Bilen rullede ind foran containeren på den lille affaldsplads i et område i Aarhus. En stor grå klud fløj ud på betongulvet. Skraldepigerne, der var i gang med at feje de ekstra våde blade efter nattens regn, sukkede, men så opdagede de, at kluden var levende den gled væk bag containerne. Mikkel, den ældre skraldepige, kiggede mellem den kolde stålvæg og de store dåser og så en stor grå kat sidde der, rystende af frygt.
Den længe ventede, elskede sommer var ved at gå på hæld. August, der i år havde været usædvanligt kølig og regnfuld, havde sine sidste dage i sig.
Tidligt en morgen kom en blank, dyr bil fra udlandet ind i en af de små gårde på Rosengade. Mikkel, der samlede de ekstra våde blade, lagde straks mærke til den. Sådan et køretøj havde han aldrig set før i nabolaget, og ingen af de andre beboere havde en så fin bil.
Det tågede glas skjulte indersiden. Måske er de på besøg hos en af os, tænkte Mikkel, men han tog fejl.
Bilen holdt stille et øjeblik, kørte så videre mod containerne og stoppede. Passagersiden gled op, og den store grå klud fløj ud på betongulvet.
Nå, hvad er meningen? Selv ved at smide det i containeren er de så høflige, men nu skal vi selv rydde op, mumlede Mikkel og hastede hen for at samle affaldet. Bilen drønnede videre og kørte forbi den knurrende Mikkel, som stod på sit arbejde.
Mikkel løb forgæves. Den grå klud viste sig at være en levende kat, som kravlede væk bag containerne. Da han kiggede ind mellem den kolde stålvæg og de store dåser, så han en stor grå kat, som krøb sammen af frygt.
Hvad i alverden er der sket? Hvorfor har vores gård så mange uønskede dyr? klagede han. Vi har fået en hvalp og to killinger, men nu har en voksen kat blivet smidt ud. Hvem har brug for den? Det er som at kaste en hjemløs på gaden. Kom ud, lille fyr, du behøver ikke frygte skraldebilen.
Katten løftede ikke engang hovedet, men gemte sig endnu dybere under sig selv.
Kom frem, før skraldebilen kommer og smadrer dig med containere, sagde Mikkel.
Katten stod som en statue i en akavet, men for ham sikker, strutslignende stilling. Mikkel var ked af det, men hans arbejde ventede han skulle færdiggøre fejringen og så videre til en nabogård.
Hvem i alverden har sådan en idé? sukkede den gamle mand.
Den store grå kat, som mindede om en britisk race, befandt sig nu i en fremmed gård uden tag over hovedet eller de trygheder, som husholdningsdyr har.
Da skraldebilen kom, sprang katten panisk ud af sit skjul og løb mod gården. Uden anden tilflugt krøb den ind i græsset under en stor bænk og gemte sig, mens den grublede over sin nye tilværelse.
Katten kunne ikke forstå, hvordan den var endt her, men i sit hjerte holdt den fast på håbet om, at nogen ville komme og hente den hjem igen. Således sad den og ventede, for i hvert fald så den ikke ud til at være tiltrukket af andre.
I en gammel lejlighed på anden sal i en fem-etagers blok boede fru Liva Jensen. Hun havde for nylig fået sin datter Sigrid gift og var nu alene. Sigrid boede i samme by, men besøgte ofte sin mor.
De var ikke kun mor og datter, men også de bedste venner. Der var ingen hemmeligheder eller skjulte utilsigtelser mellem dem noget, som man sjældent ser, selv blandt de tætteste.
De andre beboere, der så den rolige, hvide kat, troede den var en huskat, som bare gik ud for at tage en slentretur. Så tænkte også Liva. Hun stirrede på den store grå skønhed som på et kunstværk.
Når ingen så på den, kravlede katten op på bænken, som ingen mere sad på i efteråret. Folk gik forbi i en fart, optaget af deres egne ærinder, og så sjældent den triste beboer på bænken.
Der var ingen steder at flygte, så katten måtte blive, for at lede efter et skjul var farligt ej heller ville den kunne forvente, at dens ejere ville komme tilbage.
Maden var knap. Skraldefrig havde Mikkel holdt gaden ren, så der ikke lå noget affald rundt. Katten måtte finde mad i skraldespandene, men den måtte konkurrere med de mange kragefugle, der altid var de første til at finde et måltid. De kiggede skarpt på enhver, der nærmede sig. Prøv at komme tæt på, så vil du blive næbbet, klukkede de, og endda de få hunde, der kom forbi, holdt sig væk.
Efter flere uger som gadeskatte, så selve katten ud som en rigtig hjemløs. De andre beboere var bange for, at den var syg eller kunne skræmme børnene, så de holdt sig langt væk. Men nogle, som Liva, smuglet mad til den.
Efteråret slog rødligt ned, regnene faldt i lange perioder, og himlen blev grå som katten selv. Den sad så tungt i sit miljø, at den næsten gik i stå.
Den udenforstående kat fik opmærksomhed fra den unge studerende Marie, som ofte hjalp hjemløse dyr med at finde ansvarlige ejere. Hun forsøgte at finde et varmt sted til katten, men beboerne var tilbageholdende med at tage en gadekat ind. Ligesom hun talte med sine venner, så Liva tøvede med at tage ansvar for den store kat, fordi hun frygtede, at den var for stærk.
Liva vidste dog ikke, at katten om aftenen, når frygten lettede, kravlede op ad brandtrappen ved hendes lejligheds balkon og gemte sig i en blomsterkasse. Der fra kiggede den ind gennem køkkenvinduet, snusede til duften af mad, som hun savnede.
To måneder gik, uden at katten fandt et hjem. Natten var kold, og den måtte søge ly på bænken.
Til november kom Sigrid og hendes mand Emil på besøg. Liva brugte hele dagen på at lave mad: stegt flæsk, salater, en stor æbletærte. De sad og spiste indtil sent på aftenen.
Der er regn igen, og i morgen lover de sne, sagde Liva og gik hen til bordet med en kop te. Katten kiggede skræmt på hende fra sin plads på bænken.
Pludselig snubbede den på den glatte kant og næsten faldt ned fra den våde kant.
Sikke en skræk, mor, hvad skete der? spurgte Sigrid.
Der var en kat på balkonen, som altid sidder på bænken. Den blev også bange. Hvad skete der?
De gik ud på balkonen og så katten krumme sig sammen på bænken, våd og rystende. Emil udbrød: Den må have kravlet op ad brandtrappen!
Så modig! Vi skal give den noget at spise, sagde han.
Alle gik ind for at varme sig ved komfuret. Liva, som stod ved bordet, hældte te i kopperne, mens Sigrid sagde: Mor, jeg har lagt et stykke lagkage til dig med et lille hjerte, som du altid elsker. Drik din te, den er varm.
Liva trak gardinet til side, så tårene løb ned ad kinderne, mens hun så ud af vinduet.
Nej, jeg kan ikke gøre mere, sagde hun stille.
Hun gik ud i gangen med sin slidte regnfrakke, og katten lukkede øjnene i hendes greb, som om den igen blev til en grå klud med vildt svingende ben. Liva tog den ind i sit hjem.
Ingen spurgte Liva, hvorfor hun gjorde det. De spurgte ikke, fordi hun var den eneste i gården, der gjorde det rigtigt som et menneske.
Katten lå en uge på den varme radiator. Maden var ikke så vigtig længere som den trygge, hjemlige varme. Liva kaldte den Prun og gav den også det respektfulde mellemnavn Peder. Katten, som så ud som en ægte gentleman, holdt sig høfligt og kultiveret. Hvis der findes den perfekte kat, så er det Prun Peder.
Af og til spørger Liva spøgefuldt sin kat:
Prun Peder, for hvilke synder blev du smidt ud fra dit hjem og sat på bænken?
Katten svarer ikke. Den har ikke menneskelig tale, men hvis den kunne, ville den nok ikke vide svaret selv.
Prun har nu boet hos Liva i næsten to år. Han er mæt, kælet og glad. Men hver gang han hører en høj stemme, kan han stadig blive bange, og så kravler han hurtigt væk under møblerne.
Alle, der kender den store grå kat, gætter på, hvorfor han blev smidt ud. Hvorfor smed man den perfekte kat ud?
