blive på bordet og gik i seng.
Da han vågnede, kom han i tanke om løftet til sin mor og ringede til Mille.
Hej smukke! sagde han i telefonen.
Hej Mads, svarede hun køligt.
Mille, har du ikke sovet godt? Jeg kommer lige forbi.
Mads, vi skal ikke ses mere. Jeg har lagt en ny plan for mit liv.
Hvilken plan? det irriterede ham.
Jeg skal giftes.
Jeg kommer altså forbi, både til dig og din forlovede
Samtalen blev brat afbrudt.
Mads kastede mobilen på sofaen. Han plejede egentlig selv at afslutte forhold, og nu var det ham, der blev droppet.
Han gik ud på badeværelset, og bagefter ind i køkkenet, lavede sig en kop kaffe og tænkte:
Hvordan skal jeg nu finde en kæreste til mine forældre? Skulle jeg spørge en af de tidligere bekendtskaber? De får måske det indtryk, at jeg virkelig vil noget seriøst.
Han nåede knap at drikke kaffen færdig, før alarmen på bilen gik i gang. Han skyndte sig til vinduet. Han parkerede altid sin bil bag ved huset, hvor der ikke var mange mennesker og hvor han kunne holde øje med den nat som dag. Ude ved bilen stod en mand på omkring de fyrre-femogfyrre og kiggede direkte mod hans vindue.
Hvem pokker er det? mumlede Mads.
Han snuppede sneakersene og løb ud.
Hvad laver du her? spurgte han.
Hør her, kammerat, sagde fremmede overlegent. Hvis jeg ser dig i nærheden af Mille igen, så skal du ikke regne med venligheder!
Slap nu lige af!
Samme øjeblik dukkede en stor fyr op bag ham.
Mads nåede ikke at sige noget, før alt blev sort
Mads! Hallo, kan du høre mig?
Over ham stod en ret almindelig pige. Han tænkte; hvor har jeg set hende før?
Kan du høre mig? Eller skal jeg ringe efter en ambulance?
Nej nej, jeg har det okay, smilede han. Det løser sig.
Jeg er sygeplejerske, sagde hun roligt.
Mads fik øje på hende hun boede fra naboejendommen og plejede tit at hilse, men han havde altid troet, hun bare var en af de unge piger. Han prøvede at komme i tanker om hendes navn. Hun anede det og sagde:
Jeg hedder Freja. Jeg bor lige ved siden af.
Sæt dig ind, Freja sagde Mads og åbnede bagsædet. Der ligger en førstehjælpskasse.
Hun satte sig ind og rensede såret.
Det var ikke noget alvorligt, sagde hun.
Tusind tak!
Han så hendes øjne i bakspejlet. De spurgte nærmest om han ville mere.
Vil du med op og få en kop kaffe? Jeg nåede slet ikke morgenmad.
Bare sådan i træningstøj? sagde hun og kiggede ned ad sig selv.
Jeg har da også træningstøj på.
Nej, jeg må hellere gå hjem.
Okay, smilede han. Vi kan jo altid tage af sted sammen, hvis du vil.
En halv time senere kom hun ud i en sommerkjole, en anelse make-up. Mads fik pludselig lyst til bare at gå en tur uden bilen.
Freja, vil du hellere gå en tur?
Gern, hun tog ham under armen.
Hele vejen småsnakkede hun om dette og hint. De satte sig på en hyggelig café. Han rakte hende menukortet:
Tag det, du har lyst til, Freja.
Hun skimmede menukortet og kiggede mere på priserne end retterne. Han forstod hurtigt, at hun ikke kom så tit på café, så han vinkede roligt til tjeneren.
Kan du bringe noget rigtigt lækkert til pigen, og kaffe til os begge?
I får vores bedste kage, meget let og frisk!
Super!
Bagefter gik de hver til sit ved indgangen.
Ugen gik hurtigt. Fredag aften kom Mads hjem fra arbejde.
Åh nej, jeg lovede mor at tage en pige med hjem i morgen. Hvad gør jeg?
Han lavede te, smurte nogle stykker rugbrød og tænkte videre på morgendagens tur:
Jeg tager nok bare alene af sted. Mor bliver sikkert trist. Jeg må finde på noget
Et pludseligt glimt!
Jeg kan jo invitere Freja. Godt nok har vi ikke set hinanden, siden sidste søndag. Jeg siger bare, jeg har haft travlt på arbejdet
Han spiste færdig, barberede sig, fandt sit bedste tøj frem og gik over til naboejendommen.
Han vidste, hvor ejendommen lå, men ikke lige hvilken dør. Der var femten lejligheder, og alt han vidste var, at hun hed Freja.
Han stod lidt og kiggede på vinduerne så gik døren op, og hun kom ud.
Hun genkendte ham øjeblikkeligt og så lidt forlegen ud.
Hej, Freja!
Hej Mads, hendes ansigt lyste op.
Skal vi tage en tur sammen ud igen?
Jeg er ikke klar
Jeg venter gerne et kvarter, smilte han.
Tak og så ilede hun op igen.
Hvad har du så travlt med? spurgte hendes mor, da hun løb rundt deroppe.
Mor, jeg skal bare ud.
Skal du ud med Mads?
Ja.
Hvorfor dog det?
Jeg er tyve, mor, svarede Freja beskedent.
Du har jo set alle de flotte piger, der kommer hos ham?
Mor, nu stopper du.
Datteren løb forvirret rundt. Hun vidste, at nu ville hele opgangen få nys om det, og sladderen blomstre op. Men det var ligegyldigt.
Freja kom ud og forsøgte at undgå at se op på vinduerne, hvor hun var sikker på mor kiggede. Resolut tog hun Mads under armen og sagde:
Hvor tager vi hen?
Vi går i parken, sætter os på en café, og tager hjem under månen
De gik en tur i parken, sad længe på en café, og krammede under nattehimlen. Til sidst ringede hendes mor.
Freja, klokken er et!
Jeg kommer! svarede hun og så lidt flov ud. Mads, jeg skal hjem nu.
Jeg følger dig.
De stod længe ved opgangen og krammede. Mads lagde ikke op til diskussion denne gang:
Vil du med til mine forældre på landet i morgen?
Poul! råbte konen, da Mads kørte op foran huset.
Tænk, han har husket os!
Han har en pige med! udbrød moren og løb ud i haven.
Kirsten løb sin søn i møde, hilste, men kunne ikke lade være at kigge nysgerrigt på hans ledsager.
Hun gik straks hen til pigen:
Hvad hedder du dog, min pige?
Freja, svarede hun usikkert.
Jeg hedder Kirsten, kom dog ind!
Tak!
Faren kom også ud og hilste på Freja mildt og med et stort smil:
Endelig har vores søn fået sig en sød kæreste. Hvad hedder du?
Freja.
Du kan bare kalde mig Poul.
Freja blev helt overrasket over den varme velkomst. Hun havde forestillet sig, at de ville rynke på næsen over en almindelig pige som hende. Men de blev bare så oprigtigt glade, og hun mærkede, at det faktisk glædede dem, at hun ikke havde fine aner.
Efter frokost gik Mads ud i haven for at hjælpe Poul. Freja gik stille hen til Kirsten:
Skal jeg ikke hjælpe med at rydde af og vaske op?
Vi gør det sammen! sagde Kirsten med et stort smil.
Senere, da mændene var færdige ude, gik alle sammen i gang med at sætte kartofler i haven.
Da det nærmede sig aften, sagde Freja:
Jeg må hellere tage hjem, mor bliver ellers bekymret.
Hvad, Freja? Kirsten så på hende. Du bliver da og spiser med. Bliv og sov her i nat, I kan tage til byen i morgen.
Jeg ved ikke rigtig men hun så klart ud til at have lyst.
Ring til din mor, bød Kirsten hende.
Freja fandt mobilen frem og ringede:
Mor, må jeg overnatte her?
Forstår du nu hvad du spørger mig om? Du lovede jo ellers at være hjemme i aften.
Hvad hedder din mor? Kirsten tog resolut telefonen.
Hun hedder Anne.
Hej Anne, det er Kirsten, Mads mor. Det er ok, Freja bliver hos os hun får sit eget værelse. Vi passer godt på dem.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige
De er sådan nogle dejlige unge mennesker, Anne!
Der gik over en halv time, før de fik snakket færdig.
Først næste dag sent om eftermiddagen tog de hjem igen. Kirsten pakkede en masse mad og grøntsager til dem, henvendt mest til Freja:
Denne er til Mads, og de her to poser til jer begge.
Kirsten, det er alt for meget!
I får jo aldrig god mad derinde i byen, det er derfor du er så splejset, min pige.
Senere gik Kirsten over til sin søn, der stod og talte med Poul.
Har I søgt om bryllup på rådhuset?
Mor dog! Vi har slet ikke talt om det endnu.
Så gør det snart. Du mister sådan en god pige, hvis du ikke passer på, sagde hun og rystede smilende på hovedet. Og du skal ikke komme med andre end hende!
Så snart bilen kørte, fandt Kirsten straks mobilen frem:
Hej Anne, bare rolig, de er på vej. Jeg har sendt lidt mad med.
Åh, Kirsten, det var vel ikke nødvendigt.
Jo jo. Snart er vi såmænd svogre, sagde hun drillende.
Nå, nu må vi se, men Anne virkede faktisk glad.
Vores Mads er godt nok femogtyve, har både lejlighed og bil hvad kan man ellers ønske sig i en svigersøn? Men jeg ved ikke hvad Freja går og tænker.
Hun har vist tabt hovedet lidt af forelskelse.
Så må vi jo hjælpe dem med at finde ud af det, lo Kirsten.
Din Mads er nu også en pæn fyr
Din Freja er også både rar og flittig!
Ja, hun hjælper til derhjemme og laver mad.
Mads sad bag rattet og smilede for sig selv. Freja kunne ikke lade være at spørge:
Hvorfor smiler du, Mads?
Du kan lide mine forældre.
Det var nu meget hyggeligt.
Mor sagde, hun vil ikke have, jeg mister sådan en god pige.
Og hvad siger du til det?
Jeg mister dig ikke!
De så på hinanden, og kærligheden lyste ud af øjnene på dem begge.
Livet valgte selv, og Mads forstod, at ægte lykke ofte findes i helt almindelige øjeblikke og at det vigtigste ikke er at finde den perfekte, men at lære at sætte pris på det uperfekte sammen.
