Hvorfor skulle en flot og succesfuld fyr som mig gifte mig? tænkte han ofte. Hvornår mon vi får børnebørn? spekulerede hans forældre.
Andreas havde fulgt veninden hjem og begav sig mod sin egen lejlighed i København.
Han lavede sig røræg med skinke, satte sig til spisebordet og tændte sin telefon, som havde været slukket hele natten. Han scrollede gennem de mange ubesvarede opkald.
Det er fra mor, mumlede Andreas. Hun skælder mig sikkert ud igen
Men Andreas var alt andet end uduelig. Godt arbejde, en rummelig toværelses lejlighed, ja, endda bil det stod ikke til at kimse ad. Han var bare fyldt femogtyve, og endnu ikke gift.
Hvorfor skulle jeg egentlig gifte mig? gentog han ofte for sig selv.
Hvornår får vi dog børnebørn? gik snakken hjemme hos forældrene.
Andreas tastede sin mors nummer:
Hej mor! Hvordan går det med helbredet? spurgte han.
Det går fint.
Og far?
Også fint med ham. Du kunne ellers selv se til os, når du bor så tæt på det tager dig kun en halv time i bilen, men vi ser dig så sjældent. Far har travlt i haven, nu skal der sættes kartofler.
Mor, jeg kan ikke i dag. Men næste weekend kommer jeg bestemt hjem.
Det har du lovet tit, og du har da også sagt, du ville tage din kæreste med.
Mor, på næste lørdag skal jeg nok komme med en pige. Det lover jeg! Ordene røg ud af ham, før han tænkte.
Din forlovede?
Nej, ikke endnu.
Min dreng, hvor glæder jeg mig! Vi glæder os til på lørdag. Jeg skal nok lave alt din livret!
Efter samtalen blev han eftertænksom.
Hvorfor sagde jeg dog det? Og hvem skal jeg tage med? Rikke? Tja, måske. Når jeg har sovet lidt, kan jeg ringe til hende. Men hun passer næppe ind hos mine forældre i Sønderjylland Men som gæst går det vel. Nå, jeg må sove.
Han efterlod panden med resterne af røræg på bordet og gik ind i soveværelset.
Da han vågnede, huskede han sit løfte til mor og ringede til veninden.
Hej smukke! sagde han, så snart hun tog røret.
Hej Andreas! lød det koldt fra hende.
Rikke, har du ikke sovet? Jeg smutter forbi nu.
Andreas, jeg synes ikke, vi skal ses mere. Jeg har lagt planer for fremtiden.
Hvilke planer?
Jeg skal giftes.
Jeg kommer nu, så kan vi to og din forlovede
Samtalen blev brat afbrudt.
Andreas smed frustreret telefonen på sofaen. Oftest lod han pigerne være, nu blev han forladt.
Han tog et bad, lavede kaffe og satte sig. Tankerne kredsede om, hvor han nu skulle finde en pige til at tage med hjem til mor og far. Måske kontakte en gammel flamme, dog frygtede han, de så ville tro, han havde seriøse hensigter.
Han nåede knap at tage en tår kaffe, da bilalarmen gik. Han spænede ned. Bag ejendommen holdt bilen altid, hvor han kunne holde øje med den. En mand på omkring 45-50 stod og kiggede op mod lejlighederne.
Hvem er dét nu? undrede Andreas sig.
Han gik hen til bilen.
Hvad laver du her? spurgte han.
Hør her, knægt! sagde manden truende. Hvis jeg ser dig sammen med Rikke igen, kommer du til at fortryde det!
Slap af, mand!
En stor fyr trådte pludseligt frem.
Andreas rakte anklagende hånden ud, men alt blev pludselig sort.
Andreas? Kan du høre mig?
Over ham bøjede sig en beskeden pige. Han anstrengte hovedet hun virkede bekendt.
Skal jeg ringe efter en ambulance? spurgte hun.
Det er ikke nødvendigt. Jeg har lidt fornødenheder i bilen, smilte han. Klarer du det?
Jeg har uddannet mig som sygeplejerske, sagde hun.
Nu genkendte han hende. Hun boede i opgangen ved siden af og hilste tit, men han havde altid troet, hun var elev. Hun opfattede hans tøven:
Jeg hedder Vibeke. Jeg bor ovre i naboejendommen.
Sæt dig, Vibeke, han slog døren op. Der ligger førstehjælpskittet.
Hun rensede sårene, hurtigt og præcist.
Der er ikke noget alvorligt, sagde hun.
Tak!
Andreas så på hende gennem bakspejlet hendes øjne spurgte næsten: “Skal jeg gå nu?”
Kom, vi kan da snuppe en kop kaffe jeg fik aldrig halvspist noget.
Lige nu? hun kiggede ned på sin T-shirt og joggingbukser.
Hvad så? Se på mig.
Jeg må hellere takke nej.
Okay, smilede han. Så tager vi pænt tøj på og går ud bagefter.
En halv time senere kom hun ned i en kjole, let makeup. Andreas fik lyst til bare at gå en tur.
Skal vi spadsere gennem byen, Vibeke?
Ja, og hun tog ham under armen.
Hele vejen fortalte Vibeke småting. De fandt et hyggeligt konditori, satte sig til et hjørnebord. Han rakte hende menuen.
Bare vælg, hvad du har lyst til!
Vibeke kiggede mere på priserne, end på retterne. Andreas så det straks hun kom ikke ofte på sådanne steder, så han vinkede på tjeneren.
Giv pigen noget ekstra lækkert og en kop kaffe, tak.
Og til dig?
Kun kaffe.
Vi har det bedste lagkage, blød og lækker.
Så tager vi det.
Efter besøget fulgtes de hjem, skiltes ved hendes opgang.
Ugen gik. Fredag kom han hjem, sløv efter arbejde.
Jeg har jo lovet mor at tage en pige med hjem i morgen. Hvad gør jeg?
Han tændte elkedlen, lavede sig et par rugbrødsmadder, alt imens han tænkte på besøget.
Skal jeg tage afsted alene? Mor bliver bare trist igen. Jeg må finde på noget…
Så slog det ham:
Hvad hvis jeg tager Vibeke med? Vi har ikke set hinanden siden sidste søndag. Jeg siger bare, jeg har arbejdet meget…
Han spiste hurtigt, barberede sig, skiftede til pænt tøj og gik over til naboejendommen. Problemet var bare, at der var femten lejligheder og alt han vidste, var hendes navn.
Han stod og spejdede, da hun pludselig kom løbende ud.
Hun tøvede lidt.
Hej Vibeke!
Hej Andreas! hendes ansigt lyste op.
Jeg ville spørge, om du ville gå en tur?
Jeg har ikke skiftet.
Jeg venter bare her. En halv time?
Ja, og hun strøg op ad trappen igen.
Hvad er der, skat? spurgte hendes mor.
Jeg skal ud at gå en tur.
Hvorfor så pludseligt?
Men datteren svarede ikke, hun spænede rundt og fandt sit tøj. Moderen kiggede ud af vinduet og udbrød:
Skal du ud med Andreas?
Ja.
Ham? Men han er jo så flot!
Mor, jeg er fyldt tyve, mumlede Vibeke undskyldende.
Har du set, hvilke piger, der render efter ham?
Mor, lad nu være!
Men datteren var allerede ude af døren. Vibeke vidste, at nu kom sladderen i hele bygningen, men det betød ikke længere noget for hende.
På gaden tog hun resolut Andreas under armen.
Hvor skal vi hen?
I parken, på café, en tur under månen…
De gik en tur, sad længe på café og blev længe ude i natten. Til sidst ringede hendes mor.
Vibeke, det er blevet sent!
Jeg er på vej! og hun så undskyldende på Andreas. Jeg må hjem nu.
Jeg følger dig…
Ved opgangen krammede de igen. Så sagde Andreas ikke som et spørgsmål, men som en selvfølge:
I morgen tager vi ud til mine forældre…
Poul! kaldte hans mor, da bilens lygter dukkede op. Andreas kommer hjem!
Har han husket sine gamle forældre?
Han har en pige med! udbrød moderen og styrtede ud.
Anna løb ham i møde, besvarede sønnens kram men kunne ikke løsrive blikket fra pigen.
Hun gik Vibeke i møde:
Hvad hedder du, min pige?
Vibeke, rødmede hun.
Jeg hedder Anna. Kom indenfor!
Mange tak!
Faderen, Hans, kom ud og gik straks Vibeke i møde:
Endelig har vores søn fundet en sød pige. Hvad hedder du?
Vibeke.
Og jeg hedder Hans. Du kan bare kalde mig onkel Hans.
Vibeke havde forestillet sig strenge forældre men de var ligeså ligefremme som hendes egne.
Efter frokosten gik Andreas og faderen ud for at vende jorden. Vibeke tilbød høfligt:
Anna, skal jeg hjælpe med at rydde af bordet og vaske op?
Lad os gøre det sammen! smilede Anna lykkeligt.
Da mændene havde vendt jorden, skulle der sættes kartofler.
Da de var færdige, sagde Vibeke lavmælt:
Jeg må hjem. Mor bliver sikkert bekymret.
Vibeke, sagde Anna kærligt. Slap nu af. Vi spiser aftensmad først, og så sover du her. Så kan du tage hjem i morgen.
Jeg ved ikke rigtig…
Så ring til mor, sagde Anna.
Vibeke ringede hjem:
Mor, må jeg sove her i nat?
Du lovede jo, du kom hjem, lille skat…
Hvad hedder din mor? spurgte Anna og tog telefonen.
Grethe.
Goddag, Grethe, det er Anna Andreas mor.
Goddag.
Vibeke kan sagtens sove her. Jeg sørger for det hele der er masser af plads, de får hvert sit værelse.
Jamen…
Du har en fantastisk datter, Grethe…
Der gik lang tid, før de blev enige.
Næste dag, hen på aftenen, pakkede de bilen. Anna fyldte poser med landlige herligheder.
Den her til Andreas, og de to her tager du, Vibeke.
Hvorfor så meget, Anna?
I får jo knap rigtig mad derinde i byen derfor er du så slank.
Senere, mens Andreas og faren stod og snakkede, hviskede Anna:
Har I søgt om lysning?
Mor, vi har slet ikke talt om det endnu.
Så gør det! Ellers mister du en god pige. Og tag nu ingen andre med hjem!
Da bilen kørte afsted, greb Anna sin telefon:
Grethe, nu har vi sendt dem afsted. Jeg har sendt lidt fødevarer med.
Er du nu ikke for meget, Anna?
Det er kun godt! Forhåbentlig bliver vi snart familie.
Det er måske ikke så tosset, lød det smilende fra den anden ende.
Min søn er femogtyve, lejlighed, bil hvad kan man mere forlange? Bare jeg vidste, hvad hende Vibeke tænker.
Hun har vist hovedet fuld af kærlighed.
Så må vi voksne lære dem lidt om livet, Annas grin var bestemt.
Din Andreas er nu en god fyr
Og din Vibeke er noget af det sødeste og hjælpsomme!
Ja, hun har altid holdt styr på hjemmet…
Andreas kørte bilen, mystisk smilende. Vibeke kunne ikke lade være:
Andreas, hvorfor smiler du sådan?
Mine forældre kunne godt lide dig.
Ja, ja…
Mor sagde, jeg ikke måtte miste dig.
Og hvad sagde du?
Det gør jeg heller aldrig!
Og deres blik mødtes to øjne, der strålede af kærlighedVibeke brød ud i latter, lettet, og lænede sig stille mod ham i det bløde aftensollys bag forruden.
Bilen snoede sig ad de smalle veje, træernes kroner vuggede i vinden, og alt virkede muligt i den friske luft mellem markerne.
Jeg kan stadig ikke tro, jeg sad hos dine forældre. Alle de spørgsmål, alle historierne om, hvordan du lavede ballade som lille
Du slap let. Vent til julefrokosten, grinede Andreas og lagde hånden blidt over hendes.
Hun trykkede hans hånd. Vejen ind mod byen blev badet i gyldne striber, og stilheden mellem dem føltes varm, fyldt af noget nyt.
Vil du ses igen i morgen? spurgte hun, næsten genert.
I morgen, og alle dage bagefter, svarede han uden at tøve.
De lo begge lavt, som om de netop havde fundet hinanden i et hemmeligt univers, hvor alt var muligt. Vibeke så ud mod markerne, der var badet i sol, og vidste, at gamle løfter og drømme nogen gange kunne opfyldes i helt nye former.
Bag dem, i landsbyen, satt to mødre og smilede for sig selvog fremtiden så lys og åben ud, som vejen foran dem.
I det sidste glimt af aftenen, og i det første forår i deres historie sammen, vidste de, at her begyndte noget, der måske endda kunne blive stort.
