Hvorfor har vi ændret os så meget? Da jeg var barn, var folk venligere…
Det er et spørgsmål, jeg har stillet mig selv længe.
Engang var verden anderledes. Menneskene var anderledes.
Jeg husker den tid, hvor godhed ikke bare var et flot ord, men en livsstil.
Dengang forventede ingen tak for deres hjælp.
Ingen ignorerede andres nød med ligegyldighed.
Jeg så naboer hjælpe hinanden – ikke fordi de skulle, men fordi det var det rigtige at gøre.
Og nu?
Jeg bad bare om tre pærer…
Jeg bor i en lille landsby.
Et lille hus, en beskeden pension, men jeg har nok.
Her er stille og roligt, og naturen er tæt på – det er alt, jeg har brug for.
For et par dage siden gik jeg på gaden og så et stort træ fyldt med pærer.
De modne, gule pærer hang i tunge klaser, og under træet lå allerede et tæppe af faldne frugter.
Ejeren af haven arbejdede i nærheden – en ældre mand, der så ud til at være på min alder.
Jeg hilste og spurgte høfligt:
— Bror, må jeg tage et par pærer? De ser så lækre ud!
Det skulle da ikke være så svært?
Men hans reaktion…
Han vendte sig hurtigt om og så på mig med en sådan vrede, at jeg et øjeblik blev urolig.
— Solgt! — svarede han kort. — Kunden kommer snart for at hente dem!
Jeg nåede ikke engang at sige noget.
Han vendte sig bort, som om jeg var en tiggemand, der krænkede hans ejendom.
Jeg vendte mig om og gik videre, og følte mig som en forbryder.
En forbryder for blot at have bedt om tre pærer.
Hvornår holdt mennesker op med at være mennesker?
Jeg huskede, hvordan der i min barndom stod et stort æbletræ i gården.
Det voksede mellem to huse, og alle kunne tage et æble – ingen spurgte, delte eller forbød.
Naboerne, hvis nogen havde brug for det, bragte sække med kartofler, mælk, brød.
Hvis nogen var i nød – samlede alle sig og hjalp, så godt de kunne.
Og nu?
Nu tæller vi hver eneste krone.
Nu er vi vrede, grådige, bange for, at nogen får mere end os selv.
Vi gemmer vores haver, vores høst, vores opsparinger, som om vi tager dem med i graven.
Den gamle nabo og æblerne…
Jeg huskede en hændelse for mange år siden.
En dreng fra nabohuset bad den gamle mand om et æble.
Ensom og gammel, boede manden i sit hus, og hans æbletræ var fyldt med frugt – så meget, at de rådnede under træet.
Drengen stjal ikke.
Han sneg sig ikke ind i haven.
Han spurgte pænt.
Men den gamle mand blev rasende.
Han greb en stok, svingede den og råbte, at hvis nogen nærmede sig hans æbletræer, ville han “slå dem alle ihjel”.
Drengen løb væk i tårer.
Den gamle mand levede endnu i nogle år.
Så forsvandt han.
Og æblerne, som han så voldsomt havde forsvaret, rådnede væk alligevel.
Han tog intet med sig – hverken sin have, sin grådighed eller sin skingrende stemme.
Æbletræerne er nu forladte.
Men nogle gange, når jeg går forbi hans hus, tænker jeg: Var det det værd?
Hvor er vores venlighed blevet af?
Jeg ser på vores verden og kan ikke genkende den.
Et eller andet sted har vi mistet noget vigtigt.
Da jeg var barn, lærte man mig, at man skulle hjælpe andre mennesker.
At hvis du har et stykke brød i overskud – skal du dele det.
At hvis du har en have fuld af frugt – så giv i det mindste et til dem, der spørger.
Mor sagde altid:
— Hvis du kan gøre noget godt – så gør det. Det vil vende tilbage til dig.
Og jeg så det.
Jeg så, hvordan folk hjalp hinanden – og selv modtog hjælp senere.
Jeg så, hvordan godhed gik fra den ene til den anden, som en boomerang.
Men nu…
Nu måler vi alt i penge.
Vi frygter, at nogen udnytter vores venlighed.
Vi stoler ikke på nogen, ikke engang dem, der bare beder om en pære.
Vi bygger hegn – omkring vores hjem, omkring vores hjerter.
Men livet handler ikke om penge.
Uanset hvor meget vi ejer, forlader vi stadig tomhændet.
Vi tager hverken høsten, bankkontoen eller kvadratmeterne med os.
Men vi kunne efterlade varme.
Vi kunne give videre til andre det, der gør os til mennesker.
Men i stedet går vi ind i en kulde, fuld af mistillid, vrede og misundelse.
Jeg ved ikke, om det kan rettes.
Men jeg ved én ting:
Hvis du kan gøre noget godt – så gør det.
Gør det, om ikke andet, for ikke at gå med knugede tænder og et tomt hjerte.
