Jeg havde gjort grundigt rent i hele huset: jeg fejede overalt og begyndte at skrubbe gulvene. Netop som jeg var færdig, smed min svigermor bevidst solsikkefrøskaller på det nyvaskede gulv. Jeg stirrede overrasket på hende, for det var tydeligt, det var med vilje.
Mor, hvorfor gjorde du det? Jeg så jo, at du smed dem med vilje!
Min svigermor kiggede på mig med et overlegen blik og svarede køligt:
Du laver det bare igen! Der sker dig jo alligevel ingenting!
Mæt af sin lille spøg, gik hun tilbage i soveværelset. Jeg gik ind i den anden stue, hentede kost og fejeblad og begyndte at feje op endnu engang.
Svigermor tog sin gamle avis frem og begyndte at læse, som hun allerede havde gjort flere gange tidligere.
Hvorfor hader du mig egentlig? Hvad har jeg gjort for at fortjene at blive gjort nar af dag efter dag? Jeg laver mad til dig, vasker dit tøj, gør rent, og min datter hjælper dig altid! Hvorfor har du sådan et had til mig? spurgte jeg hende.
Hun svarede mig ikke og vendte sig ikke engang om. Egentlig forventede jeg hverken undskyldninger eller forklaringer.
Jeg brød sammen i gråd. Da jeg var færdig med gulvet, gik jeg videre til vasketøjet og derefter ned til grønthandleren på hjørnet.
Der var altid nok at tage sig til i hjemmet. Når jeg arbejdede, skubbede jeg tankerne væk, og tiden gik næsten ubemærket hen.
Min mand døde for mange år siden. Det skete, da vores datter, Line, kun var otte år gammel.
Umiddelbart efter begravelsen sagde min svigermor:
Du bliver boende her! Jeg vil ikke have, at sladderen går i landsbyen om, at jeg har sendt dig på porten.
Selvfølgelig gik jeg med til det. Jeg havde ikke noget andet sted at tage hen. Min søster boede hjemme hos vores forældre med sine to børn, så der var ikke plads til Line og mig.
Jeg håbede virkelig på, at vi med tiden ville få et godt forhold, selvom min svigermor altid havde været vanskelig. Men det blev aldrig bedre.
Når vi var ude blandt folk, opførte hun sig nogenlunde normalt over for mig, men bag hjemmets fire vægge var hun konstant hånlig. Jeg skulle altid gøre, hvad hun sagde.
Du er så dum! Ingen har brug for dig! Ingen mand vil nogensinde kigge på dig! Du har jo et barn! Bliv hos Line og mig! Når jeg dør, får du huset! Men gør du ikke, hvad jeg vil, giver jeg det til en anden, og så får du ingenting!
Jeg var bange for at miste hjemmet, så jeg bøjede mig, udholdt alt og gjorde mit bedste for Lines skyld.
Min svigermor havde bestemt ikke tænkt sig at dø foreløbig. Hun var allerede i sine 80ere, men klagede aldrig over helbredet, og brugte hele sin pension på sig selv. Hun krævede gode madvarer, og hun skulle have lækre retter.
For længst indså jeg, at min store fejl var, at jeg blev boende efter min mands død. Jeg skulle aldrig have sagt ja. Nu havde jeg slidt og tålt ydmygelser i alle disse år.
Line er nu ved at gøre sin uddannelse færdig på universitetet. Hun har fået en kæreste, Mads, som er rigtig sød, og de planlægger at blive gift. Efter brylluppet skal de bo sammen, og jeg håber virkelig, at Line kommer til at gå en god og lykkelig fremtid i møde.
Jeg føler mig så trist over mit liv og det, jeg har mistet. Men det har lært mig én vigtig ting: Man må aldrig sætte sig selv fuldstændigt til side for andre, for tabt selvrespekt får man sjældent igen. Det er vigtigt at stå op for sig selv, ellers glemmer man, hvad man fortjener.
