»Hvorfor ser du sådan på mig? Ja, jeg vil ikke have børn. Er det ikke godt nok, bare vi to?« spurgte Jytte sin mand.
Den første solstråle listede ind gennem køkkenvinduet. Den tegnede striber af lys og skygge på gulvet, væggen og bordet, indtil den ramte Mads’ trætte øjne. Han lod hånden glide op for at afskærme dem, men lyset brændte alligevel gennem hans øjenlåg. Han skubbede taburetten til siden, væk fra solen, der nu syntes at håne ham.
Som om den følte sig fornærmet, forsvandt solen pludselig bagom den høje lejlighedsblok overfor. Køkkenet blev gråt og dystert. I samme øjebnk hørte Mads den længe ventede lyd af en nøgle, der vendtes i låsen. Han holdt vejret, lyttede til de forsigtige lyde i entréen.
Barefødder listede gennem stuen og standsede et øjeblik, før de nærmede sig køkkenet.
»Mads? Er du vågen?« spurgte konen – det lød forskrækket, syntes han.
»Hvor har du været?« hans stemme var ru som ufiltreret kaffe.
Hun svarede ikke med det samme. Hvis hun havde, ville han måske have troet på hende. Men hun tøvede.
»Jeg var på café med Rikke. Og så… fulgtes vi hjem til hende. Undskyld, vi drak lidt, jeg faldt i søvn der.« Hun var dårlig til at lyve.
»Hvorfor ikke ringe?«
»Jeg var for fuld, som sagt. Ville ikke vække dig.« Hendes stemme var roligere nu, mere kontrolleret.
»Du håbede, jeg sov og ikke ville opdage, du var væk.« Han stirrede ned i bordet.
»Hvad er der dog i vejen? Vi drak bare en øl og snakkede. Må man ikke engang imellem?« hendes stemme steg, aggressiv nu.
»Engang imellem?« Mads vendte sig mod hende. Jytte blinkede og så væk.
»Jeg er træt, lad os snakke i morgen,« mumlede hun og ville gå, men Mads greb hårdt om hendes håndled og trak hende til sig. Hun gispede, faldt ned på knæene foran ham, men sprang op igen, kæmpende for at slippe fri.
»Slip mig, det gør ondt!« hvæsede hun.
Men hans greb strammedes. »Du bryder mit håndled. Slip!« Hun stirrede på ham, en blanding af foragt og desperation i blikket.
»Var du sammen med ham? Sig det.« Han holdt fast, ville ikke slippe.
»Ja! Ja!« råbte hun ham lige i ansigtet. »Er du tilfreds nu? Jeg hader dig! Jeg er så træt af dig.« Hun rykket hårdt til, og pludselig slap han hende.
Uden modstand faldt hun baglæns, slog albuen mod dørkarmen og udstødte et lille skrig.
»Gå,« sagde Mads roligt.
»Mads, vent—«
»Ud! Til ham, til helvede! Hent dine ting senere.« Han lænede sig tilbage mod væggen, lukkede øjnene, nægtede at se på hende.
»Fint! Jeg går!« Jytte forsvandt ud af køkkenet, mens hun masserede sin ømme albue. »Du kommer til at fortryde det! Jeg vil væk fra dit kedelige ansigt!« skreg hun fra entreen.
»Skrid bare…« Mads greb en kop fra bordet og kastede den mod væggen. Den splintredes med en skarp lyd.
Hoveddoren smækkede. Mads lænede sig over bordet, begravede ansigtet i hænderne og blev siddende ubevægelig.
Solen tittede frem igen bag blokken overfor og tegnede atter striber på køkkengulvet. De gled over hans ryg, som om de prøvede på at trøste.
Han sad længe sådan. Til sidst rejste han sig, skridtede over glasskårne og gik ud. Han tog et brusebad, barberede sig og drak en kop kaffe. Det var for tidligt at tage på arbejde, så han gik i stedet for at køre – luften ville måske få ham til at glemme.
Hele dagen ventede han på, at Jytte skulle ringe. Måske ville hun sige, at han havde tvunget hende til at lyve, at hun virkelig bare havde været hos Rikke, og at alt kunne blive som før. Han elskede hende jo. Han ville tilgive hende. Men telefonen ringede ikke.
Da han forlod kontoret om aftenen, fortrydOg da han åbnede døren til sin lejlighed, vidste han med en pludselig, skærende klarhed, at livet uden Jytte måtte være anderledes – ikke bedre, ikke værre, men nødt til at blive levet alligevel.
