Bilen rullede ind til skraldespanden ved hjørnet af Nørrebrogade. En stor, grå klud fløj ud på den betonbelagte plads. Jeg, Jan Møller, skralde, knurrede lidt og gik for at samle den op, men kluden var levende og snoede sig væk bag containerne. Da jeg kiggede mellem den støbejernsramme og affaldsbeholderne, så jeg en stor, grå kat, som stod helt stille af frygt.
Sommern, som alle havde ventet på, var ved at gå på hæld. Augusten, som dette år havde været usædvanligt kølig og regnfuld, gik på sine sidste dage.
Tidligt en morgen kørte en dyr udenlandsk bil ind i en af de små gårde på Amager. Jeg var i færd med at samle de våde efterårsblade, som var faldet tidligt på grund af nattens regn, da jeg fik øje på den. Sådan en bil havde jeg aldrig set i området, og ingen af beboerne havde sådan et luksuriøst køretøj.
De tonede ruder skjulte interiøret. Jeg tænkte, at nogen fra beboerne måtte have besøgt, men jeg tog fejl.
Bilen stoppede et øjeblik ved affaldscontainerne, døren gik på klem, og den store, grå klud fløj ud på betonen.
Jeg tænkte for mig selv, at folk slet ikke ville smide affaldet i containerne, men så gik jeg hastigt hen for at samle den uheldigt udstødte klud. Bilen rev senere op og kørte forbi mig, mens jeg knurrede af irritation.
Det viste sig, at kluden var levende; den skyndte sig bag containerne, og jeg så den store, grå kat, som krøllede sig sammen af frygt og rystede.
Hvad i alverden foregår her? mumlede jeg. Vi har fået både hvalpe og killinger kastet ud, men nu også en voksen kat. Hvem vil have sådan et stort dyr? Det må være en hjemløs, som ender her. Kom ud, du skal ikke frygte.
Katten løftede ikke hovedet, men gemte sig endnu dybere under sig selv.
Kom frem, før skraldebussen kommer, så du ikke bliver knust mellem containerne…
Katten stod som en statue i den mest ubehagelige, men for ham sikre, stilling.
Jeg gik videre. Arbejdet er vigtigt, alt er i offentlighedens øje. Jeg måtte afslutte min runde og gå videre til den næste gård.
Hvilke folk er dette knurrede jeg, mens jeg gik.
Den store, grå kat, som næsten så ud som en britisk race, fandt sig selv i en fremmed gård, uden tag over hovedet og uden de trygge rammer, som tamdyr har i modsætning til gadekatte.
Da skraldebussen kom, løb katten i panik ud af sit gemmested og kastede sig over i gården. Uden andet at gemme sig, krøb den ind i græsset under den store bænk og gemte sig der, mens den forsvundne i sine bitre tanker.
Katten kunne ikke forstå, hvordan den var endt her, og hvad den skulle gøre. I dybet af sin sjæl holdt den fast i håbet om, at nogen ville komme og hente den hjem igen. Det var bedre end at blive på dette sted, tænkte den. Så den besluttede at blive i gården og vente, i frygt for, at folk ville komme og ikke finde den.
Gitte Nielsen, som havde givet sin datter Freja i ægteskab, boede alene på anden sal i en almindelig fem-etagers blok på Østerbro. Freja boede med sin mand Egon i byen og besøgte ofte sin mor.
De var ikke kun mor og datter, men også de bedste venner. Der var ingen hemmeligheder eller skjulte misforståelser mellem dem, som ofte kan opstå selv blandt de nærmeste.
Beboerne, da de så den rene, rolige kat, troede den var en huskat, der bare gik ud for at få lidt luft. Det tænkte også Gitte. Hun beundrede den store grå skønhed.
Når ingen så på, klatrede katten op på bænken for at få et bedre overblik og for sikkerhedens skyld. Efterhånden som efteråret satte ind, sad ingen længere på den bænk.
Folk gik hurtigt forbi på deres ærinder, og kun få lagde mærke til den melankolske beboer på bænken.
Katten måtte overnatte der, fordi den ingen anden steder at gå hen havde. At lede langt væk efter ly for var farligt, for på ethvert tidspunkt kunne ejerne vende tilbage så tænkte katten.
Maden var knap. I gården, takket være mig, lå der intet affald. Katten måtte klare sig med hvad den fandt på skraldespanden, men den havde hårde konkurrenter krageflokke med stærke næb, som altid var de første til at holde til omkring affaldet. De holdt øje med alt, hvad katten lavede, og truede med at nappe den, hvis den kom for tæt på.
Efter nogle uger i gadekatte-livet forvandlede den store, grå kat sig så meget, at alle kunne se, den var hjemløs. Forældre i bygningen advarede deres børn om at holde sig væk fra den, i frygt for at den kunne være syg eller bide.
Alligevel begyndte nogle beboere, blandt dem også Gitte, stille at fodre den sultne kat. Således blev den på bænken i kort tid en fast del af årstidens triste scenografi, hvor de vedvarende regnbyger farvede alt i gråtoner.
Kattens humør matchede vejret. Den var nedtrykt, fordi den indså, at ingen ville komme tilbage for den.
Da jeg fortalte om katten, reagerede en ung kvinde, Svante (Sanne) med medfølelse. Hun havde tidligere fundet ansvarlige ejere til gadekatte. Hun forsøgte at finde et hjem til den udstødte kat til vinteren, men folk var bange for at tage en gadekat ind, så hendes forsøg gik forgæves.
Efter at have drøftet med sin familie, kunne Gitte ikke tage den store kat ind, fordi hun frygtede, at hun ikke kunne håndtere den.
Den sultne kat, som om aftenen havde overvundet sin frygt, kravlede op på brandtrappen ved hendes balkon og listede sig ind i blomsterkassen, som var fastgjort til trappen. Derfra så den længe ind gennem køkkenvinduet, indåndede de lækre dufte og mærkede den varme, som den savnede så meget. Når den blev trist, gik den tilbage til sin bænk.
To måneder gik uden hjem. Om natten blev det koldt, og den våde, fortvivlede kat sad på bænken og accepterede sin skæbne.
Til november kom Freja med sin mand Egon på besøg. Gitte brugte hele dagen på at lave mad stegt kød, salater, kager og dækkede bordet. De spiste og snakkede længe.
Regnen er kommet igen, og i morgen lover de sne, sagde Gitte, mens hun stille førte en te-kop til bordet og trak for gardinet. Den grå kat stirrede bange på hende.
Et øjeblik senere sprang den bagud, næsten faldt ned fra det glatte gelænder.
Hvad er der sket, mor? Hvorfor er du så bange? spurgte Freja.
På balkonen var der en kat, der altid sad på bænken. Den blev også bange. Hvad nu, hvis den falder
De gik ud på balkonen og så den krumme kat på bænken. Den krøllede sig sammen, rystede sin våde pels og forsøgte at holde på den lille varme, den havde fået fra den åbne vinduesåbning.
Jeg tror, den kravlede op ad brandtrappen, udbrød Egon. Så modig. Vi må give den noget at spise.
Alle stod i den kolde luft, og de tændte en kedel for at lave te. Gitte sad ved bordet, mens Freja hældte op.
Mor, jeg har lagt et stykke kage med rosiner til dig, som du kan nyde med teen, sagde Freja.
Gitte trak gardinet til side, og tårerne trillede ned ad kinderne, mens hun så ud af vinduet.
Jeg kan ikke længere klare det, sagde hun, og gik i køkkenet for at hente et stykke stegt kød.
Jeg kommer straks, erklærede hun beslutsomt, mens hun trak sin gamle regnfrakke på.
Katten nægtede ikke at blive holdt i hendes arme. Fra spændingen og frygten blev den igen til en grå klud med slappe ben. Gitte holde den tætte, og den tørrede af i hendes varme favn, før hun bar den ind i sit hjem.
Ingen spurgte nogensinde Gitte, hvorfor hun gjorde det. Det var, fordi hun var den eneste i gården, der handlede med menneskelig omtanke.
Den udstødte kat lå en hel uge under den varme radiator. Maden var ikke længere så vigtig som varmen fra hjemmet. Gitte kaldte den “Pelle Prokopsen”. På grund af sin majestætiske fremtoning gav hun ham også mellemnavnet “Prokop”.
Pelle viste sig at være en sand gentleman. Hvis der findes den perfekte kat, så er det Pelle Prokopsen. Han blev en fast del af familien, elsket af alle.
Af og til spørger Gitte ham i spøg:
Pelle Prokopsen, for hvilke forbrydelser blev du smidt ud på bænken?!
Katten er tavs. Han har ikke menneskelig tale, men selv hvis han havde den, ville han nok ikke kunne svare, for han ved selv ikke hvorfor han endte så.
Pelle har nu boet i Gitte Nielsens kærlige hjem i næsten to år. Han er mæt, kælet og tilfreds. Når han hører en høj stemme, kryber han straks ind under møblet for at gemme sig, mindet om sin tid på gaden lever stadig.
Alle, der kender den store, grå kat, spekulerer: Hvorfor blev den perfekte kat, Pelle Prokopsen, smidt ud?
