Hvorfor Mette begyndte at strikke små sko, vidste hun selv ikke rigtig.
Hendes datter var allerede fyldt fyrre. For to år siden var hun blevet enke uden at få børn. Sidste år giftede hun sig igen, men manden var markant yngre og sagde, han ville leve lidt for sig selv, uden at skynde sig.
Mettes søn var for længst flyttet til Amerika og havde ingen planer om at vende tilbage. Niecerne var voksne, men de var langt fra at få egne børn. I huset var der hverken børnelatter eller forventning om nye små liv.
En dag i butikken så Mette nogle garnnøgler. De bløde nuancer af dansk uld fangede hende. Hun havde tænkt sig at strikke en vest til sig selv og købte fine pinde og en hæklenål. Men pludselig begyndte hun at strikke små babysko.
Om aftenen var det første par færdigt. Der var masser af garn tilbage. Næste dag strikkede hun en lille hue, så en trøje og bukser med knapper. Da sættet var færdigt, fandt hun en gammel æske med knapper og valgte de smukkeste små gule soler.
Hun vaskede det hele i en balje med mild uldvask, lagde det forsigtigt til tørre på et badehåndklæde. Da hun så det lille sæt, sukkede hun:
»Så skal jeg dø uden at holde mine børnebørn.«
Men pludselig kom en anden tanke:
»Et sted i verden er der en baby, der har brug for det her.«
Hun åbnte sin laptop for at finde børnehjem i København. Hun læste nogle artikler, samlede sig og gik til butikken for at købe mere garn denne gang i blå nuancer.
Et par dage senere havde hun strikket et sæt til en dreng. Så ti par små sko og ti varme huer, hver i en forskellig farve. Da æsken var fuld, tog hun til børnehjemmet.
»Uden papirer kan vi ikke tage imod det,« forklarede en medarbejder. »Det ville være bedre med bleer dem mangler vi altid.«
Mette stod med de strikkede gaver i hænderne og græd.
»Nå, lad os finde en løsning,« sagde kvinden til sidst. »Kom, lad os prøve skoene på de små.«
Mette holdt de spæde børn, strøg deres bløde kinder og satte de små sko på deres tæer. De lidt større fik huer på.
Da hun kom hjem, fortalte hun sin mand:
»De sagde, bleer er bedre.«
»Godt,« svarede han. »Vi køber nogle i morgen. Men lad os lave kartofler nu.«
»De giver os ikke et barn, vi er for gamle jeg er 61, du er 62,« sagde Mette trist.
»Måske ikke, men ingen har spærret døren,« svarede han roligt. »Vi kan aftale at komme og hjælpe. Strikke sko og sokker det bliver brugt.«
»Der er en tvillingepar en dreng og en pige. Lyshårede. De er næsten to,« tænkte Mette højt. »Jeg tror, de passer til de strikkede dragter. Måske er de for store nu, men børn vokser hurtigt. Og skoene passer lige.«
»Lad os gå derhen sammen,« foreslog manden. »Jeg ordner det vi kan besøge dem.«
Og det gjorde han. I fire måneder var Mette og hendes mand frivillige på børnehjemmet. Hun strikkede nye dragter og sko, og tvillingerne begyndte at kalde hende mor. Men en dag var børnene væk.
»De er blevet adopteret begge to på samme tid,« forklarede en medarbejder. »Vi tog et billede af dem i jeres strikkede tøj, og samme dag ringede et par. De har arbejdet med papirerne i måneder, og i morges blev de hentet. Vi var bange for, de ikke ville tage dem begge.«
Mettes øjne fyldtes med tårer.
»Hvorfor græder du, søde?« sagde manden blidt. »Vi skal være glade.«
Senere den aften ringede datteren:
»Mor, kan I komme forbi? Jeg har brug for hjælp.«
»Er det vandhanen?« spurgte Mette. »Eller har naboerne oversvømmet jer igen?«
»Nej, vi skal samle en seng,« svarede datteren. »Kommer I? Bare kom ind med jeres nøgle.«
»Godt, vi kommer,« nikkede Mette.
De satte sig i deres Volvo og kørte. Lejligheden var pletfri, og der lugtede af mad fra køkkenet. Mette og hendes mand tog skoene af og satte sutsko på.
»Vask hænder og gå ind i stuen,« råbte datteren fra køkkenet. »Jeg er der om et øjeblik.«
De satte sig på sofaen og tændte for nyhederne. Pludselig puffede manden hende let i siden.
Hun så op. I døren stod svigersønnen, Jonas.
På hans arme sad tvillingerne, iført Mettes strikkede tøj og små sko. Drengen holdt et stykke æble, og pigen, med juice over kinderne, grinede og prøvede at bide i det. Jonas smilede.
»Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det Men nu har I børnebørn. Vi sagde ikke noget, fordi vi ikke vidste, om det ville lykkes. Jeanette kommer om et øjeblik hun laver grød til dem.«
Jeanette løs ind i stuen, rød i kinderne og smilende.
»Mor, far, mød Tanja og Villads. Jeg så deres billede på Børn der venter. De er tvillinger, ligesom mig og min bror.«
»Og de har de samme små sko, som dem du strikkede til os. Kan du huske det billede, hvor vi er to år? Jeg viste det til Jonas, og han sagde: Vi tager dem med.«
Jonas satte børnene ned. De løb hen til Mette, rakte de små hænder op og råbte:
»Mor! Mor!«
Mette holdt dem tæt, kyssede dem og tørrede tårerne væk:
»Jeg er ikke mor, jeg er jeres bedstemor. Bedste.«
Og igen, som i en drøm, gentog hun:
»Bed ste bed ste«
Manden kunne ikke lade være med at grine:
»Hvorfor græder du nu? Nu skal vi købe garn. Du skal strikke sokker skoene er for små!«
