— Mor, hvad har du gjort? — datteren råbte næsten i telefonen. — Hvilken hund fra internatet?! Og så gammel og syg. Du er jo skør! Kunne du ikke bare have gået til dans?
Nanna Sørensen stod ved vinduet. Hun betragtede, hvordan den hvide tåge langsomt lagde sig over byen. Snefnuggene dansede i en karrusel, lagde sig på tagene, satte sig på træernes grene og knækkede deres tynde stråler under de sene forbipasserendes fødder.
Det var blevet en vane at stå ved vinduet.
Tidligere ventede hun på sin mand, der kom sent hjem fra arbejde, træt, med hæs stemme. Køkkenet var oplyst af et blødt lys, maden stod på bordet, og samtalerne flød over en kop te…
Efterhånden svandt samtaleemnerne ind, og manden kom endnu senere hjem. Han undveg hendes blik og svarede på hendes spørgsmål med korte sætninger. Og en dag…
— Nanna, jeg har længe ønsket at fortælle dig… Jeg har mødt en anden kvinde. Vi elsker hinanden, og jeg vil søge om skilsmisse.
— Hvordan? Skilsmisse… hvad med mig, Søren, hvad skal der blive af mig? — Nanna mærkede pludselig en skarp smerte under skulderbladet.
— Nanna, vi er voksne mennesker. Børnene er voksne og lever deres egne liv. Vi har levet sammen i knap tredive år. Men vi er stadig unge. Se, vi er begge lige over halvtreds. Men jeg ønsker noget nyt, noget frisk!
— Så jeg er gammel og uønsket. En erindring, der har tjent sit formål, — hviskede den forvirrede kvinde.
— Overdriv ikke. Du er ikke gammel… Men forstå, at der… der føler jeg mig som en 30-årig. Undskyld, men jeg vil være lykkelig, — manden gav hende et kys på issen og gik ud i badeværelset.
Han vaskede ægteskabets fortid af sig, mens han gnolede glade sange, og over Nannas skuldre hang universets sorg…
Forræderi. Hvad kan være værre?
Nanna bemærkede ikke, hvordan tiden fløj – skilsmissen, Søren rejste til sin nye kærlighed. Og i hendes liv begyndte grå dage.
Hun var vant til at leve for børnene, for manden. Deres problemer var hendes problemer, deres sygdomme – hendes sygdomme, deres glæder og succeser – hendes triumfer. Men nu?
Nanna stod timer ved vinduet. Nogle gange så hun i det lille håndspejl, der var arvet fra hendes bedstemor. I det så hun både et trist øje, en tåre, der forsvandt mellem de allerede fremkomne rynker, og et gråt hår ved tindingen.
Nanna frygtede at se ind i spejlet.
— Mor, du skal finde noget at tage dig til, — datterens hurtige stemme fortalte, at hun havde travlt.
— Hvad, min pige? — moderens matte stemme forsvandt i telefonledningerne.
— Tja, jeg ved ikke. Bøger, dans «for dem over…», udstillinger.
— Ja, ja, for dem over … Jeg er allerede over … — Nanna kunne ikke samle sig.
— Åh mor, undskyld, jeg har travlt.
Utroligt nok, men sønnen Lars viste større forståelse for moderens sorg:
— Mor, jeg er virkelig ked af, at det skete sådan. Du ved, Irma og jeg vil gerne besøge dig, måske til nytår. Så kan I lære hinanden bedre at kende. Det vil gøre dig gladere at være med os.
Nanna elskede sine børn, men undrede sig over, hvor forskellige de var…
*****
En aften, mens hun scrollede gennem sociale medier, faldt Nanna over en annonce:
“Åbent hus på hundeinternatet.
Kom, tag børn, venner og familie med.
Vores dyr vil være meget glade for at møde hver ny gæst!
Vi venter på dig på adressen…”
Der blev efterfulgt en liste over nødvendigheder, hvis nogen ville hjælpe internatet.
Nanna læste den en gang, så en anden gang.
— Tæpper, plaider, gammelt sengetøj, håndklæder. Jeg skal alligevel rydde ud i de bunker. Jeg tror, jeg har noget, jeg kan give dem, — tænkte Nanna om natten.
Stående ved vinduet, tænkte hun over, hvad hun kunne købe med sin ikke så store løn.
Efter ti dage stod hun ved internatets port. Nanna kom med gaver. Taxachaufføren hjalp med at læsse de endeløse tunge tasker med tæpper og klude af. Han trak den gamle udsprungne tæppe og en pakke med tæpper ud.
Internatets frivillige hjalp gæsterne med at bære hovedpakker med sengetøj, sække med mad, poser med gaver til hundene.
Senere blev gæsterne opdelt i grupper af frivillige. De blev ført langs burene, hvor der blev fortalt historier om hver af disse triste cellers beboere…
Nanna kom hjem træt. Hun kunne ikke mærke sine ben.
— Så, brusebad, aftensmad, sofa. Jeg tænker over det hele senere, — sagde kvinden til sig selv.
Men “senere” kom aldrig. Billederne blev ved med at dreje i hendes hoved – folk, bure, hunde.
Og deres øjne…
Sådanne øjne havde Nanna set i sit lille spejl. Øjne fyldt med tristhed og mistro til lykken.
Især blev hun rørt over en lille hund, gammel, grå. Hun var meget trist. Lå stille i hjørnet uden at reagere på nogen.
— Det er Daisy. En japansk Chin. Ejeren forlod hende i en ganske høj alder. Daisy er også en gammel dame, hun er hele tolv år gammel.
De siger, at med god pleje kan de leve op til femten år. Men Daisy er en gammel, syg og trist lille hund. Sådanne bliver desværre ikke taget med hjem, — sukkede en frivillig og førte gæsterne videre.
Nanna dvælede ved Daisy. Hun reagerede ikke på hende. Hun lå på et gammelt tæppe, som en kunstig hund, som et gammelt beskidt legetøj…
Hele ugen på arbejdet mindede Nanna sig om den triste hund. Hun følte pludselig en styrke, der vækkede en aktivitet i hende.
— For Daisy er mit spejl. Jeg er bare ikke så gammel endnu. Men ensom. Børnene er flyttet væk, manden sprang over mig som et stykke klæde på fortovet. Men jeg er ikke et stykke klæde! Nej, jeg er ikke et stykke klæde!
Nanna forlod kontoret og ringede til internatet.
— Goddag! Jeg var til åbent hus hos jer. De fortalte mig en del om Daisy, den gamle hund. Kan de huske mig? — spørger kvinden håbefuldt.
— Ja, ja, det kan jeg selvfølgelig. De var den eneste, der stoppede op ved hendes bur.
— Kan jeg venligst besøge hende?
— Daisy? Utroligt! Selvfølgelig, kom! Det kan være i den kommende weekend, — aftalte frivilligen tidspunktet for besøget og lagde røret på.
Den aften stod Nanna igen ved vinduet. Men denne gang var hun ikke trist over fortiden. Hun betragtede en mand, der gik tur med en stor hund på gårdspladsen.
Hunden løb omkap på den tomme aftenplads. Jagede efter bolden og bragte den tilbage til sin ejer. Som venligt klappede hundens hoved.
Weekenden nærmede sig.
— Daisy, hej! — Nanna satte sig på hug ved hunden. Men hun svarede ikke.
Nanna satte sig direkte på gulvet. Hun havde gamle jeans på, som hun havde taget med for at skifte i internatet.
Uden at flytte sig tættere på hunden begyndte Nanna at tale…
Hun talte om sig selv, om sine børn. Om hvordan hun er alene i en tre-værelses lejlighed, som hun nu ikke har nogen at dele med.
Sådan gik der en time. Nanna rykkede en smule tættere på tæppet, hvor Daisy lå. Forsigtigt nærmede hun sig hende med hånden. Rørte ved hendes hoved. Strygede hende blidt.
Hunden sukkede.
Nanna, opmuntret, begyndte at klappe hunden med rolige, langsomme bevægelser. Daisy, efter at have tænkt lidt, begyndte at skubbe sit hoved ind under hånden. Så blev der skabt kontakt.
Da hun forlod, fangede Nanna et opmærksomt blik fra de brune øjne. Hunden så på hende, som om den ville forstå, om dette var et engangsmøde eller…?
— Vent på mig, jeg er hurtigt tilbage, — hviskede kvinden til hunden, lukkede buret og skyndte sig hen til den frivillige.
— Nå, fik de talt sammen? — spurgte den unge kvinde Nanna med et smil.
— Jeg… jeg vil gerne tage hende med hjem… — af spænding tabte Nanna pusten.
— Lige straks?
— Ja, hun reagerede. De siger, at sådanne gamle damer næsten ikke har nogen chancer. Jeg vil give hende denne chance.
— Nanna, jeg vil gerne advare Dem. Daisy er en syg hund, hun vil kræve pleje, hvis De ønsker at forlænge hendes liv. Og det kræver tid, kræfter og penge.
— Jeg forstår. Jeg har opfostret to vidunderlige børn. Og jeg tror, jeg kan klare det. Lad os give hende denne chance, — Nanna var overbevisende.
— Fint. Jeg vil forberede kontrakten. Og derudover følger vi diskret med i skæbnen for vores dyr. Forstår De, folk er forskellige…
— Selvfølgelig. Alt hvad De siger. Fotos, videoopkald, jeg vil informere Dem om alle besøg hos dyrlægen.
Et par timer senere trådte Nanna ind i lejligheden og bar en lille hund svøbt ind i et håndklæde. Hun satte hende ned på gulvet.
— Så, Daisy. Dette er dit nye hjem. Lad os lære sammen, hvordan vi skal leve nu.
Nanna tog et par dages ferie og brugte tid på hunden. Dyrlæger, undersøgelser, groomer, klipning af kløer, fjernelse af syge tænder…
Daisy viste sig at være en meget velopdragen hund. Nanna lagde bleer ud til hende, så Daisy kunne besørge, hvis det blev nødvendigt.
De gik ud tidligt om morgenen og sent om aftenen for at minimere møder med naboer. Hun ønskede, at Daisy skulle vænne sig til de nye forhold uden at blive skræmt.
*****
— Mor, hvad har du gjort? Er du okay? — datteren råbte næsten i telefonen.
— Jeg har det godt. Tak fordi det bekymrer dig.
— Mor, hvilken hund fra internatet?! Og så gammel og syg. Du er jo skør! Kunne du ikke bare have gået til dans?
— Min pige, din mor er en ung kvinde. Jeg er kun 53 år gammel. Jeg er sund, smuk, selvstændig. Og det er ikke, hvad jeg har lært dig! — svarede Nanna.
— Men, mor…
— Lad os slippe de ‘men’… Du har dit eget liv, din bror Lars er også langt væk. Din far – han har byttet mig ud med en, der næsten kunne være skolepige. Vær venlig at lære at respektere og acceptere mine beslutninger.
Nanna lagde telefonen fra sig, pustede ud og gik ud i køkkenet. Hun havde lyst til kaffe.
— Mor, det klarer du! Jeg ville ikke engang have gættet det! Du er simpelthen fantastisk! En hund fra internatet er værd at respektere. Har du nok tålmodighed? — støttede sønnen hende, men hans forbavselse kendte næsten ingen grænser.
— Lars, jeg opfostrede dig og din søster. Jeg klarede det, — grinede Nanna. — Det skal nok gå. De lovede at hjælpe fra internatet, hvis det er nødvendigt.
Nanna nævnte ikke til hverken sønnen eller datteren, at under de natlige gåture med Daisy havde hun mødt den mand, der gik med den store hund.
At han hedder Dan. Han er fraskilt, konen er rejst til et nyt liv i et nyt land med en ny mand. Og han har fået en hund…
Og gæt, hvorfra?
Ja, Dan mødte sin Buster på internatet. Buster blev hentet fra gaden. En sund, raceren hund løb forvirret rundt i byen, da de fangede ham.
Lederne efter de gamle ejere lykkedes ikke, på trods af mærkerne. Og Dan begyndte at leve med Buster, hvor han vænnede sig til de nye omstændigheder…
*****
— Mor, Irma og jeg kommer for at besøge dig, går det an? Jeg vil gerne introducere jer. Hun er så skøn. Ligesom dig!
Nanna lo over sønnens ord.
— Kom, dreng. Vi ser frem til det.
Og den 31. af måneden, da det ringede på døren, faldt øjnene på to hunde Hunde – Dan og Buster kom på besøg hos Nanna og Daisy.
Sønnen, som så denne selskab, blev glad:
— Mor, jeg kan ikke vente til om natten, jeg fortæller dig det med det samme. Her er Irma. Jeg elsker hende, du bliver snart bedstemor.
Og også – vi vil gerne have en hund fra internatet. Men i første omgang, måske en lille. Barnet kommer jo snart…
Den nat var der ingen triste vinduer i byen – lykønskninger, musik, latter fyldte byen og verden med glæde.
Selv på internaterne håbede de dyr, der endnu ikke havde fundet deres familier, fyldes med en særlig følelse – håbet om lykke.
Lad os alle være lykkelige!
Og til jer, mine kære venner, sender jeg store hilsner og lykønskninger fra min herlige lille knægt, Felix. Jeg håber han har glemt, hvordan det var at bo i internatet.
For han nyder af lykken og bader i vores kærlighed!
Jeg ønsker jer lykke!
