Jeg er Vera Andersen, og jeg bor i en toværelses lejlighed i en af Københavns forstæder. Jeg er 63 år gammel og enke. Min pension er beskeden, men det rækker til dagen og vejen. Da min søn, Marius, blev gift for to år siden, var jeg, ligesom enhver mor, lykkelig. Han er 31 år, og svigerdatteren Ingrid er nogle år yngre. De blev gift, men havde ingen steder at bo. Så sagde de: “Mor, kan vi bo hos dig lidt? Vi sparer snart op til en udbetaling på et hus og flytter.”
Jeg blev så glad, tænkte på at passe børnebørn, så jeg sagde ja. Men nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal komme ud af denne situation. For “lidt” er blevet til to år, og det er ikke et godt liv for nogen af os.
Til at begynde med blandede jeg mig ikke. De er unge, en ny familie, der skulle vænne sig til hinanden. Jeg blandede mig ikke, lavede mad til dem, vaskede, alt som det bør. Så blev Ingrid gravid. Tidligt, men jeg tænkte, at det var en gave fra Gud. Vores barnebarn, Mathias, blev født. Vidunderligt barn. Men med hans ankomst forsvandt alle “opsparinger”. Vi ved alle, hvad et barn koster: bleer, modermælkserstatning, babymad – det er dyrt, og Ingrid vil kun have de bedste mærker.
Jeg har ikke noget imod at hjælpe. Men jeg er ikke en husholderske. Nu er jeg både barnepige, kok og rengøringshjælp. Den unge mor er “meget træt”. Mathias lader hende ikke sove, siger hun. Så hun ligger til middag med telefonen. Barnet i kravlegården, og selv på sofaen. Tv’et kører, frokosten har jeg lavet, gulvene har jeg vasket, og Mathias har jeg badet. Men Ingrid synes stadig, hun er udmattet.
Og min søn? Marius går på arbejde og kommer hjem med øjnene mod jorden. Når jeg prøver at tage en snak, afbryder han hurtigt. “Mor, lad nu være.” Ingrid føler sig som husets herre. Jeg siger ét ord, hun siger tre tilbage, og altid i en højrøstet tone. Så skælder Marius mig ud, fordi jeg “trykker” hans kone. Trykker! Her er det mig, der bærer dem begge!
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg siger til Marius: “Søn, find et andet sted at bo. Jeg er træt.” Men han svarer: “Vi har ingen penge, mor.” Jeg foreslog en løsning: Lad os bytte lejligheder. Jeg kan få en mindre, og I kan tage et lån og leve som voksne. Forsørg jer selv. Jeg vil kun hjælpe med barnebarnet efter evne. Men nej, Marius nikker bare, og ingenting ændrer sig.
Jeg forstår, de er unge, det er svært. Men jeg er heller ikke lavet af jern. Jeg har forhøjet blodtryk, ømme led, søvnløshed. Når de har brug for mig, så springer jeg til både hospitalet, til injektioner og til Mathias. Og når jeg siger, at det er hårdt, ser de på mig som på en forræder.
For nylig havde vi et stort skænderi. Jeg stod op om morgenen, ryddede køkkenet, lavede grød til Mathias, ligesom jeg plejer. Så rejser Ingrid sig og klager: “Hvorfor er det ikke den rigtige grød? Jeg sagde jo dåsegrød!” Jeg kunne ikke holde det tilbage. Jeg sagde, at jeg er bedstemor, ikke en husholdningsrobot. De skal selv sørge for deres familie. Hun græd, min søn forsvarede hende, og de smækkede med døren. En time senere kom de tilbage som om intet var sket. Ingen undskyldninger.
Nu vågner jeg hver dag og tænker: Hvorfor lod jeg dem flytte ind? Hvorfor insisterede jeg ikke fra starten? Fordi jeg er en mor. Fordi jeg elsker min søn. Men nu tænker jeg ofte: Jeg elsker dem, men jeg er træt. Og når jeg tager min blodtryksmedicin, tænker jeg: Måske skal jeg virkelig smide dem ud? Det kan føre til konflikter, men måske vil jeg ikke blive vanvittig.
Fortæl mig nu – er jeg den eneste, der er så naiv? Eller er der andre på min alder, der falder i den samme fælde?
