»Hvad skal du dog med alt det her?« – »Kalder du mig en kold kælling? Mig? Det er dig, der først glemte beskyttelse, så alle anstændighedsregler, og nu slæber du en gravid kvinde ind i mit hus og kræver et større værelse! Hvordan synes du, det hænger sammen, hva, min søde søn?«
Hanne talte hårdt, men sandfærdigt. Hun angreb ikke – hun forsøgte at beskytte sit eget.
Mikkel gik rundt i stuen som en ulv på jagt efter en svaghed, en åbning til angreb. Hans holdning røbede det: Han følte sig ikke et øjeblik skyldig.
…Alt begyndte for længe siden. Fra den dag, hvor Hanne og Henrik, hvil i fred, flyttede ind i deres første lejlighed – uden engang en seng. De startede med luftmadrasser. Med tiden sparede de op til en anden lejlighed, til deres søn. Siden byggede de et sommerhus. Stort nok til to familier, så børnebørn en dag kunne lege på terrassen og i haven.
Men Henrik gik bort, lige da Mikkel netop var startet på universitetet. Han efterlod Hanne alt: frugten af deres fælles arbejde, lykkelige minder og den sidste kilde til varme og glæde – deres søn.
Mikkel tog sin eksamen, flyttede hjemmefra, giftede sig. Hanne fik et barnebarn. Hun var lykkelig. Men blot et år efter meldte Mikkel om en skilsmisse.
»Vi passede bare ikke sammen. Jeg kan ikke leve med hende,« sagde han, som om det handlede om en hvalp, man lige havde fundet. »Nå, men vi blev enige… Da jeg er faren, gav jeg hende lejligheden. Til gengæld lovede hun ikke at kræve børnepenge.«
Hanne greb sig om hovedet.
»Klart, helten. Med vinden i lommen. Det var da ikke dig, der købte den lejlighed,« bebrejdede hun ham.
Allerede dengang anede hun, at hun ville blive den, der måtte betale for hans store gavmildhed. Og hun tog ikke fejl.
Snart kom sønnen igen, denne gang med en ny kone. Og hun var allerede gravid.
De bad om at bo hos hende en tid. Hanne havde ikke noget imod det. I starten.
Hun gjorde sit bedste for at være imødekommende. Hun lavede mad, skiftede selv håndklæder i badeværelset, hængte andres tøj på tørresnor. Hun tog endda vane at lade ekstra portioner stå på komfuret: Måske var Ida sulten.
Men det stod hurtigt klart, at taknemmelhed ikke var på tegnebogen.
Ida arbejdede ikke og undskyldte det med, at det var umuligt i hendes tilstand. Hanne protesterede ikke, prøvede at forstå, selvom hun inderst inde var uenig.
»Jeg ville have arbejdet mindst til syvende måned, hvis jeg var hende,« klagede hun til sin veninde Inger. »De har ingen bolig, Mikkels løn er ikke noget at råbe hurra for. Hun burde have vidst, hvem hun giftede sig med. Burde have forstået, at han ikke kunne klare det alene. Men hun gider ikke engang prøve.«
»Nå, Hanne, vær nu forstående. Hun er jo gravid…« svarede Inger fredeligt.
»Gravid eller ej. Jeg har selv født – jeg ved, hvad det vil sige. Man skal tænke sig om, før man laver en baby. Hun er ikke syg, har ikke engang kvalme. Hun har det bare godt. Hvem tror du, de løber til, når de ikke har råd til en barnevogn?«
»Vent nu lidt, måske ordner det sig. Når barnet kommer i børnehave, kan hun jo begynde at arbejde…«
»Ah, hold op. Hvilken børnehave? De skulle bare bo her et par måneder,« forsøgte Hanne at berolige sig selv.
Rengøringen var også en kamp. Sønneværelset var dækket af et tyndt lag støv. Hanne kunne ikke nå at gøre rent: Der var altid noget i vasken. Koppene efter te blev slet ikke vasket. De blev stående i Mikkels værelse og blev langsomt sorte af skidt.
Hanne tålte det. Hun var vant til at observere først, handle siden.
Mikkel derimod virkede som forsvundet ind i sin egen parallelverden. Han var på arbejde til sent om aftenen, og hjemme sad han enten i sin telefon eller strøg pligtskyldigt over Idas mave, før han gik ud for at ryge på bænken ved huset. Han røg længe, med telefonen i hånden, og førte ligegyldige samtaler med naboerne.
Det var tydeligt, at penge ikke ville komme på den måde.
»Mor, skal vi ikke bytte værelser? Der er ikke plads til en barneseng hos os,« sagde han en dag, så let som om han bad om salt.
Hanne fandt ikke ord med det samme. På tre sekunder susede minder fra familielivet forbi. Med hvor megen kærlighed havde hun og Henrik ikke tapetseret, valgt gardiner? Hvor smilende havde han ikke kaldt deres hjem for en borg?
Og nu var der nogen, der forvandlede borgen til ruiner og frækt byggede et nyt rede af brokkerne.
»Der er fire måneder til barnet kommer. I bor her midlertidigt, ikke for altid, vel?«
Han så væk. Ida vendte sig om. Og så var det klart: Ikke midlertidigt. De havde allerede besluttet sig.
Sønnen forsøgte at forhandle flere gange. Hanne gav ikke efter.
Den næste store skandale kom en uge senere. Mikkel sagde henkastet ved morgenbordet:
»Hvorfor sælger vi ikke sommerhuset? Det kunne dække udbetalingen.«
Godt, Hanne sad ned. Det var ikke længere en anmodning. Det var et åbent krav.
»Mikkel, din far og jeg arbejdede hele livet for det hus. Din far lagde sin sjæl i det, designede det næsten alene. Og jeg sælger det ikke, fordi du ikke kan tage dig af ejendom.«
»Hvad skal du dog med det? Du er jo alene nu. Så kunne vi tage et lån, bo for os selv – alle ville have det bedre.«
Hanne stirrede. Hun havde ikke forventet sådan et slag under bæltestedet. Hun savnede Henrik på en måde, der endnu gjorde ondt, græd undertiden om natten.
»Jeg mente bare…« rystede han. »Du kan jo ikke klare det alene.«
Stilhed sænkede sig. Hanne fattede pludselig: Sønnen og svigerdatteren ville malke hende tør. Og hvad ville der ske med hende, når hun havde givet væk værelset, sommerhuset, lejligheden?
Sandsynligvis intet godt. Mikkel ville blive ved at give væk, hvad andre havde slidt for. Hanne ville bare skulle finde sig i det.
Nej, det måtte stoppe.
»I har tre dage til at flytte,« sagde hun med is i stemmen. »Hvorhen I vil. Med jeres graviditet, barneseng og lån. Nu er det nok.«
Det blev stille. Meget stHun satte sig ved køkkenbordet og lyttede til den tomme stilhed, der nu fyldte huset, mens solen langsomt forsvandt bag horisonten og efterlod hende alene med sine tanker og det valg, hun ikke længere fortryde kunne.
